Min top 5: Klassiske gyserserier

Det er ikke nemt at se sig ud af alle de gyserserier, der efterhånden findes på streamingtjenester – endnu sværere er det at finde nogle af de helt klassiske serier, der måske ikke nødvendigvis er lavet til gys, men alligevel sender kuldegysninger ned af rygraden på én.

Her har vi samlet 5 serier, der kan betegnes som klassikere og samtidigt kan sende lidt gys igennem kroppen!

Twin Peaks

HBO Nordic

Ja, det kan vel ikke undgås at nævne Twin Peaks som en gyserserie – faktisk er det én af de ting, der kendetegner denne serie!

Da en død kvinde bliver fundet pakket ind i plastik, bliver en FBI-agent (spillet af en ung Kyle MacLachlan) sat på sagen om at løse mysteriet, der udfolder sig i den fiktive by, Twin Peaks – kun for at opdage, at tingene ikke er, som de ser ud, og det er ren gymnastik for hjernen at finde hoved og hale i alle de ting, der udfolder sig.

Twin Peaks er én af de serier, der kan ses og genses og stadig give den samme uro i kroppen, som den gjorde første gang!

HBO Nordic

The Twilight Zone

Før Black Mirror fandtes The Twilight Zone, som er én af de helt klassiske antologi-serier, der kom på skærmen for første gang i 1950’erne (!) og omhandler alt det uhyggelige, der findes i verden. Gyserserien foregår i sort/hvid, og selvom en masse genrer bliver dækket af serien, gør den sig bare bedst, når der er gys og – undskyld sproget – mindfuckery.

The Twilight Zone har lidt af det hele, og den kan så meget mere, end man lige tror. Der er faktisk rygter om en såkaldt reboot af serien i 2020, så mon ikke vi får set lidt mere at se til de creepy sider af verdenen snart?

The X-files

Viaplay

The X-files er ét af de bedste eksempler på, hvordan man gør noget lidt surrealistisk til noget enormt creepy og gennemført uhyggeligt!

Kombinationen af en skeptiker (spillet af Gillian Anderson) og en troende (David Duchovny), der forsøger at løse overnaturlige sager på trods af deres forskelligheder, bringer en helt ny type af gys på banen; om det er overnaturlige væsner, aliens eller måske bare virkelighedens verden, der er så grum, at det næsten ikke er til at bære, så formår gyserserien The X-files altså at gøre noget fantastisk – og få alle til at lukke gardinerne efter et afsnit… Just in case.

Goosebumps

Netflix

Ja ja, det er måske en serie for børn, men mand, hvor tager man fejl, hvis man tror, at den ikke også kan skræmme en voksen!

Selvom det er korte afsnit med masser af gys rettet mod børn og teenagere, så er gysene altså også slemme som voksen. Det kan godt være, at man rationelt set kan sige ”det er jo ikke et spøgelse, bare en mand i en maske”, men der er noget meget, meget specielt over Goosebumps; den tager nemlig én med tilbage til barndommen og dens frygt – og endnu værre, så tager den én med derhen, hvor det føles allerværst.

Det er altid sjovt at blive skræmt fra vid og sans, men når man sidder som voksen med barndomsfrygt ruskende rundt i hele kroppen, så kommer man til at holde endnu mere af denne gyserserie.

Riget

DR Bonanza

En absolut dansk tv-klassiker fra en dansk instruktør, der er blevet kendt for sine gys! Riget kan simpelthen det hele: Sarkastiske læger, spøgelser, der hjemsøger hospitalet, underlige stemmer, en voksen-baby (det er ikke så sjovt, som det lyder) og en masse andet, udgør Riget af Lars Von Trier.

Mesterfuldt sammenstykket og fantastisk filmet gør Riget til en perfekt gyserserie, der efterlader dig med koldsveden løbende ned ad ryggen, klamme håndflader og neglemærker i ansigtet fra alle de gange, man er nødt til at gemme sig væk.

Riget formår at gøre et sted, der egentligt bliver set som trygt til noget uhyggeligt og usikkert – og det er en kriminel undervurderet gyserserie, efterhånden!

Bonanza

LÆS OGSÅ: 5 uhyggelige serier du skal se på C More

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *