Top 5: Mine bedste serier om superhelte

(Foto: The Flash/Warner Bros.)

Der er efterhånden så mange superhelteserier, at det ikke er til at holde rede på dem. Næsten hver eneste streamingtjeneste har deres egne serier. Det er dog ikke alle der er lige gode, og derfor føler jeg, at det er på sin plads at lave en oversigt over min personlige top fem med superhelteserier. Det skal siges at jeg med ”superhelte” mener deciderede ”kappe og superkræfter”-helte, og at serier som Buffy, Angel og Lucifer er blevet udelukket.

(Foto: Supergirl/HBO)

Nummer 5 – Supergirl

Supergirl-serien har ændret en del på den klassiske Supergirl mytologi, men på mange måder synes jeg, at den holder rigtigt godt. Den føles som en superhelte-serie, fordi Kara – Supergirls rigtige navn – i starten hele tiden lærer hvordan man er en superhelt i skyggen af sin mere berømte fætter. Hun har, på samme måde som i The Flash, fået et team af hjælpere som kan snakke med hende og give hende støtte og backup. Det giver historien mere liv og energi, at helten ikke bare står alene, men har venner at snakke med, og familie at vende sig mod når det er rigtigt svært.

Supergirl er fuld af slagsmål og superkræfter, og selvom første sæson er en lille smule træg i starten, kommer de hurtigt efter det. Det eneste problem for Kara er faktisk, at hendes fjender er nødt til at være sejere end hende selv – og da Kryptonianere jo per definition er både usårlige, superstærke og superhurtige, samt en masse andre ting, så er fjenderne ofte også nødt til at være fra Krypton, eller i hvert fald på lige fod med dem. Det er også her vi fornemmer en ændring af mytologien, for Superman og Supergirl er jo normalt de mest magtfulde væsener i universet. Men – ikke her.

Supergirl har i øvrigt krydset over flere gange med andre DC serier, både The Flash, Arrow og Legends of Tomorrow.

(Foto: Smallville/Warner Bros.)

Nummer 4 – Smallville


----

Selvom denne serie efterhånden er et par år gammel – og nogen ville mene, at den blev ved et par sæsoner for længe! – så er den stadig blandt mine favoritter. Ikke mindst fordi jeg altid holdt så meget af Tom Welling som Clark Kent, den charmerende bondedreng. Serien handler om Clarks opvækst i Smallville før han bliver Superman, og han har da heller ikke dragten på et eneste øjeblik i serien. Oprindeligt var det seriens mening, at der overhovedet ikke skulle optræde kostumer af nogen art, men senere blev det lavet om og en hel lille Justice League var da også med i de senere sæsoner.

De første sæsoner fokuserede mere på Smallville som en by, hvor der sker en masse underlige ting, fremkaldt af en meteorregn af Kryptonit-bestrålede sten, der faldt ned sammen med Clarks raket. Derfor er der både mutanter, monstre og alle mulige underlige ting i byen, som Clark bliver rodet ind i sammen med sine venner Pete og Chloe. Det virker helt X-files-agtigt i starten, men som sagt bliver den senere mere ”rigtig” superhelte-serie. Den har dog gennem hele forløbet en lidt teenage-soap følelse, og der fokuseres meget på hvem der er kærester med hvem og hvornår. Men den er både charmerende, spændende og lejlighedsvis meget dramatisk. Især holder jeg meget af seriens Lex Luthor, der i starten virkeligt er en god ven for Clark, og hvor man hele tiden sidder med en lille klump i maven fordi man ved, hvad der vil ske en dag.

Serien er så vidt jeg ved ikke på streamingtjenester i dag, men sæsonerne kan ofte købes for en slik i genbrugsbutikker.

(Foto: Jessica Jones/Netflix)

Nummer 3 – Jessica Jones

Jeg valgte at medtage denne serie, selvom Jessica ikke decideret går med kappe (selvom hun har gjort tidligere). Hun er noget så sjældent som en antihelt-superhelt. Hun både drikker, har masser af tilfældig sex og bander som en havnearbejder. Serien er ikke for børn. Men det behøver den heller ikke at være.

Som privatdetektiv med superkræfter ender Jessica ofte i nogle meget dunkle sager, og især i den eminente første sæson, hvor hun er oppe imod David Tennants eminente figur Killgrave, får hun virkeligt kam til sit hår. Serien udforsker nogle meget voksne temaer, og den kan nogle gange næsten blive for dyster. Alligevel får den dog plads på min top 5, simpelthen fordi den er så utroligt velspillet, velskrevet og afsindigt morsom på en sort måde.

Jessica krydser også over i andre serier – Luke Cage fra serien af samme navn er gæstestjerne i hendes første sæson og senere dukker de begge op i The Defenders.

(Foto: The Flash/Warner Bros.)

Nummer 2 – The Flash

Den anden serie i DC’s serieunivers, og den første der føltes som en rigtig superhelteserie, var The Flash. Serien fokuserer på Barry Allen, en kriminalteknikker som efter et uheld får evnen til at bevæge sig med superfart. Han slår sig sammen med et hold videnskabsfolk fra et hemmeligt laboratorium, og begynder at fange alle de superskurke, der fik deres kræfter samtidigt med ham.

Det kan lyde utroligt simpelt, men det er både sjovt, spændende og underholdende. Ikke mindst de mange forskelligartede skurke, som Barry kommer op imod gør serien spændende, og flere af dem vender da også tilbage i flere afsnit. Et af højdepunkterne er Mark Hamill der spiller en ældre udgave at skurken The Trickster.

Seriens sæsoner er meget forskellige, blandt andet har sæson 2 en mere dyster side, og i sæson 3 fokuseres der meget på tidsrejse og hvordan man kan ændre på verden, helt Tilbage til fremtiden-agtigt.

En af grundende til at serien fungerer så godt er Grant Gustin, der spiller Barry. Han er både en pæn, sød og god fyr, og han har rigtigt god kemi med alle sine ”holdkammerater.” Han er også en dygtig sanger, og der er da også plads til en musical-episode i serien!

The Flash er farverig, sjov og velproduceret og en serie, jeg altid glæder mig til at se.

(Foto: Daredevil/Netflix)

Nummer 1 – Daredevil

Den første af Marvels Netflix-serier, og den første der blev markedsført specifikt til at være en mørkere, mere voksen serie. Det må man også sige, at den er. Serien er fuld af voldsomme slåskampe, som er filmet så man næsten kan mærke slagene på sin egen krop.

Daredevil handler om den blinde advokat Matt Murdock, der faktisk ikke er helt blind – da han mistede sit syn fik han nemlig en slags radarsans, så han kan se ved hjælp af lydbølger. Han kan også både høre, føle og smage helt utroligt intenst, og blandt andet høre hjerteslag langt væk. Det sidste bruger han i retten, når han skal afgøre om en person lyver!

Daredevil er, ligesom Jessica Jones og Luke Cage, en serie der fokuserer på gadeniveau. Skurkene er ikke superskurke, men gangstere, voldtægtsmænd og den slags. Daredevil selv er selvudnævnt beskytter for New York-kvarteret Hell’s Kitchen, og her patruljerer han hver nat, brækker arme og ben på forbrydere og beskytter de uskyldige, mens han om dagen hjælper dem som advokat i retten.

Daredevil er en af mine favorit-superhelte i tegneserierne, og jeg har været stor fan af serien, siden den startede. Charlie Cox er eminent som Matt Murdock, serien er både mørk, dyster og flot fotograferet – og så har den Marvel-universets ultimative skurk, Kingpin, i en af hovedrollerne. Ham bliver jeg aldrig træt af.

Du har sikkert selv andre favoritter end jeg har. Og som sagt, om et års tid kan det være at serier som Scarlet Witch, Falcon & The Winter Soldier og Loki har sneget sig højere op på pladserne. Så til den tid kan det jo være jeg skriver en ny top 5.

Læs også: Anmeldelse af Daredevil sæson 3

Læs også: DC Comic TV #4: Supergirl

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like