Anmeldelse: DR's nye søndagsserie ‘Huset’ er ikke for sarte sjæle

Livet inden for fængselsmurene er barske. Vi ved det fra andre film, hvor fængselsfilm er helt genre for sig. Og vi ved det fra virkeligheden, hvor vi jævnligt hører om stress, underbemanding og hårde arbejdsvilkår i fængslerne. Nu giver DR sit besyv med i form af deres nye, store dramaserie, Huset, der er blevet til i et treenigt samarbejde mellem Kim Fupz Aakeson på manuskriptplan og Frederik louis Hviid og Michael Noer på instruktørplanet.

Fængslet set med nye øjne

Udgangspunktet er Fupz Aakesons egen roman, Fangeleg fra 2021, som serien i de tre første afsnit (som anmelderne har fået adgang til) følger ret trofast. I serien er der ligesom i bogen fire faste hovedkarakterer, man følger. I åbningen er der fokus på Sammi (Youssef Wayne Hvidtfeldt), en ny fængselsbetjent, og det er gennem hans introduktion til den nye arbejdsplads, at vi får miljøet beskrevet, og vi ser, hvordan dagligdagen i fængslet foregår.

Til at sætte ham ind i forholdene guider betjenten Henrik (David Dencik) ham rundt. Henrik er den erfarne betjent, der spiller spillet, men som også er blevet temmelig moralsk anløben med årene. Ham, der vender det blinde øje til indsmuglinger af ulovlige ting, handel med stoffer og personlige (voldelige) opgør internt blandt de indsatte.

Stressfyldt hverdag

Udover Sammi og Henrik møder vi også lederen Gertrud (Charlotte Fich), der på hjemmefronten kæmper med en dement mand (Bjarne Henriksen) og fængselsbetjenten Miriam (Sofie Gråbøl), der prøver at være retskaffen, men bliver tvunget ud på en glidebane på grund af sin søns problemer.

Igennem deres daglige konflikter, konfrontationer og kampe med de indsatte tegner sig et billede af en ekstremt stressfyldt hverdag, som man skal have hård hud på sjælen for at kunne bevare sin menneskelighed i.

Suveræne Dencik

Man kunne tænke, at netop den ramme ville være oplagt at bruge til nogle underliggende politiske statements. F.eks. at gøre opmærksom på, hvor pressede fængselsbetjent-vilkårene er. Men Huset virker ikke til at have overmåde travlt lige i den henseende, hvilket egentlig er en skam.

Særligt fordi der på den anden side heller ikke er en overordnet plotmotor i skildringen, der kan holde os fastklinet. Jo, der er en tidsfrist i fortællingen, i og med at fængslet har en begrænset tid til at bevise, at det ikke er et af de ‘dårlige’ fængsler, hvor det er de indsatte, der styrer løjerne. Sådan som fængslet – med rette – har ry for. Serien er mere fokuseret på sine karakterer, hvis historier kun lykkes i begrænset omfang. Ofte fordi deres skæbner bliver holdt på et ret generelt plan.

Mest nuanceret bliver Henrik i David Denciks gestaltning, der med en naturlig troværdighed leverer en suveræn præstation, der også er niveauer over resten af holdets. Måske har Dencik faktisk ikke været bedre end her som fængselsbetjenten med det undselige udseende. Men man skal ikke lade sig narre, for under overfladen gemmer sig en voldelig aggressivitet, der får frit afløb, når han tæsker løs på fanger, og hemmeligheder, der langsomt dukker op til overfladen.

Ubønhørligt anspændt

Henrik er også den eneste karakter, jeg blev virkeligt investeret i, på godt og ondt. Men hvis kun én karakter ud af fire – plus de sporadiske indsatte, hvis historier vi kun får i glimt her og der – har serien et problem med at engagere. Jeg havde i hvert fald undervejs flere gange svært ved at mærke, hvad Huset vil mig med sin historie.

Når serien alligevel opretholder et forholdsvis højt niveau, skyldes det fejlfri instruktørarbejde fra Frederik Louis Hviids hånd (han har instrueret de tre første afsnit, Noer de tre sidste), der ubønhørligt fastholder den anspændte atmosfære, der gennemsyrer alt. Det er klaustrofobisk, ubehageligt og opslidende for nerverne, og Huset er bestemt ikke for sarte sjæle.

På den måde falder den på traditionel vis ind i genren uden at tilføre meget nyt. Og selv om serien måske ikke ligefrem er misantropisk i sit menneskesyn, er den så deprimerende, at man lige skal tage en dyb indånding for at kunne se de sidste tre afsnit.