Anmeldelse: ‘Den lille havfrue’ på Det Kongelige Teater er både visuelt og musikalsk forførende 

Vi befinder os dybt nede på havets bund, hvor vi møder den unge havfrue Solea (spillet af en vidunderlig Stephanie Nguyen), der i en dragende monolog fortæller om sin længsel efter at skifte havfruelivet ud med et liv på land blandt mennesket.

Det omsluttende mørke, hvor kun lyset, der oplyser skuespillerne i smukke, blågrønne havfruekostumer, trænger igennem, fortæller os, at vi befinder os på havets bund. Derudover fuldender skuespillernes bølgende bevægelser, der aldrig virker påtagede, resten af oplevelsen.

Soleas længsel efter overfladen bekymrer hendes bedstemor, der spilles skrapt og elskeligt af Charlotte Fich. “Hvorfor græder mennesket?” spørger Solea bedstemoren i en af deres mange fine dialoger. Svaret på spørgsmålet må Solea selv finde.

Da hun fylder 15, kan Solea endelig overgive sig til sin længsel mod overfladen. Hendes første møde med mennesket bliver den smukke prins Edvard, der forulykker i sin lille båd, og Solea må redde ham fra druknedøden.

Det er ikke bare hendes første møde med mennesket, men også med det modsatte køn. Det vækker en ukendt fornemmelse af begær hos den unge Solea, hvilket blandet andet vises ved, at hun liderligt gnider sin unge krop mod en sten, Edvard netop har siddet på. Det er råt og dyrisk, og det klæder forestillingen, at den tør gå i den retning og udforske dette afgørende element af at være frustreret teenager.

En dyster og smuk oplevelse

Det er ikke bare begæret, der fylder hos Solea. Hun forelsker sig i Edvard, men hverken hendes bedstemor eller tre ældre søstre forstår de følelser, der pludselig er dukket op i hende. Hun søger derfor hjælp hos den onde havheks, som Rosalinde Mynster spiller fremragende bag den dæmoniske makeup og det enorme kostume, der gør hende både uhyggelig, sørgelig og fuld af begær.

Soleas bedstemor fortæller hende om Havheksens triste skæbne, og hvordan havheksen i jalousi dræbte den mand, hun elskede og kvinden, han skulle giftes med, hvorefter hun kastede sig i døden, endte i et fiskenet, gik i forrådnelse og blev til den forhadte havheks.

Denne fortælling er med til at give Den lille havfrue et hav af nuancer, der gør, at den ellers stærke kontrast mellem det gode og det onde aldrig er helt sort/hvid. De følelser og den udvikling, Solea gennemlever, er nemlig identiske med det, havheksen gennemgik, inden hun mødte sin grumme skæbne.

Men kontrasten mellem den store havheks og den lille havfrue er en scenisk genistreg, der både fysisk og symbolsk understreger det uskyldige ved den unge (og fysisk lille) Solea. Så meget mere ondt gør det, når havheksen nådesløst manipulerer hende til at sælge sin stemme – ved fysisk at skære hendes tunge ud – for at få ben og kunne begå sig blandt mennesket.

Det er ikke småting, Solea må ofre for at få sin prins, der viser sig at være både umoden og barnlig, hvilket Lasse Steen skildrer med både lethed og charme. Men gennem Soleas naive syn på livet er han bare vidunderlig. Det gør hende til et let offer, selv om mennesket tættest på hende ikke ønsker at gøre hende ondt.

Flotte visuelle kontraster og musikalsk overskud

Julian Juhlins scenografi bruges elegant til at skabe skarpe kontraster mellem havets mørke dyb og et hvidt Tivoli-inspireret land, hvor mennesket holder til. Denne kontrast har flere lag. Det kan både ses som det gode mod det onde, men jeg tvivler dog på, at det har været iscenesætter Anastasia Holst Nørlund intention at skildre havets dyb som det onde og mennesket som det gode. Tværtimod.

En anden måde at tolke kontrasterne er at se havet som rå naturstyrke og menneskets liv som noget skrøbeligt og til tider overfladisk, der kan krakelere på et øjeblik. Som også de fine papirklip på nogle af forestillingens utroligt smukke kjoler peger på, og som understreger forbindelsen til historiens ophavsmand, H.C. Andersen.

Uanset hvordan det tolkes, er det imellem kontrasterne, at forestillingens magi bliver skabt. Det er her, man kan gøre forestillingen til sin egen. Det er her, man sætter sit eget præg på oplevelsen, og det er det, der i sidste ende gør Den lille havfrue til en enestående forestilling.

Udover at være en billedskøn oplevelse fuld af nuancer, oser Den lille havfrue af musikalsk overskud, der med Markus Artveds jazzede musik og sangtekster ikke bare skaber en smuk kontrast til det tunge (men flotte) visuelle udtryk, men også elegant understøtter det.

Musikken og ikke mindst bandet bestående af seks fremragende musikere bliver ikke blot brugt til at skabe en musikalsk oplevelse. Det bliver flettet ind som en forankret del af fortællingen, og er en stor del af det, der gør Den lille havfrue til en unik forestilling, der konstant er både dragende og underholdende.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: