Serier | Guides

Vi frygter det værste: 5 kommende serier, der kan ende helt galt

AfDaniel Lindekilde Engberg
11. august 2022
'House of the Dragon'
Foto: HBO Max

Del artikel

Vi håber altid på det bedste, når det kommer til serier. Det går dog ikke altid, som man ønsker det, og fem kommende serier giver i mere og mindre grad grund til alarm.

Serierne, der bliver beskrevet her, er endnu ikke udkommet, så intet er definitivt. Der er dog nogle elementer af dem, som kunne udvikle sig til at blive … mindre godt, alt efter hvordan det bliver håndteret.

Bekymringerne er blandt andet baseret på marketingmateriale, interviews med skabere og medvirkende samt tendenser, vi ser i serielandskabet for tiden. Vi håber selvfølgelig vi tager fejl, men man kan aldrig vide sig sikker.

1. House of the Dragon

Emma D'Arcy som prinsesse Rhaenyra Targaryen i 'House of the Dragon'
Foto: HBO Max

Game of Thrones prequel-serien House of the Dragon lader til at sætte alle sine chips ind på køn. Det fremgår tydeligt i marketingmaterialet. Eksempelvis disse officielle karakterbeskriver sendt ud af HBO Max. Om prinsesse Rhaenyra Targaryen skriver de:

”Mange vil sige, at Rhaenyra blev født med alt ... men hun var ikke født som mand.”

Man ser det samme ved prinsesse Rhaenys Targaryen:

”’Dronningen som aldrig var’ blev afvist som arving til Storrådet, fordi kongeriget begunstigede hendes fætter Viserys – fordi han er en mand.”.

Dette er budskabet, der også går igen i traileren. Game of Thrones har aldrig være bange for at tage dette tema op, men det blev behandlet som en naturlig del af verden. I House of the Dragon lader det til at være meget mere eksplicit.

Der er intet i vejen med at have dette som tema, men ligesom med andre temaer skal man finde den bedste måde at formidle det – og at slå sine seere i hovedet med et budskab virker sjældent

Det lader dog til at være strategien, når man hører seriens showrunner og skuespillere udtale sig. Et eksempel fra en artikel i Esquire siger næsten det hele ”Westeros er en virkelig interessant verden at nedbryde patriarkatet i,” lyder det fra showrunneren Miguel Sapochnik.

House of the Dragon har premiere på HBO Max den 22 august.

2. Andor

https://imgix.vielskerserier.dk/2022/05/Andor-billede-2.jpg
Diego Luna som Cassian Andor / Foto: Andor/Disney+

Hvad er denne series eksistensgrundlag? Om Andor er god eller ej må tiden vise, men den har samme iboende problem som Rogue One. Du ved, hvor karakteren ender, så hvad serien kan og bør gøre, er at gøre karakteren Carrisian Andor så interessant som muligt. Ud fra traileren ligner det umiddelbart, at han går igennem samme udvikling som Jyn Erso i Rogue One.

Star Wars er nu nået til det punkt, hvor en karakter i en spin-off, der ikke bidrog særlig meget til den overordnede fortælling, har fået sin egen spin-off. Med undtagelse af The Mandalorian, er der ikke tilføjet så mange nye karakterer i Star Wars universet, og det begynder at virke som om du ser det samme igen og igen.

Andor kan selvfølgelig gøre som en del nyere Star Wars har gjort; at vise en masse ting, som seeren kender fra andet Star Wars og så kalde det en dag. Det er måske lidt hårdt sat op. Om noget må man forvente høj produktionsværdi, fede skud og god action. Frygten går kun på, at der ikke vil være nok kød på karaktererne til at investere sig i dem.

Andor har premiere på Disney+ den 21. september.

3. The Lord of the Rings: The Rings of Power

Morfydd Clark som Galadriel i 'The Lord of the Rings: The Rings of Power'
Foto: Amazon Studios

’Den dyreste serier nogensinde’ er Amazon glade for at fortælle, når det kommer til deres store satsning The Lord of the Rings: The Rings of Power, der finder sted i den anden tidsalder i Middle-earth. Tolkien har ikke skrevet synderligt meget fra den tidsalder i forhold til hvor lang tid, den dækker, og mange af de ting, han har skrevet, er ikke endelige, og der er derfor forskellige udgaver af begivenhederne.

Amazon har derfor måtte tage mange kreative friheder, når det kommer til Tolkiens værk, men bare rolig! Under seriens panel ved San Diego Comic Con nævnte alle involverede flere gange, hvor store fans af Tolkien de er – et svar, der gik igen, når der blev spurgt ind til de kreative friheder, de har taget, i stedet for at give et svar.

Det virker som newspeak, man også ofte hører politikere bruge til at tale udenom, når et oprigtigt svar ikke ville falde i deres favør. Dette rammer måske mest læsere af Tolkiens værker. Peter Jackson er en god filmskaber, men kildematerialet, og måske vigtigst, Jacksons forhold til kildematerialet er en af hovedgrundene til filmenes succes.

Peter Jackson sagde bl. a. følgende om sine film ”Vi lavede et løfte til os selv i begyndelsen af processen, at vi ikke ville pådutte vores egen politik, vores egne budskaber eller vores egne temaer ind i filmene. Vi prøvede at lave filmene for ham (Tolkien), ikke for os selv”. Når man hører folk involveret i The Rings of Power, er det ikke den følelse man får.

The Lord of the Rings: The Rings of Power har premiere d. 2. september på Prime Video.

4. Riget Exodus

https://imgix.vielskerserier.dk/2022/06/riget-exodus-faar-snart-premiere.jpg
Bodil Jørgensen som Karen / Foto: Riget Exodus/Zentropa

Riget Exodus er den serie i denne artikel, hvor vi er mest på bar bund i forhold til, hvad vi kan forvente. Kun et enkelt klip er frigivet, og meget lidt vides om den kommende fortsættelse til Riget.

Det er altid en satsning, når en skaber vender tilbage til det univers, han har skabt efter en længere periode. George Lucas, der vender tilbage og laver prequel trilogien af Star Wars, Ridley Scott, der vender tilbage og laver Prometheus, og i højere grad for denne kontekst Alien: Covenant.

Pointen er, at filmskabere også ændrer sig over årene, og Riget Exodus kommer fra en ældre Lars Von Trier. Det vil stadig være Riget, men formodentlig ikke den præcis samme serie, vi kender. Om dette er positivt, negativt eller blot anderledes må vi vente med at se.Riget Exodus har premiere på Viaplay i løbet af efteråret.

5. The Walking Dead sæson 11C

The Walking Dead sæson 11
Norman Reedus som Daryl Dixon / Foto: The Walking Dead/AMC

Mange vil sige at The Walking Dead toppede omkring sæson fem eller seks. Nu er vi nået til sidste del af sæson 11 og dermed til afslutningen på serien.

Den sidste trailer lagde også op til, at zombierne nu kan åbne døre og med lidt besvær klatre over lave vægge. Det er vigtigt for horrorgenren at kende reglerne, så man som seer ved, hvad man skal være bange for, og hvornår. Dette virker til at være indført for, at zombierne igen kan blive en reel trussel, noget de ikke har være i en del tid.

På samme måde som Marvel, hvor vi ved stjernerne er på kontrakt til x antal film mere, så kommer de nok ikke til at dø i den næste installation. I The Walking Deads tilfælde er der så mange spin-offs annonceret med karakterer fra originalserien, at det snart er et mirakel, hvis vi kan føle os usikre over nogen karakters skæbne.

The Walking Dead sæson 11C har en forventet premiere d. 5. oktober på Disney+.

Del artikel

Andre Serier | Guides