Xee lancerer serie om e-sport!

(Foto: Play Like a Pro/Xee)

De senere år er e-sport vokset helt ustyrligt meget, og man kan nu – omend ikke helt på samme niveau – følge f.eks. e-udgaven af den danske superliga i fodbold i tv ligesom den (såkaldt) ægte vare. Og dette betyder naturligvis, at der også måtte komme en tv-serie om emnet. Og det viser sig, at serien er dansk, dog med det knap så dansk-klingende navn Play Like a Pro, som får premiere på Xee torsdag d. 9. maj kl. 22.

Xee skriver følgende om Play Like a Pro:

“I ​den nye danske serie Play Like A Pro​ følger vi tre unge gamertalenter, der alle jagter drømmen om at nå til tops inden for e-sport. De tre talenter er Marcus Krolak Henriksen, også kaldet Q-Q, Oskar Kilstrøm Nielsen, kaldet Wallx og Simon Monnerup, kaldet MazKeen.

De tre udstyres i programmerne med hver deres mentor og får et unikt i livet som professionel gamer. I løbet af mentorforløbet vil talenterne blive testet til det yderste for at finde ud af, om de har det, der skal til for at gå hele vejen. Mentorerne er de kendte gamere Nicolai Petersen aka Hunden, Emil Brouwer aka Grisen og Christoffer Jensen aka Jarl.

De tre unge e-sportstalenter står i serien klar til at kaste sig ud i mentorforløbet. ​Marcus er taget på bootcamp for at træne med sit hold en sidste gang, inden mentorforløbet for alvor går i gang. Imens er Simon og Oskar spændte – for allerede ved første mentormøde skal de helst bevise, at de har, hvad der skal til for at blive Danmarks nye e-sportsstjerner.

Talenterne får i serien individuelle hjemmeopgaver, og seerne kommer med rundt til besøg hos blandt andre det professionelle hold Norths pressechef for at lære, hvordan man kan blive opdaget som spiller. Vi er også på bootcamp med Hunden og hans hold Tricked, og så er der naturligvis også kampe mellem talenterne og mentorerne.

Seerne er blandt andet med til mentalcoach, hvor et talent skal lære bedre at kunne håndtere pressede kampsituationer, og en anden skal fortælle sine forældre, at han for alvor ønsker at blive professionel. Og så venter det store udland, da en af deltagerne besøger Europas største e-sportsorganisation, Fnatic, i London.

Serien Play Like A Pro giver et godt indblik i, hvad der venter de unge, der vil satse på en karriere som gamer. Man kan se alle fire afsnit i træk på Xee torsdag d. 9. maj – og måske bruge det som optakt til weekendens store e-sportsbrag, hvor danske Astralis stiller op i Madrid. Alle afsnit kan naturligvis streames fra premieredagen.”

Det bliver spændende at se, hvordan gamer-verdenen bliver fremstillet i Play Like a Pro.

Læs også: Aktuelle serier på HBO Nordic i april

Læs også: Aktuelle serier på C More i april

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *