Anmeldelse: Dokumentarfilmen ’Wham!’ er en visuel hitparade fra 80'erne

Musikdokumentarer kan til tider være en drøj omgang at komme igennem. Intriger, narkomisbrug og diverse former for personlig og professionel deroute gør det helt klart mere dramatisk og spændende, men også sørgeligt. Og det er måske derfor, at Wham! på Netflix fremstår som sådan et friskt pust.

For selv om vi mistede ikonet George Michael alt for tidligt tilbage i 2016, får vi ham her i fuld vigør, lige før han tog springet til international solostjerne.

Den skarpskårne dokumentarfilm på lige knap halvanden time viser forløbet for den britiske popgruppe. Fra de indledende dage, hvor de knapt nok kunne fylde en natklub, til afskedskoncerten på et udsolgt Wembley Stadium foran 72.000 mennesker.

Alt sammen på bare fem år.

Voice-overs og en hulens masse arkivklip viser rejsen for de to barndomsvenner, der mødte hinanden i folkeskolen. Andrew Ridgeley var den cool og vilde ven, som den nytilkomne Georgios Panayiotou – George Michaels fødenavn – så op til. Andy og Yog, som de kaldte hinanden, fandt en fælles passion for musik. Selv om evnerne ikke var der fra start for de to 20-årige gutter, kom de hurtigt, og resten er, i mangel af bedre ord, historie.

Lyden af ’80'erne

Wham! er som et medley af de bedste YouTube-klip og Wikipedia-informationer komprimeret i en overskuelig samling. Nytilkomne vil let kunne navigere i bandets rejse og hvem de to personer er, og fans får en god gang best off, uden de store dikkedarer. Nye interviews, eller informationer, finder man ikke nogen steder, alt er happy feel good.

Det mest kontroversielle er, hvordan George Michael holdt sin seksualitet skjult i alle årene. En beslutning, der tydeligvis sled på den karismatiske sanger, der end ikke fik mulighed for selv at indvie verden i, at han var til mænd. Det sørgede en anholdelse med tilhørende sigtelse for ”uanstændig adfærd” for i 1998.

Så langt frem i tiden går Netflix-filmen dog ikke. Vi er fast forankret i de farvestrålende 80'ere med de store hårfrisurer, som er på størrelse med en middelstor skødehund.

Vi ser, hvordan gruppens musik i starten er klart influeret af Andrew Ridgeleys person og musikstil, og hvordan, som tiden går, at det i højere grad var George Michael, der tog den kreative styring musikalsk.

Som alle i Wham! siger, var det åbenlyst, at George Michael skulle blive en stjerne. Det var bare et spørgsmål om tid, hvornår han var klar til at gå solo. Utroligt nok gav det, ifølge filmen, ikke nogen gnidninger vennerne imellem. Begge nævner, at det kommer til at ske, men at de stadig har et par mål, de gerne vil nå med Wham, før de skilles.

På den måde, minder Wham! mere om en høflig begravelsestale. Hvis ikke man har noget pænt at sige, skal man bare holde sin kæft indtil gravøllets efterfest, hvor de sørgende er gået hjem.

Hit på hit

Liv og glade dage-tilgangen til dokumentaren har som sagt en forfriskende effekt. Man er (næsten) hele tiden i godt humør. Men man er også opmærksom på, at det er lidt for blankpoleret til, at man helt køber hvad Wham! sælger.

Og selv om fokus er på popgruppen, sidder man unægtelig tilbage med følelsen af, at man også gerne vil dukke ned i tiden efter. For George Michaels karriere stoppede jo ikke, modsat Andrew Ridgeleys, som aldrig nåede de samme højder igen.

Med det in mente, fremstår Wham! mere som første del af noget større. For ja, fokussen er på gruppen, men historien slutter jo ikke, bare fordi gruppen gør.

Fordi dokumentarfilmen er så simpel i sin udførsel, som den er, bliver man heller ikke blæst bagover af den filmiske udførsel.

David Bowie-dokumentaren Moonage Daydream benytter sig ligeså næsten udelukkende af arkivklip og voiceovers. Men udførslen og det endelige resultat er på et helt andet kunstnerisk niveau. Ditto med Asif Kapadias portrætdokumentarer Senna, Amy og Diego Maradona.

Så ja, Wham! er virkelig underholdende og informativ. Fra George Michaels kunstneriske opblomstring og tiltagende selvsikkerhed samt bandets koncerter i Kina, som det første vestlige band nogensinde, er der meget guf at komme efter. Men det er ikke en transcenderende oplevelse, som nogle af de førnævnte dokumentarer. Det er solidt Netflix-håndværk, der gør det, den skal.