Serier | Guides

Nye serier og sæsoner på HBO Max i december 2022

AfAmanda Lee Edelstein
1. december 2022
His Dark Materials anmeldelse
His Dark Materials / Foto: HBO Max

Del artikel

I december 2022 kan du glæde dig til en række nye sæsoner af spændende dramaserier i alle afskygninger på HBO Max.


Er du til superhelte-fortællinger, kan den nye sæson af Doom Patrol være et godt bud. Er du mere til teenage-drama, står forkælede Manhattan-teenagere klar til at underholde dig. Og så kan vi endelig få afslutningen på His Dark Materials i denne måned.

Gossip Girl, sæson 2


Premiere: 01.12.2022
Sprog: Engelsk
Genre: Drama


I 2021 blev Gossip Girl genoplivet – med et splinternyt cast af eliteelever på Manhattan. Nu er skaberne klar med anden sæson, hvor der er skruet endnu mere op for intrigerne og skandalerne. Den nye sæson er således ideel til dig, der ikke kan få nok af teenage-drama.


Det bliver et gensyn med Jordan Alexander, Eli Brown, Thomas Doherty, Tavi Gevinson, Emily Alyn Lind, Evan Mock, Zion Moreno, Whitney Peak, Savannah Lee Smith og Grace Duah, når vi vender blikket mod Manhattan igen. Du kan allerede nu se de to første afsnit af anden sæson af Gossip Girl på HBO Max.

Se traileren til Gossip Girl, sæson 2



His Dark Materials, sæson 3


Premiere: 06.12.2022
Sprog: Engelsk
Genre: Fantasy og drama


I starten af december begynder nedtællingen til slutningen på His Dark Materials, når tredje sæson bliver tilgængelig med to afsnit om ugen på HBO Max. Selvom det naturligvis er trist, at historien er ved at være ved vejs ende, glæder vi os nu stadig til at følge Lyra (Dafne Keen), Will (Amir Wilson), Lord Asriel (James McAvoy), Lee Scoresby (Manuel Miranda) m.fl. i deres forsøg på at gøre op med Autoriteten og redde verdener fra undergang.


Lyra og Will må anerkende, at det kræver ofre, hvis man vil opnå noget unikt. Ved hjælp af Skyggernes Kniv, forsøger de at finde vej i mørket, men hvad nu hvis de ikke kan finde vej hjem igen?


Den tredje sæson af His Dark Materials er baseret på Ravkikkerten af Philip Pullman – den sidste bog i trilogien.

Se traileren til His Dark Materials, sæson 3



Doom Patrol, sæson 4


Premiere: 09.12.2022
Sprog: Engelsk
Genre: Sci-fi, action og komedie


På listen over nye serier og sæsoner på HBO Max i december 2022 finder du fjerde sæson af Doom Patrol. Eller rettere sagt: første halvdel af fjerde sæson af Doom Patrol. For desværre er det kun de første 6 afsnit, der bliver tilgængelige i december. Men hey, så har vi da noget at glæde os til i 2023.


Doom Patrol er en humoristisk sci-fi- og actionserie. Du vil med garanti få et smil på læben, da det er nogle alternative superhelte, vi har med at gøre i denne serie. Men det er med til at gøre hele ”lad os redde verden”-ideen til noget komisk, samtidig med at der er masser af bøllebank at give ud af.


Glæd dig til en tur til fremtiden, hvor vores hovedkarakterer finder ud af deres skæbner. De må beslutte, om deres livsvalg nu også er de rigtige, når de ved, hvordan deres liv ender.

Se traileren til Doom Patrol, sæson 4



Romulus, sæson 2


Premiere: 16.12.2022
Sprog: Latin
Genre: Historisk drama


Hvis du godt kan lide dramaserier med udgangspunkt i historiske begivenheder, bør du sætte tid af til Romulus. Serien er en italiensk produktion, der tager inspiration i fortællingen om Romulus og Remus og deres grundlæggelse af byen Rom, der sker cirka. 700 år før Kristi fødsel.


Du kan allerede nu se første sæson af Romulus på HBO Max. Så kan du være klar til, når anden sæson gøres tilgængelig 16. december.


Vær obs på, at du nok ikke kan lave andet, mens du ser Romulus – ikke medmindre du er særligt god til latin. For serien forsøger at være så autentisk som muligt, og derfor tales der latin i stedet for engelsk, italiensk e.l.


Romulus sæson 2 HBO Max
Romulus / Foto: HBO Max

Random Acts of Flyness


Premiere: ukendt dato
Sprog: Engelsk
Genre: Komedie, drama og fantasy


Leder du efter en serie, der skiller sig helt ud fra andre? Så er Random Acts of Flyness et godt bud. Det er en serie, hvor alt er lidt skævt og anderledes, men netop derfor er det nok heller ikke en serie, der egner sig til alle. Men hvis du godt kan lide at fordybe dig i en serie, der er lidt ekstraordinær, synes vi, du skal give den et skud.


Randon Acts of Flyness er skabt af Terence Nance. Serien består af diverse vignetter, så der er mange forskellige tilgange og emner, som berøres. Det er dog primært de samme skuespillere, der går igen.

Se traileren til Random Acts of Flyness



Flere nye serier og sæsoner på HBO Max i december 2022


Armas De Mujer (‘Til Jail Do Us Part), premiere 02.12.2022
Masha and the Bear Masha's Songs, premiere 10.12.2022
Legacy, premiere 22.12.2022


LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Netflix i december 2022

LÆS OGSÅ: 5 af de bedste scener fra ’Succession’

LÆS OGSÅ: De 10 bedste HBO-serier nogensinde

Del artikel

Læs mere omHBO Max