Natportieren – cool spionthriller med et europæisk touch

Opdateret

Anmeldelse af Natportieren – afsnit 1

Den danske filminstruktør Susanne Bier har som så mange andre auteurs bevæget sig ind på dramaseriens banehalvdel. At anderkendte filminstruktører instruerer enkelte afsnit af en serie er meget almindeligt i dag, men hvad der adskiller Natportieren fra andre serier er, at Susanne Bier har instrueret alle seks afsnit. Den investering lover super godt for serien, og hvis resten er ligeså godt som det første er vi in for a treat.

Serien tager sit udgangspunkt i Egypten under det arabiske forår i 2011 hvor Tom Hiddleston spiller natportieren Jonathan der med sin yderst professionelle service og et glimt i øjet sørger godt for gæsterne på et luksushotel midt i Kairo – midt i oprøret. Tiltrukket af det farlige lader Jonathan sig forføre af en af hotellets gæster, Sophie, en fransk trofæelskerindetil en forbryder der gerne vil have bremset det arabiske forår. Indirekte, men særdeles bevidst giver hun Jonathan indblik i en voldsom våbenhandel mellem sin elsker og den britiske våbenhandler Richard Roper spillet af selveste Dr. House – Hugh Laurie. Jonathan som selv har været i Irak som udstationeret soldat giver sine informationer videre til den britiske efterretningstjeneste MI6, og på den måde får han sig selv viklet midt ind i et farligt spil med MI6 på den ene side og Richard Roper på den anden– en mand som Sophie beskriver som verdens farligeste.

Natportieren

Serien er baseret på John le Carrés roman The Night Manager, og der er også tydelige træk imellem denne produktion og så John le Carrés fornyligt indspillede Dame Konge Es Spion. Det er det særlige europæiske touch, hvor hver scene tager sin tid at lade dramaet udfolde sig imellem karaktererne, og i skuespillernes og Susanne Biers hænder er dramaet og spændingen helt i top. Der er virkelig ikke et eneste kedeligt sekund i dette afsnit af Natportieren, og når serien ellers lige tager sig en puster kan man nyde de flotte billeder af bl.a. skylinen i et tusmørkt Kairo med pyramider i baggrunden og de snedækkede bjerge i Schweiz.

Jeg er stadig helt blæst væk af det første afsnit, og kan vitterligt ikke vente til på søndag. Når hele serien er blevet vist, kan du læse anmeldelsen her!

Hvad kan vi forvente i anden afsnit?

I følgende afsnit vil der være kraftige spoilers, så har du endnu ikke set det første afsnit, så kom tilbage når du har:

Efter at Jonathan finder Sophie liggende livløs i hotelværelset hopper serien 4 år frem hvor Jonathan nu arbejder på et luksushotel i Schweiz. Her bliver han for første gang konfronteret med Richard Roper der gæster hotellet. Som natportier skal Jonathan opvarte ham og slænget, og han spiller høflighedsspillet helt til fingerspidserne for at Roper ikke skal kunne mærke den afsky han egentlig har til ham. Derfor kan Jonathan heller ikke dy sig for at indsamle deres sim-kort og så aflevere dem til Mi6’s Angela Burr – en kvinde der indædt kæmper for at afsløre Roper og som til slut af første afsnit lægger op til at Jonathan skal rekrutteres af hende for at infiltrere ham.

Jeg tror, at han allerede i begyndelsen af næste afsnit er rekrutteret, for han er bestemt ikke bange af sig og har også været soldat. Derudover, så ved han også at Sophies død til dels kan tilskrives Roper, så han har masser af gode grunde til at få sin egen landsmand ned med nakken. Roper fik i første afsnit respekt for Jonathan da Jonathan burde have smidt cigaretten da de mødtes. Han er jo opvarteren og Roper den rige gæst, og sådan spiller man underdanighedsspillet. Men det gjorde Jonathan altså ikke lige dér, og det tror jeg ikke helt var med vilje. Spontant beholdt han sin cigaret, fordi han inderst inde ikke har noget tilovers for Richard Roper. På Angelas opfordring skal Jonathan nok forsøge at blive venner med Roper for at få nogle flere oplysninger i andet afsnit, og samtidig tror jeg også at Ropers modelkone Jed vil forsøge at lave rav i den med Jonathan – det var ikke tilfældigt at både ham og os skulle se hendes lange ben i badekarret.

Natportieren sendes på DR1 hver søndag kl. 20:00 – og du kan se afsnit 1 på dr.dk

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *