Star Wars som tv-serie?


(Foto: Star Wars/Disney)

Det er ikke lang tid siden, Amazon indgik en aftale om at filmatisere J.R.R. Tolkiens ’Ringenes Herre’ som en tv-serie. Nu, hvor der er endnu en Star Wars-film aktuel i biografen kunne vi ikke lade være med at lege med tanken om en eventuel nyfortolkning eller viderefortælling af universet i serie-format. Bevares, der findes allerede flere animationsserier, heriblandt ‘Star Wars: The Clone Wars’ og ‘Star Wars Rebels’. Men, hvad nu hvis HBO, Showtime eller en anden serie-gigant fik lov til at gå i kast med Star Wars? Med annonceringen af Disneys kommende streamingtjeneste går der også rygter om, at en live action-serie måske allerede er på vej. Dog er intet blevet bekræftet endnu.
Nedenstående er vores forslag til, hvordan sådan en serie kunne se ud:


(Foto: Star Wars/Disney)

Handlingen:

Historien om Star Wars er efterhånden ret massiv, og der er flere spin-offs og prequels på vej i fremtiden. Så hvad skulle tv-serien handle om?
Vi har altid synes, at lejemorderen Boba Fetts historie er fed. Han er et menneske og en klon af sin ”far” Jango Fett, der blev dræbt i Geonosis-krigen. Sidenhen arbejdede han for bl.a. Jabba the Hut og Darth Vader, som han fangede Han Solo for. Hans liv endte, da han blev skubbet ned i Sarlacc-hullet, som vi så i ’Return of the Jedi’ (1983). En udfoldelse af Boba Fetts historie som en ung lejemorder, der er ved at opbygge sit rygte som en af galaksens farligste ville vi (vildt) gerne se.


(Fotos: Iwan Rheon, Gustaf Skarsgård, Richard Madden /HBO)

Hovedrollen:

Boba Fett skal spilles af en skuespiller, der både kan være en iskold lejemorder, men også vise lidt dybere lag. Og så skal vedkommende kunne spille skuespil iført uniform og hjelm. Det skal med andre ord være en person med pondus. Umiddelbart kunne Iwan Rheon, også kendt som den über-onde Ramsay Bolton i ’Game of Thrones’ være et godt bud. Ellers forestiller vi os enten Gustaf Skarsgård (Floki i ’Vikings’) eller Richard Madden (Robb Stark i ’Game of Thrones’) i hovedrollen. Hvis det bliver en alt for kendt skuespiller, så tager det for meget opmærksomhed og distraherer fra seriens egentlige projekt.


(The Duffer Brothers/Netflix)

Forfatter og instruktør:

Stemningen kan gå i mange forskellige retninger i forhold til, hvilken forfatter og instruktør, der skal stå for serien. Det kunne eksempelvis være skaberen af ’The Wire’ og ’The Deuce’, David Simon, der er helt fantastisk god til at opbygge troværdige karakterer, og medrivende historier. Men måske er der lidt for langt fra det hårde miljø i Detroit til Boba Fett? Måske er Mark Gatiss og Steven Moffat mere egnede. De har arbejdet sammen om flere afsnit af den britiske science fiction-serie ’Dr. Who’, og den fantastiske ’Sherlock’. De vil kunne bidrage med skarpe replikker og en tør, britisk humor. Men vores ultimative bud på instruktører og forfattere til historien om Boba Fett må være Duffer-brødrene, der står bag en af vores nyere favoritter, ’Stranger Things’. Med dem bag roret på serien er vi garanteret både spænding, nostalgiske referencer til Star Wars-universet og en god historie, der også giver plads til lidt humor her og der.

For at opsummere vil vi gerne se en serie om den mest notoriske lejemorder i galasken, Boba Fett, spillet af Iwan Rheon og skrevet og instrueret af Duffer-brødrene. Nu er der ikke andet tilbage end at vente (tålmodigt) på at Disney og Lucasfilm får øjnene op for vores strålende serie-idé og gør den til virkelighed!

Læs også: Officiel Star Wars-tegneserie på You Tube!

Læs også: Stranger Things: Hvilken slags ven er du?

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *