Serier | Guides

Mens du venter på ‘Loki’: Her er de fem bedste Marvel-serier

AfSteffen Lomholt Pedersen
7. juni 2021
Foto: WandaVision/Disney+

Del artikel

Disney er på trapperne med endnu en Marvel-serie, der denne gang handler om bedrageren og fidusmageren Loki.


Avengers: Endgameder nu får sin helt egen serie, Loki

Der udkommer dog - desværre - kun ét afsnit hver uge, så hvis du er sulten på mere, får du her en liste med et bud på de fem bedste Marvel-serier, som du kan se i mellemtiden.

The Punisher


NETFLIX

Hvis du kun skal vælge én serie fra listen her, så gå med The Punisher. Hele serien, samtlige to sæsoner, ligger tilgængelig på Netflix og er et hæsblæsende indblik i en af Marvel-universets mest undervurderede helte, Frank Castle. Glem de sløje film, der findes om ham. Se serien her i stedet for.

Hovedrollen spilles af Jon Bernthal (The Wolf of Wall Street, The Walking Dead, Baby Driver), og der har sjældent været en rolle, der har været mere velcastet end den. Jon er perfekt i rollen som den kyniske og koldblodige selvtægtsmand, der rydder op i New Yorks kriminelle underverden i forsøget på at gøre bod for at miste sin familie. En fryd fra ende til anden.

WandaVision


DISNEY+

Tidligere på året udkom Disney med WandaVision som led i deres “fase 4” af nye film og tv-serier til Marvel-universet. Ingen vidste rigtigt, hvad de skulle forvente sig, men WandaVision overraskede positivt og gav de to superhelte fra Avengers-filmene, Scarlet Witch (Elizabeth Olsen) og Vision (Paul Bettany), en chance for at få noget mere skærmtid og en reel baggrundshistorie.

Resultatet blev en fantastisk finurlig tv-serie, der særligt i de første afsnit leger meget med det klassiske tv-koncept, og som ender i en finale, der let overgår nogle af de dårligste fra film i genren. Hvis du ikke er inkarneret Marvel-fan, skal du nok lige se de første to Avengers-film, inden du begynder, men ellers er WandaVision relativt lige til at gå til.

Daredevil


NETFLIX

Ligesom med The Punisher så skal du lige glemme, at der faktisk findes to frygtelige film med Ben Affleck, der handler om superhelten her. Daredevil-tv-serien starter heldigvis helt forfra. Her følger vi om dagen den blinde Matt Murdock, der forsøger at skabe retfærdighed via lovens vej, mens han om natten bruger sine superkræfter som selvtægtsmanden Daredevil.

I starten går det dog noget trægt, og Daredevil er langt fra uovervindelig. Det er dejligt forfriskende, når du efterhånden er vant til superheltefilm, hvor alle er halvguder og smadrer den ene skyskraber efter den anden. Skuespillerne i serien er også velvalgte til deres respektive roller, hvilket i særdeleshed er gældende for skurken i første sæson. The Punisher er faktisk også med i anden sæson, hvor antihelten bliver introduceret, inden han fik sin egen serie.

Spider-Man: The Animated Series


DISNEY+

Der findes selvfølgelig et hav af animerede tv-serier med heltene fra Marvel, heriblandt Thor, Iron-Man, Hulk og Guardians of the Galaxy. En af de bedste og måske mest velkendte er Spider-Man: The Animated Series, der kørte fra 1994 til 1998. Tv-serien havde en fænomenal intro-sekvens, og alle de fede skurke var med: Doc Oc, Venom, Green Goblin, Rhino og så videre.

I serien fik Spider-Man også ofte hjælp af andre superhelte, som du kender fra de øvrige Marvel-tegneserier. Således var der flere afsnit med blandt andet Blade, Dr. Strange og The Punisher. Der er altså rigtigt meget at komme efter i Spider-Man: The Animated Series, hvis du allerede dengang var Marvel-fan.

The Falcon and the Winter Soldier


DISNEY+

Det sidste og nyeste bud på listen er Disneys The Falcon and the Winter Soldier, der også er en del af underholdningsgigantens “fase 4” med Marvel-film- og -serier. Ligesom i WandaVision følger vi i serien her to af heltene kendt fra Avengers- og Captain America-filmene. Det drejer sig om Sam “The Falcon” Wilson spillet af Anthony Mackie (The Hurt Locker, Altered Carbon) og The Winter Soldier, også kendt som Bucky Barnes, der bliver spillet af Sebastian Stan (Once Upon A Time, Gossip Girl, The Devil All The Time).

Serien er en vaskeægte “buddy comedy”, hvor Bucky og Sam ikke ligefrem er de bedste venner først i serien. Det ændrer sig dog langsomt, da de to helte bliver nødt til at arbejde sammen for at stoppe en ny terrororganisation, der truer verdensfreden. Undervejs er der nogle super sprøde actionsekvenser med og faktisk også et par ganske dybfølte øjeblikke, der tilsammen løfter serien til en af de bedste Marvel-serier.

Del artikel