Anmeldelse: Komedieserien ’The Curse’ er en af årets mest ubehagelige serier

Hvor går grænsen for, hvornår noget er sjovt, og hvornår det bliver ubehageligt?

Det spørgsmål har komiker og serieskaber Nathan Fielder beskæftiget sig med gennem hele karrieren. Serierne Nathan for You og især The Rehearsal dyrker de akavede situationer, hvor folk ikke ved, hvordan man skal reagere i de absurde øjeblikke, de pludselig befinder sig i.

Sammen med Benny Safdie (Oppenheimer, Good Times, Uncut Gems) tager Fielder det dog til et helt andet niveau i The Curse.

Serien handler om det nygifte par Whitney (Emma Stone) og Asher Siegel (Fielder), der prøver at få lavet et reality-program, hvor de forskønner en bydel gennem nye butikker og bæredygtige huse. Bag de noble intentioner er der også en slet skjult agenda om at bruge programmet til at promovere deres eget brand, så de kan begynde at tjene nogle penge på forehavendet.

Derfor er de villige til at gå langt for, at programmet skal blive en realitet. F.eks. siger Whitney til en ekspedient i en af de nye forretninger, at hun ikke skal ringe til politiet, hver gang noget bliver stjålet fra butikken. I stedet skal hun trække pengene fra Whitneys kreditkort, så kriminaliteten ikke bliver kendt og dermed giver området et dårligt ry.

Det er også derfor, at Asher går med på at filme en lille ekstra scene, hvor han giver nogle penge til et par små piger, som sælger sodavand. Da han ikke har mindre end en 100-dollar-seddel, og produceren Dougie (Safdie) bliver ved med at insistere på, at Asher skal gøre det, ender han med at give dem de mange penge.

Men da han så vil have dem tilbage, og de nægter, tager han dem bare. Den ene af pigerne forbander ham. Om det rent faktisk virker, er ikke det vigtige. For frøet er plantet i Ashers hoved, at han måske er forbandet, og den tanke kan han ikke slippe.

Hvad er et dårligt menneske?

På overfladen, er The Curse en serie om, hvor egoistiske og dumme svin folk hurtigt kan blive. Men det handler i høj grad også om, hvad der skal til for, at de kommer derud. Og der er ikke noget mere fascinerende end at se gode mennesker styre mod deres dårlige sider – Vince Gilligan gjorde det til noget nær perfektion med Breaking Bad og dernæst til perfektion med Better Call Saul.

For hverken Whitney, Asher eller Dougie er som udgangspunkt dårlige mennesker, selv om de måske enten fremstår sådan fra start eller med tiden bliver mere og mere usympatiske.

Whitney og Asher forsøger samtidig at få et barn, men det projekt ryger længere i baggrunden i takt med, at de får hver deres lille mission: Hun vil gøre alt for, at reality-programmet skal fremstå så rosenrødt som overhovedet muligt, og han bliver besat af tanken om, at han er forbandet.

Dougie – prototypen på en creepy medie-dude uden moralske skrupler – virker umiddelbart bare til at være et dumt svin. Han praler ofte med, hvordan han har mobbet Asher, da de var yngre, og lægger mere eller mindre åbenlyst an på Whitney og prøver at overbevise hende om, at showet skal handle mere om hende fremfor dem som par.

Men Dougie lider også hårdt. Hans kone døde nogle år tidligere i en bilulykke, og tabet sidder hårdt i ham. Måske er det derfor, at han er så dumt et svin det meste af tiden. Det er den eneste måde, han kan kapere at eksistere med smerten i sig konstant.

Sammenfletningen af de tre plotlinjer fungerer upåklageligt, uden at noget virker som unødvendigt fyld. Især Whitneys eskalering udi mere og mere egoistisk og usympatisk ageren fascinerer.

Dronning af tiden

Det skyldes ikke mindst Emma Stones fremragende præstation. Skuespilleren funkler lige nu med karrierens muligvis bedste roller i form af Whitney i den nærværende serie og Bella i Giorgos Lanthimos’ vanvittige Poor Things.

Stone er i besiddelse af en stille intensitet, som hun fremragende formidler gennem sine meget ekspressive øjne og ansigtsskuespil i det hele taget. Og det gør hende perfekt til at sælge de ubehageligt cringe situationer, The Curse bugner af.

Kameraet bliver hængende på skuespillerne i lang tid for virkelig at sælge det tåkrummende og fange de øjeblikke, hvor pinligheden bliver for meget for karaktererne, og facaden krakelerer.

Det er i de øjeblikke, at vi ser de rigtige mennesker, og alle de undertrykte følelser kommer til overfladen. Dem vi nødigt ser, at omverdenen får et glimt af. For i de øjeblikke er vi alt andet end det, vi prøver at projektere ud i universet.

The Curse er både forfærdelig og mesterlig på det punkt. Det er decideret ubehageligt at sidde og se på, men uforklarligt dragende. Som et trafikuheld, hvor du ved, du ikke skal kigge, men alligevel ikke kan lade værd med at stjæle blikke ud af øjenkrogen.

Som seer bliver man udfordret på, hvor meget cringe man kan holde ud at se på. Jo mere standhaftig man er, jo større er gevinsten ved The Curse, som lægger sig lunt som en af årets mest ubehagelige serier, på den helt rigtige måde.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: