Q&A med en af Danmarks største Twin Peaks-eksperter!

Opdateret

Læs kun videre, hvis du har set de første to sæsoner af Twin Peaks!

I anledningen af at Twin Peaks igen vil hjemsøge os d. 21. maj har vi bagerst i et mørkt lokale på en bar i København inviteret Andreas Halskov, nationens stolteste Twin Freak, til en damn good cup of coffee og en snak om David Lynch og Mark Frosts forunderlige flække i det nordvestlige USA – Twin Peaks! Udover at Andreas både er flink, jordbunden og en all around cool guy, som enhver ville føle sig i behageligt selvskab med, ved han en hel del om Twin Peaks-universet – hans helt store passion!

En stolt Andreas med egen Vi Elsker Serier-kop!

Læs også: Agent Cooper træder frem i mørket i ny Twin Peaks-teaser

Vi er slet ikke de første, der har været så heldige at få en snak med den unge mand – både DR, TV2 og en masse andre mediehuse har brugt ham som ekspert i flere forskellige henseende, men al den medieopmærksomhed var bestemt ikke at mærke på ham, da han gav os mere end halvanden time af sin sparsomme tid for at tale med os. Selvom samtalen skulle have været et klassisk interview, blev det mere til en hyggelig konversation om alt imellem Twin Peaks, og om det at være far med tidskrævende interesser.

Læs også: Lidt mere nyt fra Twin Peaks

Vi talte med Andreas om, hvad skal vi forvente os af den nye sæson, og hvor meget skal vi tage med os fra de tidligere sæsoner. Ja, hvorfor er Twin Peaks overhovedet interessant? Vi har her samlet de allervigtigste guldkorn fra Andreas i denne Q&A  – God fornøjelse!

For det første, hvorfor er du så forelsket i Twin Peaks-universet?

“Først og fremmest den helt unikke stemning. Twin Peaks er og har altid været en verden, jeg gerne ville tilbage til. Det er en serie, som bruger mordgåden som et hook og trækker tilskuerne længere og længere ind i en gådefuld verden. Jo dybere man synker ned i universet og får kendskab til byen, jo sværere bliver serien at slippe. Mytologien i Twin Peaks, musikken, genreblandingen, uhyggen og den helt fantastiske autenticitet, der er over byen er jeg ligeledes forelsket i. Noget af det, som fremstår surrealt og fremmedartet i Twin Peaks – The Log Lady, Johnny Horne, den senile tjener eller Nadine – vil man godt kunne genkende fra sit eget liv, hvis man er vokset op i et forstads- eller lillebysamfund. I den forstad til Odense, som jeg kommer fra, havde vi “Radiomanden”, som altid gik i sit undertøj med en tændt transistor foran sig, og vi havde Lis, der gik med stok, indianerbeklædning og skældte ud på forbipasserende mennesker. Den slags skæve eksistenser findes faktisk i lillebyen og er med til at karakterisere miljøet.

Det er svært ikke at lade sig begejstre og skræmme på en og samme tid, når man ser Twin Peaks, eftersom stemningen på et splitsekund ændres fra at være enormt jovial og humoristisk til pludselig at blive dyster, mørk og uhyggelig. Er man bare en lille smule til det Lynchske univers, ser man også dette virkemiddel i hans andre værker. Eraserhead veksler eksempelvis fra komiske middagsscener til groteske og mareridtsagtige scener, Blue Velvet blander det parodiske, det melodramatiske og det dystre – ikke mindst i forbindelse med sangen “In Dreams” – og både Wild at Heart, Lost Highway og Mulholland Dr. veksler mellem sort komik, patos, surrealisme og intense øjeblikke af vold og uhygge.

Audrey – Twin Peaks – HBO Nordic

Hvad vil David Lynch fortælle os med Twin Peaks?

Det er jeg ret overbevist om, at David Lynch ikke er interesseret i, at vi ved hundrede procent. Spørger du mig, er Twin Peaks en opfordring til at os andre om at dykke ned under overfalden i tingene og udforske the dark in the woods. Hele Agent Cooper temaet i sig selv handler egentlig om kampen mellem det gode og det onde. Cooper kommer til Twin Peaks som rigtig en boy scout med den mission at finde det mørke udenfor ham selv i Twin Peaks, og det store spørgsmål er, om han egentlig finder mørket i sig selv undervejs?

Hvad tror du er vigtigt at vide fra de tidligere sæsoner for at forstå sæson 3?

Jeg tror, det er vigtigt, at vi kender morderens identitet (vi får jo til dels et svar på mordgåden midt i 2. sæson) og ligesom har fået den første del af historien på plads, da handlingen i sæson 3 foregår 25 år senere og helt sikkert vil have en del referencer til den gamle historie. Så er det selvfølgelig også vigtigt at forstå hele Cooper/BOB elementet – altså hvor Cooper på en eller anden vis blev besat eller blev BOB i afslutningen på sæson 2. I den sammenhæng er det også vigtigt at fokusere på Agent Coopers forhold til Annie Blackburn, da de to nåede at forelske sig i hinanden lige inden sæson 2’s slutning og begge to “farede vild” i The Black Lodge. Hvilken Twin Peaks-fan husker ikke tydeligt den sidste scene i sæson 2, hvor Agent Cooper hamrer hovedet ind i spejlet, og derefter med et diabolsk smil sarkastisk udbryder “How’s Annie? How’s Annie?”.

Hvor meget ved vi om det konkrete plot?

Efter at have læst bogen, The Secret History of Twin Peaks, skrevet af en af skaberne bag Twin Peaks, Mark Frost, så kunne noget tyde på, at vi måske kommer til at følge en ny FBI-agent, der skal afdække et mysterie i Twin Peaks 25 år senere efter de begivenheder, vi kender. Måske er der tale om en kvindelig agent, og måske er agenten blevet sendt af Gordon Cole – spillet af Lynch selv – hvilket givetvis kunne have noget at gøre med at Agent Cooper er forsvundet. At han er væk, refereres der nemlig lidt tvetydigt i bogen, og det antydes i de sidste linjer af Frosts bog, at der er fare på færde. Måske følger vi både en ny detektiv og en mere mørk eller destruktiv version af Cooper.

Men det er jo ikke til at sige. David Lynch har for nyligt udtalt, at han slet ikke har læst Mark Frosts bog, og at han ikke har i sinde at læse den. Så hvor meget den har været med til at danne grundlag for den nye sæson er uvist. Det kan jo selvfølgelig godt være noget, de har aftalt at melde ud. Hvem ved? Hvad der kommer til at ske, ved ingen med sikkerhed endnu, og både David Lynch og Mark Frost er gådefulde i deres tilgang til pressen.

Kim og Andreas i et red room! Tjek Andreas’ egen Red Room-blog her

I hvilken retning håber du den nye sæson kommer til at gå?

“Jamen, for mig er det altafgørende at den rette Twin Peaks-stemning er der. Jeg er egentlig ikke så kritisk, når det kommer til handlingen. Det er også vigtigt, at vi ikke får nogle definitive svar. Der må gerne gives svar på nogle af de mest oplagte spørgsmål, men jeg ønsker ikke at finde ud af, at Kæmpen eksempelvis er en fysisk entitet (i Mark Frosts bog får vi at vide, at de har fundet kæmpeskeletter). Jeg vil gerne have, at det forbliver i det uvisse om BOB, Mike, The Giant og The Little Man From Another Place er fysiske entiteter eller blot billeder på noget andet. Det skal ikke være let at være seer til Twin Peaks – mystikken skal for alt i verden bevares. For mig er det vigtigt, at handlingen er narrativ – der skal været et narrativ. Det behøver ikke at være en traditionel fremadskridende kronologi – men en historie, der har de klassiske Lynchske afstikkere. Bare der ikke går for meget Inland Empire i den – som for mig egentlig var en smuk film med nogle stemningsfulde scener, men som blev en anelse for fragmenteret.

Får vi Killer BOB at se i den nye sæson?

Ja, i det ene eller anden form, men han bliver af gode grunde ikke spillet af Frank Silva, da han jo er gået bort. Det er oplagt at se BOB som en fraspaltning – en repræsentation eller manifestation af “the evil that men do”, som Albert siger i anden sæson. Måske så Laura den oprindelige BOB, fordi hun så den, der har mishandlet Leland gennem Leland. Det mørke, som Leland selv måske har oplevet, trækker skygger ind i Lelands liv og kan ses igennem ham. Dette er en læsning, som er blevet præsenteret af Randi Davenport, og selvom vi aldrig reelt får at vide, hvad der skete for den unge Leland i sommerhuset i Pearl Lakes, så giver Davenports læsning god mening. BOB repræsenterer den ondskab eller det mørke, som findes i os alle, og som kan vækkes til live, hvis vi udsættes for mishandling eller ikke tør se vores egen skyggeside i øjnene. I Scott Frosts tie-in-bog “The Autobiography of F.B.I. Special Agent Dale Cooper” (1991) antydes det også, at Dale Cooper som ung så en mærkelig mand, så måske har BOB eksisteret i mange år, eller også er han blot en billedliggørelse af den ondskab, som vi alle potentielt har i os – den ondskab, som vi skal forsøge at erkende fremfor at flygte fra den. Måske er det også netop derfor Dale Cooper i afslutningsafsnittet – i stil med Mario Bava-filmen “Kill, Baby, Kill”, løber fra sin egen dobbeltgænger og bliver fanget til sidst, inden han ser BOB i spejlet. Et gammelt sår er blevet åbnet i ham – historien om Windom Earles tidligere kone Caroline, som havde en affære med Dale Cooper, hvorpå hun blev dræbt – og måske har vi også kun hørt dele af denne historie. Hvad skete der faktisk med Caroline og for Cooper i Pittsburgh? Og når Cooper spørger “How’s Annie?”, er det så fordi, han nu er ‘tvunget’ til at gentage fortiden, idet han ikke tør se sin fortid og skyggeside i øjnene? Hvis vi læser “Twin Peaks” på den måde, så minder den på en måde om “Star Wars”, men også om film som “Kill, Baby, Kill” og “Chinatown”, hvor J.J. Gittes’ fortid trækker skygger ind i hans nye liv og hans nye sag. Cooper er flyttet fra en by til en anden, men som Gittes oplever han måske, at nissen flytter med.

Vi kender BOB som Frank Silva, men BOB er en mytologisk og metaforisk figur, og han kan repræsenteres på mange måder. Jeg håber egentlig, at de finder en kreativ løsning, fremfor at inddrage gamle optagelser med Silva, bruge animation e.l. Og det har jeg fuld tillid til, at de gør.”

BOB – Twin Peaks – HBO Nordic

Tror du, vi får overraskende twists at se, som gør, at vi vil se begivenheder fra de første to sæsoner i et nyt lys?

Ja, det tror jeg bestemt, vi gør. Jeg tror, vi får mere ondskab at se i de mere sikre bastioner såsom FBI. Med den tid vi er i taget i betragtning, kunne det være en meget interessant drejning på serien at dykke lidt mere ned i ondskaben og korruptionen på et politisk niveau. De politiske referencer høres nemlig også i bogen, The Secret History of Twin Peaks. Hvis Frosts bog er en god indikator for den nye sæson af Twin Peaks, bliver det okkulte, korruptionen og den flydende grænse mellem sandhed, drøm, forestilling og manipulation endnu mere udtalt end i den oprindelige Twin Peaks.”

Hvem er din favoritkarakter i Twin Peaks?

Jeg vil ikke svare Agent Cooper, det ville være for nemt, for han er en genial karakter. Jeg tror faktisk jeg vil svare Leland og Sarah Palmer. Til dette vil jeg lige knytte en anekdote, at jeg har været så heldig at interviewe Grace Zabriskie, der spiller Sarah Palmer. Flere gange under interviewet blev jeg stoppet og udspurgt hvilken retning, jeg var på vej hen i interviewet! En intelligent og bestemt dame!

Leland Palmer – Twin Peaks – HBO Nordic

Vi takker Andreas mange gange for et meget spændende og interessant interview!

Læs også: Mon Twin Peaks sæson 3 lever op til sin egen melodi?

Læs også: Twin Peaks – Mens vi venter

 

 

 

 

 

 

 

 

1 Comment

  • Den nye FBI agent som bliver beskrevet i The Secret History of Twin Peaks er en kvinde. Det kan man høre ved at lytte til bogen som lydbog.
    Fantastisk oplevelse i øvrigt, selv efter jeg tidligere havde læst bogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *