Making a murderer – anmeldelse

Opdateret

Alle ti afsnit af Krimidokumentaren Making a Murderer så jeg på to dage, så det er vel en klar anbefaling.

Serien tager sit afsæt i Steven Averys frifindelse for at have begået vold og voldtægt – en forbrydelse han har siddet inde for i 18 år. Steven har ikke tænkt sig at lade sig nøje med en mindre erstatning, men vil sagsøge de selvsamme mennesker, der fik ham dømt i sin tid. Men så let går det ikke . 2 år efter sin frifindelse bliver han mistænkt igen – denne gang for mord.

Steven_Avery

Historien tager sit afsæt derude på landet i USA, hvor man helst ikke vil gå i stå med sin bil når det er mørkt. Steven Avery er manden fra underklassen der allerede fra fødsel er blevet tildelt de helt forkerte kort. En mand der konstant har været i politiets søgelys – især efter han satte ild til en kat da han var ung. Så måske er han skyldig i den nye forbrydelse. At have siddet inde bag lås og slå i 18 år for noget han ikke har gjort kan ikke have gjort hans sindstilstand en tjeneste, og beviserne imod ham er også helt ufatteligt stærke. Sådan argumenterer den lede svedende onde anklager i hvert fald. På den anden side er han måske offer for en fuldstændig orkestreret konspiration af de selvsamme mennesker Steven ønskede retsforfulgt for de 18 års frihedsberøvelse – for ved at hænge ham op på en ny forbrydelse kan de undgå at stå til regnskab for at have buret ham inde i første omgang. Sådan argumenterer Stevens søde, sympatiske og saglige forsvarer i hvert fald. For det hele virker en lille smule mistænkeligt. Efterforskerne er mistænkelige, gerningsstedet er mistænkeligt, der er en masse snak om mistænkeligt dna og vi følger en dramatisk retssag hvor alt foregår så at sige – mistænkeligt.

Jo flere afsnit du ser for at komme sandheden nærmere, jo flere mistænkeligt virker sigtelsen imod Steven Avery. Det er umådeligt spændende at følge, og som seer bliver vi ekstremt forargede over den uretfærdighed der synes at regne ned over Steven Avery og hans familie. Der er ingen tvivl om hvem du skal holde med den klassiske historie om den lille mand fra underklassen imod det store stygge system. Det er ufatteligt ensidigt, ja nærmest irriterende manipulerende, men en helt fænomenalt god historie er det så også. Helt vildt – og det må vel være det vigtigste når vi anmelder serier, ikke?

Så selvom du får serveret sandheden serveret igennem en velfortalt dramatisk skabelon, er serien et must see hvis du er til krimi, retssalsdramaer og cliffhangers. Husk at sætte et par dage af i kalenderen, for det ene afsnit sluger det andet. Er du endda interesseret i at komme sandheden nærmere efter sidste afsnit, så google Steven Avery og så pas på din computer ikke eksploderer.

Serien kan streames på Netflix.

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *