Anmeldelse: Per Flys ‘Hammarskjöld’ trænger i den grad til en vitaminindsprøjtning

Dag Hammarskjöld var en diplomatisk superhelt i de år, han var generalsekretær for FN. I årene 1953 til 1961 til hans tragiske død ved flystyrt i det nuværende Zambia (tidligere Rhodesia).

‘Just leave it to Dag’ var en frase i nyhederne, når han blev omtalt. Fra frigivelse af amerikanske soldater i Kina til en fredelig løsning på Suez-konflikten – Hammarskjöld var manden, der løste brændende verdenskonflikter med fred i hånden.

Men hvem var han egentlig inde bag det venlige og ligevægtige væsen? Det gav han selv meget lidt indblik i, og fordi han både var en mystisk og mytisk skikkelse, forstår man godt, at nogen har tænkt at lave en film om ham.

En abe og en butler

Det har Per Fly netop, og Fly har også selv været med til at skrive manuskriptet. I krydsklippende sekvenser ser vi Hammarskjöld (Mikael Persbrandt) på kontoret i FN-bygningen i New York, hvor vi følger ham i hans arbejde med sin nærmeste stab, og når han om aftenen sidder alene i sin toetagers lejlighed og skriver digte. Eneste selskab, når butleren er gået hjem, er hans lille kæleabe, Greenback, der har fast siddeplads på hans skulder.

Gennem Hammarskjölds digte fornemmer vi den ensomhed, der fulgte med, og som til dels også var selvvalgt. Måske, antyder filmen, fordi Hammarskjöld egentlig var homoseksuel, men nægtede at give seksualitet plads i sit liv. Den side af ham vises gennem kontakten med ungdomsvennen, Peter Levin (Thure Lindhardt), som han genoptager efter mange års adskillelse.

Et nyt Afrika

I filmens andet spor, der tager mere og mere over, efterhånden som filmen skrider frem, er konflikten i Congo. En af Hammarskjölds sidste missioner som FN-generalsekretær var at afkolonisere de afrikanske lande for at hjælpe dem til selvstændighed. Et ærværdigt projekt, der måske var forud for sin tid.

Første land i den mission blev det daværende Congo, hvor belgiske virksomheder havde snablen langt nede i landets minedrift. Belgierne var selvsagt ikke så interesserede i, at en svensk diplomat ville tage den økonomiske kilde fra dem, og store kræfter blev sat i gang for at modarbejde Hammarskjöld.

Som politisk stråmand for belgierne blev lederen af provinsen Katunga, Moïse Tshombe, sat ind ved et militærkup, og den folkevalgte Patrice Lumumba myrdet. Til lejligheden opfandt Hammarskjöld De fredsbevarende FN-styrker, hvilket filmen går ret let hen over, selv om dét at oprette en hær på mange måder må have været et nybrud i de værdier, Hammarskjöld ellers stod for.

Mord eller ulykke?

Det politiske spil og modstanden mod Hammarskjöld, både i Congo og i FN, hvor Sovjetunionens leder, Khrusjtjov, protesterede voldsomt over Hammarskjölds ageren, tager over i filmens sidste halvdel.

Her er Per Fly på linje med den konspirationsteori, Mads Brügger også fremlagde i sin dokumentarfilm, Cold Case Hammarskjöld. At flystyrtet, der kostede Hammarskjöld livet, var et planlagt mordattentat af flere medspillere. Belgierne i Congo, britisk efterretningstjeneste og CIA, fordi Kennedy var begyndt at se Hammarskjölds fremfærd i Afrika som en belastning.

Det er en handling, der lyder som en ren thriller, hvilket det nærmer sig i Hammarskjöld. Med det aber dabei, at spændingen er leveret ret flegmatisk. Der er noget dansk mådehold over suspense-opbygningen fra Flys side, en forsigtighed i ikke at overgøre det. Det er en skam, for historien er der som sagt til at kunne lave en fuld udblæst thriller.

Storslået Persbrandt

Hvad man ikke kan tage fra filmen, er Mikael Persbrandts skuespilpræstation som Hammarskjöld. Nuanceret, naturligt karismatisk og dermed troværdig, og alligevel med en reserverethed, så vi får fornemmelsen af, at der hele tiden gemmer sig tanker og følelser inde bag facaden, som vi ikke bliver tilladt at få del i.

Persbrandt formidler også på balanceret vis Hammarskjölds ensomhed og følelse af isolation. Uden sentimentalitet eller selvpinsel, men på den prosaiske måde, hvor man accepterer noget i livet som et vilkår.

For Persbrandts præstation alene er filmen værd at se, og Hammarskjölds person og karriere er også så interessant, at man gerne følger med på beretningen. Men lidt mindre leverpostej i thrillerelementerne ville have givet filmen et tiltrængt skud vitaminer, så den havde løftet sig op til en uforglemmelig fortælling om en mand, der har fortjent at blive husket. Også på film.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: