Anmeldelse: Stjernespækket filmatisering af succesromanen ’At koge bjørn’ begejstrer og frustrerer

Provsten og vækkelsesprædikanten Lars Levi (Gustaf Skarsgård) har en mission. Han vil frelse Kengis’ beboere – en lille by i det nordlige Sverige – fra alkoholisme, synd og fattigdom.

Vi kastes direkte ind i historien. Året er 1852, og prædikanten er netop ankommet med sin familie til sit nye hjem.

Men der møder dem ingen varm velkomst. Provstens rygte som fredsforstyrrer gør nobiliteterne urolige. De er ikke interesserede i at få skubbet til magtbalancen i det lille samfund. Og det bliver ikke bedre, da de finder ud af, at samedrengen (Emil Karlsen) ved hans side er hans adoptivsøn. Racismen strømmer ud i fuldt flor, og snart opstår der intriger.

Da malkepigen Hilda forsvinder og senere findes død, mener majoriteten af borgerne, at hun er blevet overfaldet af en bjørn. Men provsten er mistænksom. Han tager samer-adoptivsønnen Jussi med som assistent, og som en svensk Sherlock Holmes iført hat og pibe – og med Doktor Watson ved sin side – undersøger de Hildas færden grundigt for spor.

De to detektiver in spe er historiens fortællere.

Hårrejsende og hypnotiserende

Disney+-serien ’At koge bjørn’ er baseret på den populære svenske forfatter Mikael Niemis succesroman fra 2018.
Forfatteren skriver mageløst i et levende og sanseligt sprog. Han er en historiefortæller, og selvom bogen har rødder i virkeligheden, er vi langt fra realismen. Derfor har serien med rette valgt en stiliseret æstetik.

En ekspressiv visuel stil, der bedst kan beskrives som maksimalisme. Byens brovtende og brutale lensmand Brahe (Magnus Krepper) har bakkenbarter og en adfærd, som næppe er set mere grotesk.

Æstetikken overbeviser også i de mørke og uhyggelige momenter. Hårrejsende, hypnotiserende billeder suger én ind i fortællingen. Sekvenserne giver historien en horroragtig stemning, som perfekt matcher dens mørke og gru. Modsætningen finder man i de meditative naturskildringer fra området.

Det er en vellykket oversættelse af Mikael Niemis sans for detaljer.

En god figur

Forfatteren fandt inspiration til historien fra den virkelige vækkelsesprædikant Lars Levi Læstadius (1800-1861), som fik stor indflydelse i det nordlige Sverige i den sidste halvdel af det 19. århundrede.

Præsten var, som serien også giver fint udtryk for, et komplekst menneske. På den ene side dybt konservativ og på den anden side progressiv i kraft af sin evige nysgerrighed på tidens mange nye opdagelser inden for videnskab og gennem sin mission for at forbedre forholdene for de fattige.

Gustaf Skarsgård gør en god figur som provsten. Med sin stålfaste gang, fokuserede blik og stærke udstråling tryllebinder han én til skærmen. Han er beretningens helt, men heldigvis ikke skildret som et ufejlbarligt menneske.

Adoptivsønnen Jussis blik skifter mellem nedslået og nysgerrigt, men altid med en snert af bekymring. Skuespiller Emil Karlsen spiller med stor præcision, men hans karakter lider under seriens gennemgående svaghed.

Halser afsted

Hurtigt bliver det tydeligt, at man ønsker at have så meget som muligt af den knap 500 sider lange bog med. Helt forståeligt – den er rig på kvaliteter.

Men det valg betyder, at det kommer til at foregå i et alt for hurtigt tempo. Man halser afsted for at nå de mange dele, og det efterlader et overfladisk indtryk.

En anden konsekvens er, at man svigter beretningens psykologiske og filosofiske temaer, som behøver tid og ro. Man kommer som seer ikke for alvor til at mærke, hvor fornedret samedrengen Jussi føler sig, når han gang på gang udsættes for racisme.

Provstens livsfilosofi om at åbne blikket for verden – ”Brug øjnene, Jussi,” siger han, når de er på opklaring – og hvordan viden kan berige ens oplevelser af den, dvæles der slet ikke nok ved.

Gumpetung spillestil

Seriens visuelle stil er velvalgt, men der er tilfælde, hvor det kammer over. Kunstneren og kvindebedåreren Niels Gustaf Borenius, spillet af Simon J. Berger fra den norske serie ’Exit’, er i starten finurlig og fascinerende.

Særligt brillerer han, da han ved et ungdomsbal med sin fascinerende udstråling og en række vilde dansetrin tryller en magisk stemning frem. Men som serien skrider frem, bliver karakteren skinger og overdramatisk og ender med at fremstå latterlig.

Flere af skuespillerne har en stiv og gumpetung spillestil. Man har som nævnt ikke valgt en naturalistisk stil, men i visse tilfælde bliver det så overdrevet, at udtrykket desværre virker amatøragtigt.

Store stjerner som Pernilla August, Jonas Karlsson og Johan Widerberg spiller så stift, at deres talent kun anes momentvist.

Meditative naturskildringer

Filmatiseringen af ’At koge bjørn’ er i sandhed en blandet oplevelse. Det ville have klædt serien ikke at insistere på at dække så meget af romanen. Eller man kunne have tilføjet flere afsnit. Det kunne have skabt den ro, fortællingen behøver, for at kravle ind under huden på seeren.

Bare de havde holdt lidt igen med de groteske virkemidler, så flere af karaktererne ikke blev så overdrevne, at de endte med at fremstå latterlige. For i sidste ende betyder det, at man mister interessen for den ellers så dragende historie.

Se serien for dens portræt af provsten, den meditative natur og de hypnotiserende skildringer af uhygge. Læs derefter romanen – så får du hele historiens rigdom med.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: