Mine 5 ‘glemte’ helte

Opdateret

Vi har alle vores store seriehelte. Højtprofilerede navne, som alle husker og er enige om er sande forbilleder. Men hvad med de mere glemte helte? De karakterer som er gået lidt i glemmebogen eller som står i skyggen af mere hypede typer. Jeg har set nærmere på 5 karakterer, jeg ofte glemmer, men som har fortjent heltestatus.

(Foto: True Detective/Anonymous Content)

Det. Ray Velcoro (True Detective s. 2)

I en artikel for nylig – om 5 cool kvindelige karakterer – nævnte jeg, at der var særligt to lyspunkter i True Detective sæson 2 – Rachel McAdams og Colin Farrell. I førnævnte artikel beskrev jeg min fascination for McAdams karakter Ani Bezzerides, og jeg er derfor nu kommet til Ray Velcoro, som Farrell portrætterer.

Ray er en korrupt, alkoholisk og letantændelig betjent, der har mistet livsgnisten og kun lever pga. kærligheden til sin søn, som han kæmper en indædt kamp for at blive ved med at se. Trods denne kamp – og sine ekstremt mørke sider – ender han dog med at tage den uselviske beslutning om at slutte fred med sin eks-kone og fokusere på sønnens bedste. En heltemodig beslutning, som Ray dog er nødt til at varme op til med whisky og en røvfuld kokain. Se den gribende scene her:

(Foto: Twin Peaks/Lynch-Frost Productions)

Big Ed Hurley (Twin Peaks)

Big Ed er en klippe i Twin Peaks. Både som James Hurleys trofaste fortrolige og som ærefuldt medlem af ‘The Bookhouse Boys’. Da jeg så serien for første gang, havde jeg svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle bedømme Ed (spillet af Everett McGill), men i takt med at jeg genså sæson 1 og 2 flere gange, blev jeg gladere og gladere for ham. Han blev et symbol på den hæderlige (om end lidt forsigtige) type blandt en masse mennesker, der spiller dobbeltspil og begår svigfulde handlinger. Hvis der er en person i Twin Peaks, som jeg skulle betro mit liv, udover Cooper, så skulle det være Ed. Jeg husker bedst hans lykkelige entre på RR Diner, hvor han bestiller en kop kaffe hos sin elskede Norma. Det er smukt og du kan se det her:

(Foto: Klovn/Zentropa)

Iben (Klovn)

Der er én eneste grund til at Iben er på denne liste. Og det er, at hun kan skælde Casper ud så englene bryder ud i sang. Misforstå mig ikke. Jeg elsker Caspers karakter i Klovn mere end nogen anden. Men det er simpelthen en fryd at se, hvordan den selvproklamerede leder af vennegruppen gang på gang bankes ned af Iben, når han kommer for godt i gang. En serie uden dette markante modspil til Casper ville – mener jeg – slet ikke have fungeret tilnærmelsesvis så godt, som den gør. Iben er bare for sej!

(Foto: Inspector Morse/Central Independent Television)

Sgt. Lewis (Inspector Morse)

På krimifronten voksede jeg op med særligt to serier: svenske Beck og britiske Inspector Morse. Hvor jeg tidligere har gjort en del ud af at rose førstnævnte, er der alt for sjældent en oplagt mulighed for at rose Oxford-efterforskeren – den excentriske Morse – og ikke mindst hans mere normale (hvad det så end er) underordnede, Lewis. For min fjerde helt, jeg ofte glemmer, er netop denne Lewis. Han er alt hvad Morse ikke er. Familiemenneske, usikker, spørgende, til populærmusik osv. osv. osv. Men trods sin lidt kejtede facon, er der særligt to forhold, der gør Lewis til en sand helt i mine øjne. For det første træder han altid i karakter, når det virkelig gælder. For det andet, er han den eneste, der rigtig kan tale fornuft til Morse – hvilket siger ikke så lidt. Og som en ‘bonus’ elsker han i bund og grund Morse som den gamle stivstikker han er, hvilket kommer bedst til udtryk, når han med tårer i øjnene i seriens sidste episode udbryder: “Inspector Morse is dead”.

Marty Hart (True Detective s. 1)

Marty Hart (Woody Harrelson) er et klassisk eksempel på en fed karakter, der bare kom til at stå i skyggen af en anden fed karakter. Hart og Rust Cohle (Matthew McConaughey) var det episke makkerpar i første sæson af True Detective, og mens McConaughey og Rust Cohle ofte løber med en masse spotlight og den store ros, må vi ikke glemme Hart. Harrelson spiller på flotteste vis den meget menneskelige Hart, der trods en lidt for stor appetit på yngre kvinder og ofte lidt for hurtige knytnæver, egentlig langt hen ad vejen inkarnerer de ting, vi som seere ville gøre, hvis vi var i hans situation (og ikke kunne styre vores følelser vel at bemærke), såsom at give den super-irriterende Rust en fuck-finger på chefens kontor, skyde den sadistiske og pædofile voldtægtsmand Reggie Ledoux i hovedet og at tæve de unge mænd, der har haft sex med hans datter i en bil. Hvor jeg har svært ved at identificere mig med den komplicerede Cohle, ja så er Marty Hart ‘my guy’. Se scenen hvor Marty har fået nok af Ledoux her:

Læs også: 5 cool kvindelige karakterer

Læs også: 3 serier jeg altid anbefaler

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *