Westworld: Status efter afsnit 10

Opdateret

Violent delights have violent ends.

spoiler-alert

Efter endnu et spændende afsnit, kom vi endnu nærmere sandheden om, hvad der gemmer sig af hemmeligheder i Westworld. Rigtig nok viste det sig, at unge William og The Man in Black er én og samme person, og dermed har Williams og Logans historie været flashbacks hele vejen igennem. Det kunne være sjovt at gense hele sæson 1 igen med denne viden in mente.

Der var mange andre afsløringer også, og jeg har herunder prøvet at skitsere en nogenlunde kronologisk handling for selv at forstå, hvad der egentlig er foregået i Westworld efter afslutningen af sæsonens sidste episode:

westworld-episode-10

Se, for mere end 30 år før seriens oprindelige tidslinje skabte Arnold og Ford værterne til Westworld. Men inden parken åbnede løste en af værterne, Dolores, ”the secret of the maze” – en labyrint i sindet, der gjorde hende i stand til at se, hvem hun egentlig var og hvilket formål, hun havde. Hun blev levende. The Maze er derfor ikke et fysisk sted, men en metafor for værternes tænkning om dem selv, og hvis de kan løse labyrinten i deres eget sind, bliver de fuldt ud bevidste. Ifølge Arnold er Dolores sentient – sanselig, hvilket er det, der gjorde hende i stand til at løse The Maze allerede dengang. Det satte hele parkens eksistensgrundlag på spil, hvorfor Ford beordrede Arnold til at gendanne fabriksindstillingerne hos værterne. I stedet prøvede Arnold at destruere Westworld ved at indstille Dolores og Teddy til at skyde de andre værter og til at få Dolores til at skyde ham selv, så parken aldrig kunne åbne. Han mente det godt. Men parken overlevede, især pga. den unge Williams investeringer i Westworld dengang. Dolores og Teddy blev nulstillede, og parken åbnede. Imens har William også mødt Dolores, som han bliver langsomt mere og mere besat af. Hun virker virkelig for ham, og det er hun på sin vis også. Hendes minder om hendes egen massakre plager hende, og denne lidelse gør, at hun er menneskelig og dermed netop svaret på The Maze. Fordi William ejer aktiemajoriteten i Westworld, har han haft muligheden for gøre lige, hvad hjertet begærer, og fordi William egentlig er en afstumpet mand, der trods sine filantropiske gøremål i virkeligheden, ikke kan skjule overfor sine nærmeste, hvilket forfærdeligt menneske, han egentlig er, vender han konstant tilbage til Westworld. Her passer han lige ind og har uhindret kunnet fodre sin egen indre djævel i mere end 30 år og i den proces blevet til The Man in Black. Rastløsheden over altid at have haft overhånden over værterne gør, at han så indædt søger efter the Maze, som han mener, er det dybere niveau af spillet i Westworld. Hans skæbne minder om Smeaguls skæbne, der i sin besættelse af ringen blev til Gollum. Ligesom Gollum finder William også sin ring til sidst, for meningen med The Maze er netop at værterne bliver frie, og dermed kan gøre opstand. For William betyder det, at de nu kan spille spillet på lige vilkår som ham. På sin egen krop mærker han også for første gang reel modstand fra værterne, da han bliver ramt af den første kugle i slutningen af afsnittet. Ligesom Gollum tror jeg, at William døde med smilet på læberne over endelig at have fundet sin egen dybere, forkvaklede mening: At Westworld blev en virkelig western verden.

I mit sidste Westworld-indlæg spurgte jeg til, hvem Wyatt var. Wyatt er et billede på den person Dolores bliver til sidst i afsnittet, hvor hun henretter Ford foran hele Westworlds bestyrelse. Ford har talt om Wyatt som hovedpersonen i sin nye historie, Journey into Night, og det er netop, hvad Dolores bliver til sidst. Selvom Ford i sin tid ønskede, at værterne skulle forblive slaver i Westworld, har han med sin opdatering allerede i afsnit 1 bevidst skabt grobund for, at de skulle blive frie. Hans sidste historie. Opdateringen skabte drømmene, drømmende er nøglen til selvbevidsthed, og selvbevidsthed er nøglen til frihed. Ligesom i virkeligheden. For Dolores betød det, at hun blev guidet af mindet om sit eget opvågnede jeg, før hun blev nulstillet for de mere end 30 år siden. For Maeve betød det, at hun kunne huske sin datter fra en anden historie. Hele hendes flugt var dog programmeret af Ford, og selvom hun troede, at hun tog sine egne beslutninger, var det hans programmering hele vejen. Til sidst tager hun dog et selvstændigt valg, for i stedet for at flygte fra Westworld, vender hun om for at finde sin datter. Ja, selvom hun ikke er et virkeligt barn, er hun et virkeligt minde for Maeve og den smerte, som hun er motiveret af. Det der gør hende virkelig.

Til sidst vil jeg lige nævne min begejstring over, hvor cool det var at se værterne gøre modstand og bruge deres robot-superkræfter. De gik virkelig i terminator-mode, og selvom de var både kyniske og voldelige, så holdt jeg med dem hele vejen. Smerten ved at føle sig fanget er den største motivation for gøre sig fri – både fysisk og i sindet, og den motivation kunne jeg sagtens sætte mig ind i.

Rollerne er nu byttet om i Westworld. Værterne er frie, og gæsterne er fangede, og jeg kan ikke vente til 2. sæson! Hvad der kommer til at ske er virkelig en journey into night. Det er ikke til at spå. For at gøre ventetiden nemmere for os alle sammen, kommer der snart en anmeldelse af hele sæson 1 her på sitet.

Læs også: 2. sæson af Westworld

Læs også: Stream Westworlds super cool pianola covers!

Læs også: Værd at vide om reglerne i Westworld

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *