Serier | Guides

De 3 bedste true crime-serier på C More

AfBrian Mogensen
14. november 2022
DES anmeldelse
DES / Foto: C More.

Del artikel

C More har et solidt udvalg af true crime-serier, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på dig. Her får du vores bud på de 3 bedste + en ekstra bonus.


Virkeligheden overgår ofte fiktionen, når det gælder det helt urimeligt uvirkelige. Her snakker vi naturligvis ikke om drager og dværge med økser og den slags. Men i stedet de begivenheder, der ryster vores verdens lille fredelige grundvold.


For hvordan kan det være sket? Hvordan kan et andet menneske få sig selv til at gøre den slags? Og hvad nu, hvis det var sket for mig?


Det er ikke svært at gennemskue, hvorfor true crime-genren har fået så stor popularitet blandt seerne rundt om i verden, og udbuddet af serier i denne kategori har generelt et højt niveau. Her er nogle af de bedste, du kan streame på C More lige nu.

Des



David Tennant brød igennem i rollen som Dr. Who i serien af samme navn, og den skotske skuespiller har siden nydt godt af en betragtelig mængde opmærksomhed for sine evner på lærredet. Både som helten og det modsatte. Han spillede bl.a. den manipulerende superskurk i Marvel-serien Jessica Jones, og det gjorde han med bravour.


Han er også svær svær at tage øjnene fra i rollen som Dennis Nilsen i serien Des. Den britiske seriemorder dræbte mindst 12 unge mænd og drenge i perioden 1978-1983, men har tilstået flere.


Nilsens fremgangsmåde kan måle sig med nogle af de værste derude, og serien holder ikke meget tilbage i den portrættering – og Tennants levering – af seriemorderens ensomme liv.


Des er seværdig af flere forskellige årsager. Ikke mindst fordi, den ikke hverken glorificerer eller dæmoniserer Nilsen en måde, han ikke selv har gjort sig fortjent til. For morderen er grotesk nok i sig selv. Og derfor behøves der ikke storladen musik eller svovlfyldte kulisser.


Det er fremragende udført, og der kræves også noget af seerne. De tre afsnit forsvinder hurtigt, men de efterlader et uudsletteligt indtryk, der følger dig i dagene efter.

Natrytterne



C Mores originalserie Natrytterne er baseret på den sande historie om en af Sveriges værste sager om sexmisbrug, som foregik på et velkendt ridecenter i Sverige i 1990’erne. Omdrejningspunktet er ridelæreren Tommys (Jonas Karlsson) seksuelle misbrug af sine elever og voldelige adfærd overfor sin familie. Selvom navnene er fiktive, er den svenske serie baseret på den virkelige sag.


NatrytterneBeck

En af virkelighedens voldtægtsmands døtre, Sophie Jann, har været indover skabelsen af serien, og det gør Natrytterne til en særdeles seværdig, men frygtindgydende oplevelse.

Dr. Death



Der er professioner, hvor det at være dårlig til sit job har større konsekvenser end de økonomiske. I medicinens verden kan de være fatale. Det var de for nogle af Christopher Duntschs patienter, og i 2017 blev lægen idømt livstid for at have udgjort en fare for sine patienter.


I serien med bl.a. Alec Baldwin, AnnaSophia Robb og Christian Slater spiller Joshua Jackson den sociopatiske Dr. Duntsch, der ikke på nogen måde kan se fejl i sit arbejde, sig selv eller den lemfældige omgang han har med patienter og kirurgi generelt set.


Vi er sårbare, når vi lader os indlægge, og vores helbred afhænger af mennesker, vi har en stor respekt for. Men Dr. Death portrætterer en verden, hvor sjufter og sjuskemikler også er velkomne, og hvor man med en smule omtanke kan smutte gennem hullerne i nettet.


I hvert fald for en tid.


Jackson er fremragende i rollen som Duntsch, hvor han formår at vise os et helt igennem horribelt menneske, der ikke har nogen forsonende træk.

Den ekstra: Anne



Det er ikke altid de psykotiske, der står for skud i true crime. I den britiske serie Anne handler det ikke om mord, men om en tragedie, der rystede fodboldverdenen, og det retsmæssige efterspil. For da Liverpool skulle møde Nottingham Forest på Hillsborough Stadium, var der ingen, der havde regnet med, at knap 100 fans ikke ville forlade kampen i live.


En række begivenheder førte til, at alt for mange fodboldfans blev lukket ind, og i takt med, at flere og flere mennesker stimlede sammen, begyndte folk at blive mast, og mange blev ganske enkelt kvalt i masserne.


Anne tager afsæt i historien om Anne Williams, der var mor til en af de fans, der døde den 15. april 1989. Selvom ulykken blev afvist som værende et uheld, forfølger hun spor om, at det hele kunne være undgået.


I hovedrollen finder vi Maxine Peake, der er kendt fra Shameless, og hun er i stand til at formidle tabet og frustrationerne overbevisende nok til, at hendes præstation ville være grund nok til at se de fire afsnit. Men serien er spændende og medrivende, så der er altså ingen undskyldning.

Del artikel

Andre Serier | Guides