Wonderful & Strange – en reportage fra årets Twin Peaks-festival i London

Opdateret

Twin Peaks-universet bliver ved med at drage og trække folk til fanfestivaler i både USA og England. I begyndelsen af måneden blev den årlige Twin Peaks UK-festival afholdt i Hornsey Town Hall i London, og som Twin Peaks-ekspert, var jeg en af de danskere, der deltog i festivalen, både som fan og som interviewer. Nedenfor følger en reportage fra årets Twin Peaks-festival, hvor flere danskere og flere fra VI ELSKER SERIER-netværket gjorde sig bemærket.

”This was my first return – a reunion with the deepest wellsprings of my being.” Disse ord er en del af den rørende fortælling, som Major Briggs (Don S. Davis) giver sin søn i den oprindelige Twin Peaks, der blev vist på broadcastkanalen ABC i 1990-1991.

Siden er der gået 27 år, serien er kommet tilbage, denne gang på kabelkanalen Showtime, og medierne er igen begyndt at tale om Twin Peaks som en mulig game-changer. Et potentielt banebrydende værk, der menes at kunne revolutionere medielandskabet endnu engang. Prominente kritikere, fx Vultures Matt Zoller Seitz, har ligefrem kaldt Twin Peaks: The Return for den ”bedste serie i tv,” og enkelte har sågar hævdet, at dette måske er tv-historiens vildeste eller mest skelsættende værk. Hvis det da overhovedet er en tv-serie, og hvis der ellers var nogen, der så den.

Meget har forandret sig siden den oprindelige Twin Peaks, både med selve serien, dens skabere og det medielandskab, som den indgår i. Men visse ting har ikke forandret sig: Diskursen er den samme, hysteriet er det samme og fandyrkelsen er den samme.

Et sted, hvor man ser dette er i forbindelse med de årlige Twin Peaks-festivaler, som bliver afviklet i hhv. North Bend og Snoqualmie i det nordvestlige USA (hvor dele af scenerne til Twin Peaks og The Return er blevet optaget) og i hjertet af London.

Læs også: Nu er Danmarks mest eksklusive Serieklub endelig en realitet!

Den amerikanske Twin Peaks-festival begyndte i 1992-1993 med Pat Shook som organisator og med visningen af Twin Peaks: Fire Walk with Me (1992) som det helt store trækplaster. Senere har der været skiftende styrmænd, fra Susan Eisenstadt og Jared Lyon til de nuværende organisatorer Deanne og Rob Lindley, men de centrale events og hovedattraktioner har været de samme år efter år: En guidet bustur til nogle af de ikoniske locations fra serien, en Q&A- og signing-session med nogle af seriens stjerner og en triviakonkurrence, styret af den såkaldte ”Twin Peaks Brain” Josh Eisenstadt. Festivalen i USA er den ældste, og den er konstrueret som en lineær oplevelse, hvor alle gør de samme ting på det samme tidspunkt. Man tager bussen på samme tid, ser de samme lokaliteter som en samlet flok og deltager i den samme triviakonkurrence, hvor man på skift rejser sig og forsøger at besvare et spørgsmål foran alle de øvrige festivalgæster.

Festivalen i London, som styres af produceren Lindsey Bowden, er sammensat efter et andet og mindre lineært princip. Her minder oplevelsen mere om en musikfestival, og tanken er, at man som festivalgænger skal sammensætte sin egen oplevelse. En del af bestanddelene er de samme som i USA, men strukturen og oplevelsen er en anden.

Som Twin Peaks-fan og -forsker tog jeg endnu engang til den engelske Twin Peaks-festival. En festival som løb af stablen fra den 7. til den 9. oktober 2017, og som formentlig vil blive husket som den bedste Twin Peaks UK-festival nogensinde, i tæt konkurrence med festivalen fra 2014, hvor Dana Ashbrook og Sheryl Lee for første gang offentliggjorde, at der ville komme en fortsættelse på serien.

Det åbne kunstværk og de mange spørgsmål

Det første centrale højdepunkt ved årets festival var den personlige Q&A med produceren Sabrina Sutherland, der har arbejdet sammen med David Lynch på anden sæson af Twin Peaks, hele Twin Peaks: The Return, sitcomen On the Air (ABC, 1992), miniserien Hotel Room (HBO, 1993) og filmene Lost Highway (1997) og Inland Empire (2006). Festivalerne har for vane at fokusere på skuespillerne, og der var da også adskillige af de kendte skuespillere ved dette års UK-festival. Men det var nyt og velgørende, at man i år havde valgt at invitere en make-up-artist og en producer til festivalen. Derfor var Q&A-delen, som typisk afrunder hele Twin Peaks-festivalen, også delt op i to sessioner ved årets festival: En Q&A med Sabrina Sutherland alene og en stor, afsluttende samtalerunde med alle de medvirkende om søndagen.

Den første af disse, en 40 minutter-lang samtale med Sutherland, var den mest interessante, navnlig fordi hun vidste mere og kunne sige nogle mere indgående ting om produktionen end mange af de medvirkende (som ikke har kendt så store dele af manuskriptet og intentionen bag de enkelte scener, og som efterfølgende har været underlagt en stram non-disclosure agreement). Sutherland beskrev sig selv som produktionens ”bad cop”, og under søndagens fællessamtale blev der sendt mange spørgende blikke til hende fra skuespillerne og make-up-artisten, som hele tiden ville sikre sig, at det, de sagde, ikke var i konflikt med aftalen.

Dette problem havde Sutherland naturligvis ikke, og derfor blev der også afsløret nogle mere interessante ting i samtalen med hende, både om arbejdsprocessen, arbejdsdelingen, det endelige produkt og fremtiden for David Lynch og Twin Peaks.

En af de interessante punkter, som Sutherland afslørede var, at David Lynch og Mark Frost havde arbejdet med to forskellige manuskripter i forbindelse med Twin Peaks: The Return, og at nogle af de oprindelige idéer blev skrinlagt fordi der ikke var penge til at realisere dem. Hvilke idéer, der var tale om, ville Sutherland naturligvis ikke ud med, men hun afslørede, at David Lynch havde en mere markant rolle i forbindelse med den nye serie end Mark Frost. Arbejdsdelingen nærmede sig en 60/40-deling i Lynchs favør, og Frost havde ikke haft nogle indvendinger til de forskellige tilføjelser og justeringer, som Lynch havde lavet i forbindelse med optageprocessen.

En anden central og lidt overraskende pointe var, at idéen til den nye sæson af Twin Peaks kom i forbindelse med arbejdet på The Entire Mystery-boksen, hvor Lynch så alle scener fra den oprindelige serie og Fire Walk with Me igennem igen og fandt ud af, hvilke scener han kunne sample i den nye serie og hvilke plottråde, han kunne arbejde videre med. Denne kommentar udfoldede hun også for mig, da jeg interviewede hende lørdag aften, og her fortalte hun, at David Lynch havde været nede i samtlige dele og detaljer af den nye serie. Han havde udvalgt alle indstillinger, der skulle genbruges, havde været med til at designe lyden, føre kameraet og redigere den færdige serie, hvor han blev hængende seks måneder efter Duwayne Dunham og det resterende klippehold havde forladt produktionen (hele interviewet kan læses her).

Det var også overraskende, at David Lynch personligt udvalgte samtlige af de bands, som spiller på The Bang Bang Bar, og at alle disse performancescener blev indspillet på én dag. Det var derimod ikke overraskende, men dog interessant, at høre hvordan David Lynch personligt skulle godkende samtlige (!) frames i den nye serie. I mean it like it is, like it sounds.

For de fleste gæster var der dog én nyhed, som betød mere end alle andre: ”Dette er ikke David Lynchs svanesang,” som Sutherland eftertrykkeligt sagde. ”Han er ikke færdig med at instruere. Om det bliver mere Twin Peaks, en ny film eller noget helt tredje, vides ikke, men han er ikke færdig med at instruere.”

Trivia, Twingo og tibetansk stenkastning

Nogle af de andre trækplastre ved Twin Peaks-festivalen er de tilbagevendende begivenheder, fra den morbide genopførsel af Lauras dødsscene i togvognen til de levende ugler, der fik love at flyve rundt i salen og de forskellige konkurrencer.

I modsætning til den amerikanske festival, så er triviakonkurrencen i England en holdsport, og det danske hold, bestående af Miki Therkildsen, Sally A. Ward og undertegnede, fik en fin anden plads, sølle tre point efter det vindende hold. I 2016 vandt Scott Ryan (medskaberen af Blue Rose Magazine) og hans amerikanske triviahold efter en tie-break mod det skandinaviske hold (som jeg også var en del af), men i år kunne Ryan og det amerikanske hold ikke blande sig i toppen. Vinderne var i år et britisk hold bestående af kritikere, nørder og podcastere fra England og Skotland, og spørgsmålene gik både på den oprindelige og den nye sæson, og handlede om alt fra konkrete karakterer til specifikke musiknumre og andre film, som nogle af Twin Peaks-stjernerne har medvirket i.

Filmkritikeren Tom Huddleston stod som altid for triviakonkurrencen, og det var selvsamme Huddleston der medierede de to Q&A-sessioner (med skiftende held).

Efter triviakonkurrencen kunne folk om søndagen se frem til den årlige udklædningskonkurrence og den nærmest ikoniske Twingo-leg. Danskerne Sally og Miki, der også havde gjort sig bemærket i triviadelen, vandt udklædningskonkurrencen som Agent Cooper og Audrey Horne, foran et ellers kreativt væld af forskellige kostumer. En af festivalgæsterne var udklædt som Gordon Cole, en anden som Mr. C, en tredje som Julee Cruise, en fjerde som Dougie Jones og en femte som Nadines draperunner (!).

(Hardcore Twin Peaks fans: Sally Ward & Miki Therkildsen)

Cosplay har altid været en integreret del af Twin Peaks-miljøet, og legen har en sjov og uhøjtidelig karakter – hvad i øvrigt er kendetegnende for hele festivalen.

Særligt sjovt var det, da festivalgæsterne Mario Juengling og Thomas Kaiser valgte at genopføre armlægningsscenen fra del 13 af The Return, blot for at blive photobombet af selveste Amy Shiels, der straks gik i karakter som Candie.

Mens andre cosplayede, valgte jeg at deltage i den fjollede stenkastningskonkurrence, inspireret af en sjov scene fra seriens tredje afsnit. I denne konkurrence er Rose Thorne vært, og det er en fast del af legen, at man ydmyges offentligt, hvis man, i modsætning til den kompetente FBI-agent Cooper, ikke formår at ramme de tomme flasker. Jeg viste mig hverken som intuitionens mester eller ekspert udi MacLachlansk kasteteknik (Kimmy Robertson [Lucy Moran] har fortalt mig, at Kyle MacLachlan faktisk ramte glasflasken i virkeligheden, da de indspillede scenen). Men jeg kom dog hjem med nogle Blu-ray-skiver, idet jeg – trods alt – fik væltet nogle flasker. Måske bør man notere sig, at flaskerne blev ramt uden at gå i stykker…

Herefter gik turen videre til den famøse Twingo-konkurrence. Twingo er i al sin enkelhed bingo med billeder og karakterer fra Twin Peaks, og det lyder ikke som nogen større attraktion. Men med Rose Thorne og Benjamin Louche som de to animerede værter, så kan selv et spil bingo blive til en fest. Det føg med vittige kommentarer, muntre henvisninger til serien og lumre sidebemærkninger, mens man frit kunne forsyne sig i baren, der til lejligheden var indrettet som en anden Roadhouse.

   

(Twingo-vært Ben Louche til venstre og Blue Velvet-karakteren Ben (Dean Stockwell) til højre.)

 

Læs også: Anmeldelse af Twin Peaks: The Return


”There’s always music in the air”

Lørdagen blev afrundet med en pudsig celebritykoncert, hvor der blev mulighed for at høre James Marshall (James Hurley) synge og spille guitar, høre Michael Horse (Hawk) synge en mesterlig blanding af tribelsang og blues og hvor man, hvis man spidsede ørerne, kunne høre Amy Shiels (Candie) som korsanger på”Just You”. En sang og en scene, der i en rundspørge blandt Twin Peaks-fansene fra 2014 blev kåret til et af seriens mest pinlige øjeblikke. Jeg har personligt altid været glad for den scene, og navnlig de pludselige skift mellem forskellige stemninger: fra melodrama og camp til humor og horror. Jeg var derfor også en af de få Twin Peaks-fans, som var lykkelige over at se den gen-spillet i den nye serie (hvor James synger og spiller den ”live” fra scenen i The Bang Bang Bar).

Jeg selv har også talt med James Marshall om sangen, og her fortalte han mig, at hele scenen var en pludselig indskydelse fra David Lynchs side, idet han så James Marshall spille nogle Hendrix-inspirerede blues-riffs i sin garderobe. Lynch spurgte Marshall om han ville synge og spille guitar i Twin Peaks, Marshall sagde ja, og sammen med komponisten Angelo Badalamenti blev de enige om at lave en Elvis-inspireret sang. Den første indskydelse var ”Only You,” hvilket hurtigt blev til ”Just You,” men Lynch og Badalamenti havde allerede indstillet sangen, da James skulle til at synge den, og først der fandt han ud af, at de havde lagt den for højt til hans stemme. Dette var dog tilsigtet, og det endte med at give netop den campy fornemmelse, som kunne medvirke til at fange seeren på den forkerte fod og få ham eller hende til at sænke paraderne, inden BOB pludselig dukkede op bag sofaen.

Med denne anekdote in mente, så var det ikke overraskende for mig, at James Marshall og Damion Champe gav os nogle Hendrix-inspirerede bluesnumre. Koncerten var ujævn, men det var interessant at se en anden og mere upoleret version af Marshall. Højdepunkterne var deres Jimi Henrix-cover og Michael Horses improsang, mens andre dele af koncerten virkede mindre afstemte.

Signings, sightseeing og sjove anekdoter

For mange var signing-sessionen formentlig det helt store trækplaster, foruden Q&A-delen, og her fik man mulighed for at møde Michael Horse, Amy Shiels, James Marshall, Sabrina Sutherland, Sean Bolger (Detailer), Sherilyn Fenn (Audrey Horne), Jake Wardle (Freddie Sykes) og Debbie Zoller (make-up-artist). Der var mulighed for autografer, korte samtaler og et enkelt billede, men ventetiden var lang, og samtalerne var i sagens natur knappe.

Den afsluttende del, hvor alle de ovennævnte stjerner, blev samlet til en stor Q&A med Tom Huddleston som konferencier, var god, men blev desværre skæmmet af nogle elementære spørgsmål a la ”Hvordan fik du at vide, at du skulle være med i Twin Peaks?” og ”Hvad tænkte du, da du hørte, at der ville komme en ny sæson?” Sådanne spørgsmål er blevet stillet til både gamle og nye Twin Peaks-stjerner utallige gange, og svarene giver næsten sig selv. Sherilyn Fenn virkede nærmest træt af, påny, at skulle besvare sådanne spørgsmål (som hun også besvarede ved Twin Peaks-festivalen i 2016), og andre af de medvirkende gav nogle helt ventede og mekaniske svar. Hvornår har man nogensinde hørt en stjerne ved en Twin Peaks-festival sige, at David Lynch ikke var genial eller at de ikke var overvældede over at skulle være med i Twin Peaks? Eller, Gud forbyde det, at de ikke ser Twin Peaks som den mest banebrydende serie i tv-historien?

