Min top 5: 90’er serier der stadig holder

Opdateret

90’erne var på mange måder tv-seriernes guldalder. Det var et årti, hvor grænser blev brudt, og hvor banebrydende serier ryddede vejen for mange af de serier, der gik deres sejrsgang i 00’erne og 10’erne.  I 90’erne steg kvaliteten – og derfor holder mange af serierne stadig, den dag i dag. Jeg har samlet fem af de ypperste serier fra 90’erne.

(Foto: Twin Peaks/Lynch/Frost Productions)

Twin Peaks

Twin Peaks fik oprindeligt premiere i 1990 og kørte kun i to sæsoner. Men den gådefulde serie startede så stærkt og var så anderledes end alt andet på tv på det tidspunkt, at den blev enormt populær og fik indflydelse på mange andre serier. Lars Von Triers fantastiske serie Riget skylder meget til Twin Peaks, og det gør X-Files fx også. Holder den så stadig i dag? Ja, det gør den – og ikke kun, fordi den blev fulgt af sæson 3 i 2017. Mysteriet er lige så dragende i dag, som det var i 1990, vores yndlings-FBI-agent Cooper er lige så sympatisk – seriens to første sæsoner er bestemt et gensyn værd. Find dem på HBO Nordic.

Læs også: Kan du huske serien? Riget

Seinfeld

Komedieserien, der handlede om ingenting, var banebrydende for genren. Før Seinfeld var der ganske bestemte krav til en (amerikansk) komedieserie. Hovedpersonen skulle for det første være sympatisk, og alle afsnit skulle have en decideret handling – Seinfeld gjorde op med begge ting. Jerry Seinfeld og hans venner er overfladiske og temmelig selvcentrerede, og de går mere op i små detaljer end i store følelser. Jerrys bedste ven George Costanza er nok serieverdenens største løgner, og mange afsnit følger hans forsøg på at manipulere med sine omgivelser – han fortæller gerne, at han er arkitekt eller marinebiolog for at vinde folks respekt, og det ender sjældent godt for ham. Anmeldere og seere var begejstrede for serien, som ikke indeholdt kunstige historier, men i stedet var baseret på hverdagssituationer, alle kan identificere sig med (et helt afsnit fandt sted, mens holdet ventede på et bord på en restaurant). Og holder Seinfeld så i dag? Ja, den er lige så sjov i dag! Find den på Viaplay og C More.

(Foto: Frasier/Viaplay)

Frasier

Frasier blev skabt som en spinoff af Cheers (Sams Bar), som var en stor serie i 80’erne. Frasier var den sjældne spinoff, som faktisk overstrålede sin forgænger. Kelsey Grammar gentog sin rolle som psykiateren Frasier Crane fra Cheers, men derudover var der få fællestræk. Frasier gik sine egne veje og blev en kæmpe succes på trods af, at dens hovedpersoner gik meget op i emner, som de færreste folk forstod (opera, intellektuelle film og bøger, vinsmagning på højt niveau osv.). Kontrasten mellem de snobbede og intellektuelle brødrene Crane (Frasier og Niles) og deres jordbundne far Martin ligger til grund for meget af komikken. Disse temaer er lige så aktuelle i dag, som de var i 90’erne, og derfor er serien også stadig lige så sjov som dengang. Alle afsnit ligger på Viaplay.

Buffy the Vampire Slayer

Alle 00’ernes vampyrserier og -film kan nikke til Buffy. Det var en af de første vampyrserier, og den legede med genren og vendte den på hovedet. Den stærke superhelt var en ung, lyshåret pige, der hver uge tog kampen op med diverse monstre, mens hun gennemgik alle de almindelige teenagekvaler. Monsterhistorierne fungerer som metaforer – Buffy og hendes venners teenageproblemer bliver nemlig til monstre, der skal bekæmpes. Serien holder stadig den dag i dag, selvom den ikke har de special effects, som man ser i serierne nu. Historierne er nemlig rigtig gode, og temaerne (den første kærlighed, at finde sin identitet som ung osv.) er stadig lige så aktuelle, som de var den gang. I skrivende stund er man ved at udvikle en fortsættelse af Buffy, som vi kan glæde os til. I mellemtiden kan du se alle de gamle afsnit på Viaplay.

Skadestuen

Vi så den alle sammen. Skadestuen med George Clooney i rollen som Dr. Doug Ross og Anthony Edwards som Dr. Mark Greene. Den var fyldt med action, humor og stærke følelsesmæssige historier. Fra første sekund af et afsnit var man fanget. Den blev rost for sin realisme, og som seer følte man sig faktisk også hurtigt hensat til en virkelig skadestue, hvor læger og sygeplejersker gav alt, hvad de havde for at redde liv. Serien var ikke bange for at beskæftige sig med store følelser, og der var ikke mange afsnit, hvor man ikke mærkede tårerne presse på. Den kørte fra 1994 til 2009, og der var mange skift i castet. Den faldt ikke som sådan i kvalitet, men det er de første 5-6 sæsoner, som blev vist i 90’erne, der stadig er legendariske i dag. Hele serien er stadig godt tv, især fordi den leger med vores empati som ingen anden. Desværre kan den ikke streames lige nu – lad os håbe, den snart finder vej til en kanal, vi alle kan se.

Læs også: Den store 90’er tv quiz

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *