Fringe og Heksene fra Warren Manor i spændende kombination i Claus Holms Tempus Investigations
Tempus Investigations er en serie på bogform, fire episoder fordelt på 263 sider, skrevet af Claus Holm.
Bogen er opdelt i årets fire sæsoner, og hver sæson svarer til en enkelt episode. Det kræver lidt tilvænning at læse sig igennem tv-epsioder, hvor man normalt får det hele serveret på en skærm foran sig. Det er dog meget interessant, at man gennem Corrigans turbulente og særdeles udfordrende sager hele tiden er med i tankerne hos ham, og de mennesker der arbejder sammen med ham.
Læs også: Anmeldelse af Wayward Pines
Da jeg så science fiction serien ”Fringe” for nogle få år siden, slugte jeg den i løbet af tre uger – alle episoder og sæsoner. Tilsvarende har ”Tempus Investigations” alle de fede overnaturlige scenarier, der gør, at jeg med hjertet oppe i halsen vender den ene side efter den anden. Scenarierne er velbeskrevede og skaber tydelige billeder på det indre lærred. Man er helt med hele vejen.
Læs også: Anmeldelse af Stranger Things
Episoderne er dog stort set bygget op efter samme story-line, hvor bl.a. sekretæren Mercedes altid kommer i uføre. Da det gentog sig i tredje episode, var jeg nødt til at lægge bogen fra mig og holde en kortere pause. Der er helt sikkert ikke noget unormalt i at gøre det så genkendeligt i alle episoder, og det gør da også, at da du hele tiden kan gå til og fra den – ligesom tv-serien ”Heksene fra Warren Manor”, hvor scenariet i de første par sæsoner stort set var det samme.
Ikke desto mindre er det lykkedes Claus Holm at forfatte en vaskeægte tv-serie på papiret. Er du til overnaturlige fænomener, smukke skabninger og fåmælte privatdetektiver, så er ”Tempus Investigation” helt sikkert noget for dig.
God læselyst.