Mest overraskende var Jake Wardles fortælling om, hvordan han var gået fra ukendt YouTuber til at spille med i Twin Peaks. I en ret central rolle, endda. Wardle fortalte, hvordan han havde lavet et viralt hit på YouTube, der også havde fanget Lynchs opmærksomhed, og via Skype havde han konverseret med instruktøren i to år indtil han en dag var blevet en del af Twin Peaks: The Return.

Samtalen var oplysende, og nogle af kommentarerne var også både vittige og underfundige, som da Michael Horse beskrev David Lynch som ”Jimmy Stewart med Salvador Dalís indvolde” eller som da Sean Bolger fortalte om sin kæreste fra Marokko, der havde fortalt ham, at serien var så populær i Nordafrika i 1990’erne, at ”Twin Peaks” kunne bruges som et positivt svar på spørgsmålet ”Hvordan går det?”

Ikke overraskende var det dog Sabrina Sutherlands kommentarer, som var mest oplysende, og hun fortalte bl.a., at den første scene, de optog til den nye serie, var scenen med Doc Hayward (Warren Frost), der skyper med Frank Truman, og at den sidste del, de optog, var den allerede ikoniske scene med Monica Bellucci.

Sutherland fortalte også, at Catherine Coulson (The Log Lady) havde insisteret på at optage scenerne til den nye serie, til trods for at hun, grundet sygdom, ikke kunne forlade sit hjem. Scenerne blev derfor optaget i Coulsons eget hjem, og denne rørende historie gav anledning til stående ovationer blandt de fremmødte.

Hele salen jublede også over de videobeskeder fra James Grixoni, Ian Buchanan, Alicia Witt, Kimmy Robertson, Mädchen Amick og, ikke mindst, John Pirruccello, som indledte den afsluttende del.

Weekenden bød på mange andre ting, bl.a. en screening af Jon Nguyens forrygende portrætdokumentar The Art Life (2016), og søndagen blev skudt i gang med en sightseeingtur, hvor man kunne besøge nogle af de locations, som vi ser i David Lynch-filmen The Elephant Man (1980).

Der blev også, traditionen tro, vist nogle David Lynch-inspirerede kortfilm, hvor særligt Thor Åmlis The Summer House at Pearl Lakes er værd at fremhæve.

Der var også mulighed for at se Twin Peaks: Fire Walk with Me på det store lærred – et værk der fik en tvivlsom modtagelse i 1992, men som netop er blevet genudgivet på Criterion og som har fået en del kunstnerisk anerkendelse på efterbevilling.

Der var også hemmelige screeninger ved årets festival (heriblandt en visning af del 8 fra The Return, som gør sig godt på det store lærred) og en premiere på Mädchen Amicks instruktørdebut: en musikvideo for datteren Mina Tobias.

Som tv-serien så er Twin Peaks-festivalen både ”wonderful and strange,” og i 2017 peakede den. Man kunne ikke ønske sig meget mere, skønt jeg personligt ærgrede mig over, at Kenneth Welsh (Windom Earle) måtte melde afbud til årets festival. Mon ikke han kommer i 2018.

Jeg vender i al fald tilbage. Om serien så gør det (igen), er dog ikke til at sige.

***

Tak til Emilie Declerck, Amy Zielinski, Mirella Derks, Alan Clayton og Thor Åmli for de fine billeder og videoer.

Twin Peaks: the Return kan ses på HBO Nordic.

Se yderligere stemningsbilleder fra festivalen her:

(The evolution of the arm)

(The Red Room)

 

(Stilet foto af Emilie Declerck i bedste Lynch stil)

Læs også: David Lynch lukker ikke døren for en ny omgang Twin Peaks

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *