The Walking Dead – tid til forandring

(Foto: The Walking Dead/AMC)

Skaberne bag The Walking Dead har traditionen tro netop offentliggjort traileren til seriens niende sæson i forbindelse med dette års San Diego Comic-Con. Kommentarsektionen til traileren tegner dog et billede af, at en del seere er ved at have fået nok. ”I hope this is the last season”, ”the most boring, disappointing show on television” og ”who even watches this anymore?” lyder det eksempelvis, og selvom nogle fans ser frem til efterårspremieren i spænding, repræsenterer citaterne flertallet. Tidligere på året kunne det amerikanske underholdningsmagasin Variety rapportere, at seriens ottende og seneste sæson havde opnået de laveste seertal siden første sæson tilbage i 2010.

(Foto: The Walking Dead/AMC)

Det lader altså til, at titlen The Walking Dead efterhånden matcher det forhold, mange seere har til serien. En tolkning er, at den refererer til zombierne, der egentlig er afdøde væsener, som stadig vandrer bevidstløst rundt. Det passer egentlig meget godt på de førnævnte citater fra personer, der mest af alt synes, at serien træder vande. En anden tolkning af titlen er, at den henviser til gruppen af overlevende, der forsøger at bevare håbet i det postapokalyptiske mareridt.

Noget kunne tyde på, at denne kampgejst er ved at løbe ud for tv-holdet. Det har nemlig rygtedes et stykke tid efterhånden, at hovedrolleindehaver Andrew Lincoln, der spiller gruppens leder Rick Grimes, ville forlade serien. Rygtet blev til sandhed ved årets Comic-Con, hvor skuespilleren roste alle involverede og nostalgisk så tilbage på næsten et årti i rollen. Reaktionen i salen viser, at serien stadig har en mindre, men hardcore fanskare, der bestemt ikke er tilfredse med beslutningen. Lauren Cohan, der i serien spiller Maggie Greene, kunne også annoncere, at hun kun ville medvirke i enkelte afsnit af sæson 9, så hun kunne frigøre tid til ABC-serien Whiskey Cavalier. Derudover tager Angela Kang, der har arbejdet som forfatter på serien siden sæson 2, roret som showrunner, og det har længe været offentlig viden, at sæson 9 ville byde på et radikalt spring frem i tid.

(Foto: The Walking Dead/AMC)

Meget tyder på, at både fans og produktionsholdet bag er klar over, at der er nødt til at ske noget nyt, hvis serien skal finde tilbage til sin tidligere succes. AMC-hittet har tilbragt mange år i solen som dén scriptede serie på kabel-tv med de bedste seertal. Det ville være usandsynligt, hvis der ikke faldt nogen fra over så mange år, men få havde nok forudset det omfattende dyk på så kort tid. Statistik har nemlig vist, at hvis de faldende seertal fortsætter deres dyk med samme hastighed som de senere år, vil tallet omkring 2022 være nærmest ikkeeksisterende. Serien opnåede sine bedste seertal i sæson 5, og allerede i sæson 6 faldt tallet med 12 %. På grund af en intens cliffhanger i slutningen af denne, så tallene godt ud i starten af sæson 7, men allerede kort efter var de 17 % lavere end forudgående sæson. Det er tal, som selv hardcore fans og ihærdigt arbejdende produktionsfolk ikke kan benægte.

(Foto: The Walking Dead/AMC)

Det er ikke kun seertallene, som har dalet med tiden – det samme har anmeldernes positivitet. Det gængse aggregationssite Rotten Tomatoes angiver imponerende 90 % for seriens første sæson. Niveauet blev holdt med henholdsvis 81, 88, 83 og 89 procent i de kommende fire sæsoner, men efter førnævnte succeshistorie med sæson 5 gik det ned ad bakke. 77, 62 og 67 procent blev det til for sæson 6 til 8. Jeg lader til at falde pladask ind i statistikken, for jeg gav også selv op efter sjette sæson.

Der er ingen tvivl om, at The Walking Dead kan noget helt specielt, når den er bedst. Nuancerede karakterer, suspense-fyldte horrorsekvenser og twists af en anden verden er blot få eksempler. Stærke anmeldelser, høje seertal og investerede fans gennem mange år er dermed unægtelig berettiget. Når den er værst, er det stik modsatte desværre tilfældet, hvor det snarere føles som en pligt at følge med.

(Foto: The Walking Dead/AMC)

Sæson 9 har som vanligt premiere til efteråret, og det bliver interessant at se, om de mange forandringer kan ændre de utålmodige seeres og anmelderes mening, eller om det betyder, at de, der stadig er fans, giver endeligt slip. Traileren til sæson 9 kan ses her:

Læs også: Interview: Mød en kæmpe The Walking Dead-fan

Læs også: Se lang The Walking Dead sæson 8 trailer

 

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *