Nyt fra House of Cards og BoJack Horseman

Efteråret er officielt begyndt. Det betyder for mange et stigende antal timer foran skærmen med yndlingsserierne, og derfor er der også ekstra meget guf på trailer- og teaserfronten disse dage. Komedie eller drama – der er noget for de fleste at se frem til.

(Foto: BoJack Horseman/Netflix)

BoJack Horseman (sæson 5)

Denne gang har BoJack landet en hovedrolle i en serie kaldet Philbert samtidig med, at han prøver at kontrollere sit alkoholmisbrug og deprimerede væsen – på sin helt egen måde. Traileren er ikke meget mere end et minut lang, men det er tydeligt, at stilen fortsætter fra tidligere sæsoner – humor med en klar, dyster undertone af problemer lurende lige under overfladen. Vi skal selvfølgelig heller ikke undvære seriens klassiske, absurde scener – dansende ispinde er bare ét af mange eksempler. Se med her:

Hele femte sæson af BoJack Horseman får premiere på Netflix 14. september.

(Foto: House of Cards/Netflix)

House of Cards (sæson 6)

Det er snart et år siden, at Kevin Spacey-skandalerne blev offentliggjort. De er efterhånden veldokumenterede, og vi vil ikke gentage dem her. I lang tid var det dog usikkert, om successerien House of Cards kunne fortsætte, og i så fald hvordan forfatterholdet ville gribe det an. Robin Wright (Claire Underwood), der nu har taget hovedrollen, har tidligere udtalt, at serien faktisk var meget tæt på at lukke ned. De ønskede dog at afslutte historien på en ordentlig måde til ære for deres trofaste fans. Nu er der kommet en kort teaser til den sjette og sidste sæson, som offentliggør Franks skæbne. Svaret baner dog vejen for endnu flere spørgsmål, så det bliver spændende at se med, når sæsonen får premiere på Netflix den 2. november. Det største spørgsmål er nok: Kan de genopfinde magien?

Læs også: 5 oversete serier du bør tjekke ud

Læs også: 3 Netflix-serier vi glæder os til

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *