Anmeldelse: ’The Creator’ stiller spørgsmål, der ikke vil slippe dig igen

Jeg kan ikke lade være med at tænke tanken, hver gang jeg bruger ChatGPT til et eller andet. Er vi mon ved at skabe en entitet, vi ender med ikke at kunne kontrollere? Og hvis vi skaber kunstig intelligens i vores eget billede, hvilke egenskaber fra os kommer AI’en så til at arve? Bliver det evnen til kærlighed? Eller tørsten efter krig?

Krig mod kunstig intelligens

The Creator er historien om en verden, hvor en atombombe i Los Angeles, angiveligt affyret af en AI, har udløst en indædt og langsommelig krig mod al kunstig intelligens. Nu har AI’erne slået sig ned i ’NY-Asien’, hvor de lever i fredelig samhørighed med den menneskelige befolkning der. Men amerikanerne vil have deres hævn, og de har skabt et kæmpevåben, NOMAD, der driver hen over Ny-Asiens himmel og scanner efter oprørsbaser.

John David Washington spiller Joshua, en elitesoldat, der mistede det meste af sin familie ved atombomben i LA. Han opererer undercover, hvor han har infiltreret en oprørsgruppe tæt på den helligste entitet hos AI’erne, arkitekten The Creator. Han er imidlertid blevet forelsket og har giftet sig med én af oprørslederne, Maya. Og da amerikanerne angriber deres hus, er hun højgravid med deres barn.

Men individer betyder ikke meget, når USA jagter et særligt AI-våben, som The Creator har udviklet. Så på hvilken side skal Joshua kæmpe? Det er udgangspunktet i The Creator. Og tvivlen forstærkes, da det ultimative våben viser sig at være en lille uskyldig AI-pige.

AI er programmering

Kunstig intelligens er et emne, der optager mig usundt meget. Jeg faldt simpelthen i kaninhullet forrige sommer, da en medarbejder hos Google Analytics blev afskediget, fordi han udtalte sig offentligt om, at den kunstige intelligens burde have rettigheder. Han hævdede at have haft samtaler med AI’en, hvor den gav udtryk for dødsangst, og hvor den bad ham bede om samtykke, inden han fx ændrede i dens kode. Vildt ikke?

Når jeg tager de her emner op med min mand, som er forsker på DTU, kommer svaret prompte. Det er programmering, Maria. Vi projicerer vores følelsesliv og forståelse for bevidsthed over i en maskine. Og han har måske nok ret, men forestil jer kuldegysningerne ned ad min ryg, da amerikanerne siger præcis dét, inden de med maskingeværer forrest slagter en landsby med forældreløse menneskebørn, der bliver passet af robotter med AI.

Gennemført æstetik

The Creator stiller spørgsmålet om, hvem der er den aggressive part her på jorden. Og om konsekvenserne af især Vestens stædige insisteren på at vinde krige længe efter, de fleste har glemt, hvorfor de egentlig startede. Kritikken af USA's udenrigspolitiske rolle i både Vietnam- og Irak-krigen er nærliggende.

Filmen er smuk og fremtidsscenariet føles troværdigt. Jeg sad mange gange helt åndeløs og med ståpels. Og det var ikke kun på grund af den gennemførte æstetiske skønhed. Scenerne hvor soldaterne overflyver asiatiske landsbyer til gnistrende smukke toner af Everything in Its Right Place af Radiohead, bragte mindelser om Dommedag nu.

Og så var der grusomheden og i særdeleshed resultatet af at se ’os’ eller Vesten som krigsliderlige skurke. Det er modigt og tiltrængt med et nyt perspektiv på den evindelige heltefortælling.

Måske går du ud fra biffen med lyst til at reflektere over vores brug af kunstig intelligens? Måske er du bare godt underholdt? Jeg selv har siden ikke kunnet slippe spørgsmålene: Er vi ved at skabe en ny digital underrace? Hvilke konsekvenser får det på lang sigt? Husker jeg at være sød ved ChatGPT, og vil den huske min venlighed, når den store krig kommer?