Sofie Gråbøl indtager hovedrollen i ny dansk serie af Lone Scherfig

Den internationalt anerkendte filmskaber Lone Scherfig (tv.) vender efter masser af succes i udlandet tilbage til en dansksproget produktion med en ny, stor TV 2-fiktionsserie med Sofie Gråbøl i hovedrollen. (Foto: Mattias Troelstrup / TV 2)
Den internationalt anerkendte filmskaber Lone Scherfig (tv.) vender efter masser af succes i udlandet tilbage til en dansksproget produktion med en ny, stor TV 2-fiktionsserie med Sofie Gråbøl i hovedrollen. (Foto: Mattias Troelstrup / TV 2)

Den danske Forbrydelsen-stjerne får endnu en hovedrolle i en ny dansk tv-serie.

Sofie Gråbøl (Forbrydelsen) skifter den færøske sweater ud (bevares, det gjorde hun for længe siden, men den rolle (og sweater) klædte hende umådeligt godt) med en jordemoderuniform, når optagelserne til en ny dansk serie går i gang i denne måned.

Serien er en samtidsfortælling om livet på et moderne, dansk supersygehus. Her spiller Sofie Gråbøl den ledende jordemoder, som sammen med sine kolleger møder og hjælper de fødende og deres pårørende.

Alle familier gennemlever afgørende øjeblikke i deres og går forandrede derfra.

Lone Scherfig instruerer

Seriens skaber og hovedforfatter er, ligesom hovedrolleindehaveren, ét af de helt store navne i dansk fiktion, nemlig instruktør og manuskriptforfatter Lone Scherfig (Italiensk for begyndere, An Education).

“Min ambition er, at serien føles kvalitetsbetonet og bevægende og kan bidrage til fortællingen om vores samfund både politisk og menneskeligt. Vi befinder os på fødeafdelingen på et helt nyt supersygehus, en pulserende evighedsmaskine – et tilsyneladende kaos, der skaber liv og spejler nutidens Danmark,” fortæller hun i en pressemeddelelse fra TV 2.

Udover at skrive manuskriptet, vil Lone Scherfig også instruere seriens afsnit 7-8.

Premiere i 2022

Resten af rollelisten er endnu ikke afsløret, men Lone Scherfig og Sofie Gråbøl får selskab af Søren Balle (Klumpfisken, Norskov, Bedrag og Fred til lands), der er seriens konceptuerende instruktør.

Holdet begynder optagelsen i denne måned (juni 2021), og serien forventes at få premiere i 2022 på TV 2 PLAY og TV 2.

LÆS OGSÅ: De bedste: Danske dramaserier i verdensklasse

LÆS OGSÅ: Dansk supertalent får hovedrolle i international dramaserie

LÆS OGSÅ: Vi Elsker Serier anbefaler: 3 gode serier du skal se i juni

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like