Film | Guides

Månedens biografguide: Det skal du se i biografen i februar 2024

Af
Claus Nygaard Petersen
25. januar 2024
Den grænseløse
Sofie Torp og Ulrich Thomsen i 'Den grænseløse' / Foto: Nordisk Film Produktion

Del artikel

Fra dansk krimi over Oscar-nomineret retssalsdrama til anden del af et længe ventet science fiction-epos. Vores journalist Claus Nygaard Petersen har fundet frem til de bedste film i februar.

Efter en fuldstændig fænomenal januar måned for filmelskere i biografen bliver tempoet sat lidt ned i februar.

Men! Der er stadig masser af kvalitet at komme efter, inklusive et par Oscar-kandidater. Både til i år og næste år, for ja, det er altid Oscar-sæson!

Derudover er der også action, romance og gys og alt derimellem på menuen, så man igen kan få sin cinematiske sult stillet i biografens mørke.

Frit fald

Fem Oscar-nomineringer er det netop blevet til for Justine Triets Anatomy of a Fall, der på dansk hedder Frit fald. Og det er vel og mærke i tunge kategorier som Bedste film, Originale manuskript, Instruktør og Bedste kvindelige hovedrolle.

Filmen handler om Sandra (Sandra Hüller), som bliver anklaget for mordet på sin mand Samuel, der er faldet ud ad et vindue i deres hjem i de bjergrige omgivelser i Grenoble.

Det eneste vidne er deres blinde søn Daniel (Milo Machado Graner), og derfor udspiller der sig en nervepirrende retssag, hvor skyldsspørgsmålet konstant sitrer i luften.

Frit fald kan ses i biograferne fra 1. februar.

Den grænseløse

Carl Mørck (Ulrich Thomsen), Assad (Afshin Firouzi) og Rose (Sofie Torp) er tilbage og klar til at opklare gamle mord i den nyeste ’Afdeling Q’-film Den grænseløse.

En af Carls gamle kollegaer skal gå på pension, og Rose tager derfor til Bornholm på holdets vegne. Men da kollegaen skyder sig selv til receptionen, bliver det startskuddet til en tur ned ad mindernes vej for både Carl og Rose.

En mystisk solkult og urovækkende billeder på det mørke net er blot et par af ingredienserne i Ole Christian Madsens filmatisering af Jussi Adler-Olsens bestseller.

Den grænseløse kan ses i biograferne fra 1. februar.

Argylle

Hvis du hverken er til fransk retssalsdrama eller dansk krimi på den første dag i februar, er Argylle måske det perfekte alternativ.

Elly Conway (Bryce Dallas Howard) er en lidt sky forfatter til en række populære spionromaner om den cool og seje Argylle (Henry Cavill). En dag bliver hun opsøgt af den virkelige spion, Aiden (Sam Rockwell), der fortæller, at en lyssky organisation er ude efter hende, fordi en af hendes historier minder lidt for meget om virkeligheden.

Det bliver starten på et hæsblæsende eventyr for hende og katten Alfie i Mathew Vaughns (Kick-Ass, Kingsman) vilde actionbasker, hvor Bryan Cranston, Dua Lipa, John Cena og Ariana DeBose er nogle af de mange navne på den imponerende rolleliste.

Argylle kan ses i biografen fra 1. februar.

Dream Scenario

Verden ville unægteligt være et kedeligere sted uden Nicolas Cage. Det er ikke altid, at filmens kvaliteter står mål med skuespillerens skuespil, hvor han altid giver sig fuldt ud. Det kan enten udmønte sig lavmælt eller frembrusende, hvor ’Rage-Cage’-skalaen indikerer, hvor vild Nicolas Cage er i en given rolle.

I Dream Scenario ligger han på en god syver. Ganske vidst er hans portræt af universitetsprofessoren Paul for det meste roligt, men der er også fuld knald på en gang imellem.

Paul lever normalt en ikke-bemærkelsesværdig tilværelse, indtil mange mennesker pludselig begynder at drømme om ham. Hvad der umiddelbart virker som en god ting og gør ham til en af verdens mest genkendelige personer, er måske snarere et begyndende mareridt.

Dream Scenario kan ses i biograferne fra 8. februar.

Drengen og hejren

Der er få rigtige film-unikummer tilbage i verden, men mesterinstruktøren Hayao Miyazaki er uden tvivl et af slagsen.

Medgrundlæggeren af det berømte animationsstudie Studio Ghibli har i flere årtier været en af den japanske animé-tegnestils absolut fornemmeste ambassadører, og han har begejstret publikummer verden over med sine fantastiske historier.

Drengen og hejren handler om drengen Mahito, hvis hus bliver bombet under 2. verdenskrig. Moren dør, og faren flytter med drengen ud på landet, hvor knægten begiver sig ind i en fantasifuld verden. Et sted, hvor liv og død ikke er en hindring for at møde dem, man holder af igen.

Drengen og hejren kan ses i biograferne fra 8. februar.

Madame Web

Mens Marvels superhelte-eskapader er lidt i kreativt limbo, er der anderledes knald på over hos Sony. Selskabet ejer som bekendt rettighederne til edderkoppemandens univers og de fleste af karaktererne derfra, som de købte af Marvel omkring årtusindskiftet.

I de senere år er de begyndt at samarbejde, men Sony laver stadig film uafhængigt af det store Marvel. Når det går godt, får vi vidunderligt kontrolleret kaos i Venom: Let There Be Carnage, og når det er grelt, ender vi med Morbius.

Med to af de største kvindelige skuespilstjerner lige nu på rollelisten i form af Dakota Johnson (50 Shades, Suspiria) og ikke mindst Sydney Sweeney (Euphoria, Anyone but You) er der ingen tvivl om, at Madame Web er et ambitiøst blockbuster-projekt.

Filmen handler om Cassie Webb (Johnson), der efter en ulykke udvikler psykiske evner, som gør, at hun kan se fremtiden. Derved får hun kendskab til tre unge kvinder (Sweeney, Celeste O’Connor, Isabela Merced), der alle har en fremtid som en Spider-Women. Alle fire bliver jagtet af en skurk (Tahar Rahim) i sort Spider-Man-dragt, som har forbindelse til Cassies fortid.

Madame Web kan ses i biograferne fra 14. februar.

Håndtering af udøde

En norsk zombiefilm med de to hovedroller fra Joachim Triers Verdens værste menneske og manuskript af forfatteren af Lad den rette komme ind? Tag alle vores gyserpenge med det samme!

En helt almindelig sommerdag i Oslo vender de døde tilbage fra graven. Gensynet med afdøde familiemedlemmer og elskede personer er en traumatiserende oplevelse for de pårørende og ripper op i ellers begravet sorg.

Håndtering af udøde er instrueret af debutanten Thea Hvistendahl, som har skrevet manuskript sammen med John Ajvide Lindqvist baseret på hans bestseller, og Renate Reinsve og Anders Danielsen Lie er at finde i hovedrollerne.

Håndtering af udøde kan ses i biograferne fra 15. februar.

Rom

Rom, den evige by, danner ramme om et romantisk drama, med masser af komiske øjeblikke. Ægteparret Gerda (Bodil Jørgensen) og Kristoffer (Kristian Halken) tager på forlænget weekend til den italienske by for at fejre deres bryllupsdag.

Hun studerede som ung på en kunstskole i byen, og det går selvfølgelig hverken værre eller bedre, end at de møder Gerdas gamle lærer og tidligere flirt, den charmerende og karismatiske Johannes (Rolf Lassgård).

Kommer fortidens minder til at spolere nutidens lykke, eller kommer Gerda og Kristoffer på flyet tilbage til Danmark som ægtepar? Det er det alt afgørende spørgsmål i Niclas Bendixens (Ditte & Louise) Rom.

Rom kan ses i biograferne fra 22. februar.

Drive-Away Dolls

Når det kommer til søskendepar i filmbranchen, hører brødrene Joel og Ethan Coen til i den absolutte topklasse. Fargo, The Big Lebowski, O Brother, Where Art Thou? og No Country for Old Men er blandt nogle er perlerne fra bagkataloget.

Efter 2020 er de to begyndt at lave film hver for sig, og det er derfor Ethan, som er soloinstruktør på komedie-road-movien Drive-Away Dolls.

Jamie (Margaret Qualley) har netop slået op med endnu en kæreste, og i stedet for at sidde og græde over hende, beslutter hun sammen med veninden Marian (Geraldine Viswanathan) at tage på road trip til Tallahassee. Det forløber dog ikke uden problemer, da de undervejs bl.a. støder ind i en gruppe knapt så kvikke kriminelle. På rollelisten finder man blandt andet Colman Domingo (Rustin), Pedro Pascal (The Last of Us) og Matt Damon (Bourne-filmene).

Drive-Away Dolls kan ses i biograferne fra 22. februar.

All of Us Strangers

En af de film, man måske havde forventet ville få en Oscar-nominering eller to, men blev fuldstændig forbigået, er det romantiske drama All of Us Strangers.

Den ensomme manuskriptforfatter Adam (Andrew Scott) møder en tilfældig aften den livlige Harry (Paul Mescal). Stjålne blikke og fjogede smil markerer starten på en romance, der kompliceres af Adams ubearbejdede traume angående forældrenes død 30 år tidligere – som han i øvrigt ser i meget livlige syner, da han rejser hjem til barndomshjemmet.

Det er en film om sorg og kærlighed, og hvordan fortiden påvirker den måde, vi interagerer med mennesker i nutiden. Kan man acceptere kærlighed fra andre, når man ikke rigtig elsker sig selv?

All of Us Strangers kan ses i biograferne fra 22. februar.

Dune: Del 2

Det endelige slag skal slås i anden halvdel af Denis Villeneuves grandiose science fiction-epos Dune: Del 2.

Vi følger den unge Paul Atreides (Timothée Chalamet) i hans bestræbelser på at hævne farens død og familiens brutale nedrivning fra magtens tinder. Sammen med krigeren Chani (Zendaya) og resten af Fremen-folket på planeten Arrakis gør han klar til det endelige opgør mod kejser Shaddam IV (Christopher Walken) og Baron Harkonnen (Stellan Skarsgård).

På den imponerende rolleliste finder man desuden bl.a. Austin Butler, Rebecca Ferguson, Josh Brolin, Charlotte Rampling, Javier Bardem og Florence Pugh.

Dune: Del 2 kan ses i biograferne fra 28. februar.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omBiografFilm

Andre Film | Guides