Mine 5 mest f#cked up, forstyrrende og fandens uhyggelige scener i serier

Halleluja for Halloween, det giver os freaks mulighed for at skrive om blod, vold og terror i stor stil. Det er derfor også en ekstra anledning til at se eller gense, nogle af de mest uhyggelige og forstyrrende serier. Jeg er selv i fuld gang med en ældre serie fra true crime-genren, der hedder Paradise Lost. Den er ikke for sarte sjæle skulle jeg hilse at sige, og jeg synes faktisk, at jeg vil skåne jer fra billederne fra de gerningsteder, der figurerer i denne meget grafiske og meget virkelige serie. Man bliver dog ikke skånet som seer, og jeg vil snarest give jer min anmeldelse af serien, der kan ses på HBO Nordic.

På denne liste har jeg primært fokuseret på fiktive serie-universer.  Jeg har lavet scenerne i rækkefølge ud fra gore og freak-værdi. En lille advarsel om at flere af scenerne er ret grafiske, så derfor denne lille advarsel:

5. Brady Hartsfield – Mr.Mercedes sæson 1

(Spoiler advarsel)

Jeg tror ikke jeg tager munden for fuld, når jeg kalder skildringen af stjernepsykopaten og morderen Brady Hartsfield (Harry Treadaway) for en af de bedste i nyere tid. I serien Mr.Mercedes terroriserer og myrder Brady uden den mindste følelse af anger. Samtidig piner han betjenten Bill Hodges (Brendan Gleeson), der aldrig fangede ham. Brady er en af de mest forstyrrede psykopater, jeg har set i en serie. Ja, beklager Mads Mikkelsen, du gør det godt som Hannibal, meeen når Brady ligefrem har et incestuøst forhold til sin mor, mens han gør karriere som kynisk lystmorder, så skal der altså spises nogle hjerner for at toppe “Psykopat-skalaen”.

Det er i sig selv ikke fordi denne scene er så grafisk, men hvis du læser lidt om serien og bare får set afsnit 1, så er det faktisk meget forstyrrende at se Bradys dans i hans overvågningsrum

4. Woodsman (Eller bare creepy charcoal guy) – Twin Peaks The Return

Man kan næsten ikke sige uhyggelig, bizar og forstyrret uden at tænke på David Lynch. Selvom jeg er stor fan af den nye udgave af Twin Peaks, der bliver kaldt The Return, så var en af de ting, der skuffede mig mest, at den faktisk ikke var særligt uhyggelig sammenlignet med de øvrige to sæsoner. Jeg synes ikke vi fik samme snigende suspense. Der er nu alligevel blevet plads til et klip fra The Return. Men det er faktisk bare mere bizart,ulækkert og forstyrrende end det er uhyggeligt. Bemærk i sær digtet This is the water and this is the well, drink full and descent. The horse is the white of the eyes and dark within. Og så vil jeg sige go`appetit, når du når til 2:05 inde i klippet

3. Ronette Pulaskis drøm – Twin Peaks sæson 2

(Spoiler advarsel)

Dette klip er fra mit yndlingsafsnit af Twin Peaks. Første afsnit af sæson 2. Det er et afsnit, hvor David Lynch virkeligt folder sig ud med langsom kameraføring og mystiske karakterer, der giver kryptiske beskeder til vores helt Agent Cooper. I det hele taget er det et afsnit, der sniger sig helt ind i sjælen på dig. Jeg vil indrømme, det er et afsnit jeg elsker, men sjældent ser, når jeg er alene hjemme om aftenen. Ronette Pulaski var den stakkels pige, der i afklædt og katatonisk tilstand krydsede den legendariske bro i afsnit 1 af Twin Peaks. Hun var tæt på at blive offer for den samme morder, der dræbte Laura Palmer…Og hvem var det så? Ja, det er vidst ikke nogen hemmelighed, at den dybt uhyggelige karakter BOB besatte Leland Palmer (Lauras far) og fik ham til at dræbe hans datter. Men før vi fandt ud af det, så vi sekvenser med Ronettes uhyggelige drøm om mordet i togvognen i slutningen af dette afsnit.

2. Tuttles videobånd – True Detective sæson 1

True Detective sæson 1 er efter min mening et mesterværk. Udover solide skuespillerpræstationer og interessante afstikkere i plottet, så elsker jeg den underliggende suspense, der hele tiden er tilstede i serien. Seriens locations spiller en stor rolle, og det samme gør de karakterer vi møder. En ting der også fungerer rigtig godt i serien, er når seriens skabere Nic Pizzolato og Cary Fukunaga, hele tiden leger med vores følelse af, at der snart sker noget slemt. Denne scene er faktisk ikke udpenslet, men måden der bygges op til at Marty Hart ( Woody Harrelson) skal se videoen er fremragende. Vi ved Marty Hart selv er far til to børn, så ligesom for ham, så er det nok for os, der ser serien at blive efterladt med vores egen fortolkning af, hvad der mon sker? Det er virkeligt forstyrrende og meget effektivt.

  1. Mordet på Maddy Ferguson – Twin Peaks sæson 2

(Spoiler advarsel)

Det er ikke den store hemmelighed, at både David Lynch og Mark Frost var i modvind med holdningen om ikke og måske aldrig at afsløre en af århundredets største mordgåder Hvem myrdede Laura Palmer? Når selv Gorbatjov ringer til Bush, fordi Russerne er utålmodige og vil have en opklaring på mordet, så lægger det et vidst pres på tv-netværket. Derfor fik tv-stationen ABC deres vilje og med et brag blev det afsløret, hvem morderen var. Skal det hele gives væk, så lad det være med stil eller skal vi sige med uanede mængder gru og rædsel. Yes det var faderen/dæmonen denne gang og ikke butleren eller Ulf Pilgård. Ikke alene skulle man lige fordøje chokket om at Leland Palmer(Ray Wise) havde myrdet sin egen datter, men også det faktum at en ond ånd tilsyneladende kunne forvandle ham fra en charmerende og croonende forretningsmand og far, til en koldblodig seriemorder.

Det syntes næsten ironisk midt i det morbide, at Leland slutter scenen af med at myrde Maddy på brutal vis med sætningen youre going back to Missoula Montana. Det er byen, hvor David Lynch er født. Hvem ved? Måske gengiver det lidt den følelse man får som instruktør, når en tv-station myrder ens elskede serie. Seertallene faldte ihvertfald drastisk herefter. Så kan vi jo glæde os over, at vi alligevel er blevet fodret med mere Twin Peaks og et par bøger. Denne scene er efter min mening stadigvæk en af de mest forstyrrende og grafisk udpenslede voldsscener i tv-historien, så den fortjener en klar førsteplads

Læs også: Twin Peaks, True Detective og?

Læs også: QUIZ: Hvor godt kender du din antihelt?

 

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *