Skaberne af 'Kastanjemanden': Derfor er vi så gode til krimiserier i Danmark

'Kastanjemanden' skriver sig ind i en forvejen lang række af danske krimiserier. Tre af serieskaberne har klare bud på, hvorfor de er så gode til netop den genre.

Bag serien står fire garvede, og vel nok nogle af Danmarks dygtigste, film- og serieskabere. Vi har haft fornøjelsen af at tale med tre af dem: Søren Sveistrup (Forbrydelsen, Nikolaj og Julie), Dorte W. Høgh (Når støvet har lagt sig, Dicte) og Mikkel Serup (Livvagterne, Friheden).

Tilsammen har de et cv, som de fleste nystartede film- og seriefolk kun tør drømme om. Vi nævner i flæng; Forbrydelsen, Friheden, Livvagterne, Der kommer en dag, Nikolaj og Julie, Gidseltagningen, Når støvet har lagt sig, Dicte, Anna Pihl, Drabet og Arven. Fik vi sagt, at skaberne af Kastanjemanden består af en flok garvede rotter?

Er der grænser for uhyggen?

For selvom der ikke er nogen grænse for, hvor uhyggelig en krimiserie må være i følge de tre skabere, så er der grænser for den gode smag. Dermed har Søren Sveistrup sat en grænse for, hvad der skulle udpensles, og hvad der skulle ske i seerens fantasi:

Søren Sveistrup: For eksempel når bliver slået ihjel i serien. Det er jo nok en fælles smag, vi (Dorte, Mikkel og Søren, red.) har, tænker jeg, for vi er jo afstået fra at vise, at folk bliver slået ihjel. Vi ser jo aldrig nogensinde den slags. Det holder vi meget i publikums fantasi, for mere forfærdeligt og grusomt bliver det jo aldrig nogensinde end i folks fantasi.

Dorte W. Høgh: Jeg har ikke mødt nogen grænser inde i mig selv endnu. Men jeg har jo en smag, som jeg prøver at raffinere, nuancere og gøre så god som mulig, så der er nogle ting, som, jeg synes, er smagløse. Jeg kan godt lide at se krimier. Jeg kan godt lide, at folk bliver slået ihjel. Jeg ved godt, det lyder helt absurd, men jeg elsker det faktisk, fordi jeg synes, det viser noget mørke, vi alle sammen har i os.

Den gode smag bunder bl.a. i ikke at udpensle volden, mener Dorte W. Høgh, og Søren Sveristrup supplerer:

Søren Sveistrup: Vi har valgt at gå med spændingen frem for splatterdelen. At gå med følelserne frem for det der, hvor det er så udpenslet, at du vender ansigtet bort i væmmelse. Så er det jo bare horror, mener jeg. Og det er med at finde balancen, så volden ikke bare er til for voldens skyld. I forhold til mit moralske kompas har jeg det sådan, at jeg ikke orker at sidde og se på en eller anden tæskescene i 40 minutter, hvis der ikke er en eller anden virkelig god grund til det.

Mikkel Serup og Dorte W. Høgh er enige, og Dorte W. Høgh tilføjer:

Dorte W. Høgh: Det er jo rigtig meget en genresnak, for lige præcis det, der hedder nordic noir, er jo psykologiske krimier, og her er det vel også følelserne, der bærer det frem for udpenslet vold. Det er jo slet ikke volden, der interesserer os.

For at neddrosle de udpenslede scener og i stedet højne dramatikken har der da også været sekvenser i serien, som instruktør Mikkel Serup har ændret fra det oprindelige manuskript:

Mikkel Serup: Vi har ikke lyst til at være kendt for de udpenslede grafiske scener, og det er heller ikke dem, som gør serien uhyggelig. Det er meget mere effektivt, når vi selv som seere kan fill in the blanks. Så der var nogle gange, hvor vi i fællesskab snakkede om, hvordan vi justerer den enkelte scene således, at vi både forstår, hvad der sker og får maksimal spænding ud af det samtidigt med minimal udpensling."

Dorte W. Høgh stemmer i, og Søren Sveistrup supplerer:

Søren Sveistrup: Det væsentlige for mig er, at jeg stadigvæk fornemmer, at det er en historie om mennesker med nogle følelser, som jeg kan leve mig ind i og kan identificere mig med. Hvis man skal bruge 1,5 time eller 6 gange 1 time på at se en film eller en serie, så kræver jeg, at der gerne må være noget substans. Der skal være et eller andet, der gør, at jeg føler noget. Andet end bare blod. Det er ikke interessant.

Dorte W. Høgh: Det handler jo netop i høj grad om identifikation. Denne historie kunne jo finde sted i den virkelige verden. Plottet er jo ikke skørt. Det er jo det, der gør den uhyggelig, for man sidder og spejler sig, og det er jo det, der skal gøre ondt.

Hvorfor er I så gode?

Genren har givet ekko langt væk fra Skandinavien, men hvad er det, de danske manuskriptforfattere og instruktører er så gode til?

"Vi folder dramaet ud," er Dorte W. Høghs hurtige og korte svar på det spørgsmål. Hun supplerer:

Dorte W. Høgh: Vi bruger mere tid på dramaet. Vi laver flere dramascener. Vi dyrker følelserne og pensler dem lidt mere ud, end andre nationaliteter gør. Vi er ikke helt så hurtigt videre. På den måde, tror jeg, at man som seer kan identificere sig mere, så filmen eller serien rammer én. Det føles simpelthen lidt nærere, og det kommer lidt tættere på.

Mikkel Serup: Jeg tror, vi er gode til at undgå klichéer også.

Søren Sveistrup nikker. Dorte W. Høgh tøver lidt. Noget andet er hun dog helt overbevist om:

Dorte W. Høgh: VI HAR JO GOD SMAG! Har vi ikke også bedre smag end amerikanerne?

Grinende, men stålsat tilføjer hun:

Dorte W. Høgh: Jeg tør godt at sige det! Jeg har bedre smag end alle amerikanere!

Mikkel Serup: Vi er også mere groundet. Det lyder dødssygt.

Dorte W. Høgh: Ej, men det tror jeg, du har ret i.

Søren Sveistrup: I Skandinavien har vi jo den der tradition med, at der skal være noget identifikation med nogle samfundsmæssige problemer. Altså, noget substans. Hele vores tradition går ud på, at vores film og serier skal fortælle noget om noget. Det kan ikke bare være indholdsløs teatertorden. Den er simpelthen nødt til at have en form for substans. Og det tror jeg, langt de fleste film og tv-seriefolk er opfostret med.

Dorte W. Høgh og Mikkel Serup nikker.

Søren Sveistrup: Den skal have fat i noget. Om det så er psykologisk eller samfundsmæssig substans, er sådan set ligegyldigt. Den skal fandme handle om et eller andet. Og der tror jeg, at vi med det udgangspunkt har en kæmpe traditionsmæssig fordel frem for mange andre fortællere fra hele verden. Uanset om det er en komedie, en gyser, en krimi eller et drama, så skal den igennem dét filter. Selv komedier, for eksempel Anders Thomas Jensens, handler jo om noget.

Er 'Kastanjemanden' et indspark til samfundsdebatten?

Og selvom vi i denne artikel undgår at spoile, får Søren Sveistrup, idémanden bag bogen og serien, alligevel lov til at knytte et par ord til, hvor han fik inspirationen til fortællingens substans:

Søren Sveistrup: Én af grundene til, at jeg kom på den historie var, at der i 00'erne var nogle historier fra Nordjylland, Sønderjylland, Falster osv. De handlede om vandrøgt af børn i forskellige familier. De historier påvirkede mig, og det var noget, som jeg fik ind i denne her historie. Og så er vi tilbage til det der med at have et samfundsmæssigt udgangspunkt i fortællingen. Man skal have et eller andet på sinde, som man gerne vil fortælle. Det er jo ikke en spoiler.

Dorte W. Høgh mener, at serien er en et indspark til samfundsdebatten. Hvorfor, kan du finde ud af, når du har set alle seks afsnit af serien.

Anbefalinger fra skaberne af 'Kastanjemanden'

Fra et enstemmigt serieskaberkor lød anbefalingen på krimiserien Mare of Easttown med Kate Winslet i hovedrollen.

Derudover mener Søren Sveistrup, at komediedramaet White Lotus bestemt er et kig værd, og Mikkel Serup smider Steve Martin-komedien Murders in the Building ned i anbefalingspuljen også.

Men ... Se lige Kastanjemanden først!

LÆS OGSÅ: Officiel trailer til Kastanjemanden ude nu!

LÆS OGSÅ: Så du også med: De mest sete danske serier i år

LÆS OGSÅ: De bedste: Danske dramaserier i verdensklasse