Anmeldelse: Ryan Gosling og Emily Blunts hæsblæsende actionfilm ’The Fall Guy’ er voldsomt charmerende

Titlen afslører meget af handlingen i The Fall Guy.

Udover bogstavelig talt at omhandle den faldende fyr Colt Seavers (Ryan Gosling), en stuntmand, der i filmens åbningsscene falder ned fra højderne, er der en anden tvetydig mening.

På engelsk refererer udtrykket nemlig til den person, der skal tage skraldet for andres forbrydelser. Og det er præcis det, der sker for Colt.

Efter at have været stuntdouble for den feterede actionstjerne Tom Ryder (Aaron Taylor-Johnson) – gæt hvilket navn, det er en parodi på – i flere år, sker det, som ikke må ske for en stuntmand.

Et, efter deres standarder, rutinefald fra en absurd høj højde, ender med, at Colt brækker ryggen og isolerer sig fra omverden i knap og nap 18 måneder. Netop, som han ellers næsten kan se bunden, rækker filmverdenen ud efter ham igen.

Det er Tom Ryders faste producer Gail Meyer (Hannah Waddingham), som vil have stuntmanden til at komme til Australien og genoptage samarbejdet, fordi der er et stunt, som han vil være perfekt til. Og så er det i øvrigt, Colts ekskæreste Jodys (Emily Blunt) debutfilm, og hun vil også gerne have, at han kommer til Sydney.

Fluks er han på et fly til downunder, hvor det selvfølgelig viser sig, at Jody ikke har bedt om at få ham med i filmen. Til gengæld er Tom forsvundet, og for at undgå presseopmærksomhed beder Gail Colt om at lede efter actionstjernen. Hvis ikke han kan finde filmens hovedrolle, bliver de nødt til at lukke produktionen.

Og derfra går det vilde actioneventyr, hvor The Fall Guy står som den ultimative kærlighedserklæring til stuntfolket og faget.

Oscar til stunts, nu!

The Fall Guy er en løs adaptation af 80-er-serien af samme navn, og snak om en filmversion poppede op med jævne mellemrum i løbet af 2010'erne.

Den kreative trio bestående af skuespiller Ryan Gosling, instruktør David Leitch (John Wick, Deadpool 2) og manuskriptforfatter Drew Pearce (Hotel Artemis) stak hovederne sammen omkring 2020, og resultatet af de bestræbelser er præcis den slags blockbuster-underholdning, man forbinder med sol og sommer.

Og stunts. Masser af gloriøse og fantastiske stunt.

Niveauet af CGI er på et meget lille niveau, hvis ikke nærmest ikke-eksisterende, og i stedet er det praktiske effekter, som udgør rygraden i The Fall Guy.

Stunts får af uransagelige årsager stadig ikke en hædersanerkendelse ved filmindustriens fornemmeste trofæ-uddeling, Oscar-showet, selv om actionfilm unægtelig ville være noget kedeligere at se på, hvis skuespillernes skulle udføre dem selv.

Jo, jo, der er skam nogen, som laver flere stunts selv end andre, men de har stadig en stuntdouble eller to til at tage en god portion af læsset.

Og hvis der er et uomtvisteligt formål med The Fall Guy, er det er give de folk en helvedes portion kærlighed og kredit for alt det, de gør, som altså ikke får helt den store anerkendelse, de bør.

Historien i The Fall Guy er meget ligefrem, uden de store dikkedarer. Colt tager rundt til forskellige steder i Sydney i jagten på Tom og støder undervejs bl.a. på et lig i et badekar – det er her, det med at tage skraldet for andres forbrydelser kommer ind – hallucinerer om enhjørninger og møder verdens bedste actionfilmhund, Jean-Claude, der kun tager imod kommandoer på fransk. Alt sammen fortælles i et sprudlende tempo, og Gosling kommenterer i en veloplagt voiceover på begivenhederne undervejs.

Gode elementer, som også virker bekendte, fordi cirka samme formel blev brugt for knapt 20 år siden.

Genkendelig actionbasker

Actionmanuskript-eksperten Shane Black debuterede i 2005 med den eminent underholdende Kiss Kiss Bang Bang, hvor Robert Downey Jr. spillede småforbryderen Harry, der blev hvirvlet ind i filmindustrien og en sag om en forsvunden arving.

Tonen og referencerne i The Fall Guy minder meget om den og også Blacks The Nice Guys fra 2016, hvor netop Ryan Gosling medvirkede.

Det er skam ikke nogen dårlig ting, men det er pudsigt at se en Shane Black-film, som ikke er en Shane Black-film alligevel.

Der er helt klart forskelle i detaljerne, men DNA’en fra Blacks film og manuskripter er ikke til at tage fejl af. Her er den karakteristiske 'umage makker'-bromance udskiftet med et decideret kærlighedsforhold.

Ryan Gosling og Emily Blunt har fantastisk kemi, hvilket ikke overrasker, når man kigger på, hvad de har præsteret i lignende film tidligere i karrieren.

Deres forhold føles dog aldrig for alvor i fare for ikke at blive forløst, og i det hele taget kan man godt regne ud, hvilke twists The Fall Guy indeholder, og hvornår de cirka kommer til at falde.

Umiddelbart gør det ikke noget, da The Fall Guy er så voldsomt charmerende, at man ikke kan undgå at blive besnæret. Kemien mellem skuespillerne er så god, at man gladeligt lader sig føre med på den eksplosive vej, hvor end den fører hen.

Men mest af alt er det de imponerende stunt-øjeblikke, der tager pusten fra en. Om det er verdensrekorden for at vælte en bil på en bestemt måde – 8,5 rul – eller de mange kampscener, hvor der elegant veksles mellem at være enten sjove eller alvorlige, leverer The Fall Guy i den grad varen.

The Fall Guy er en af den slags film, man bliver glad af at have set. Humor, romance og åndenødsfremkaldende action, den har det hele, og forhåbentlig er det ikke sidste gang, vi skal bruge tid i selskab med Goslings inkarnation af stuntmanden Colt.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: