Kultur | Guides

Skærmtid med Simi Jan: "Jeg elsker 'Bridgerton' og Bollywood-film"

Af
Signe Bjørg Granberg
26. april 2024
Skærmtid
Journalist, forfatter og korrespondent Simi Jan er ugens gæst i Skærmtid / Foto: Caspar Wenstrup

Del artikel

Hver uge dykker Vi Elsker Serier ned i en aktuel kulturpersonligheds skærmforbrug. I denne uge bliver vi klogere på, hvad journalist, forfatter og korrespondent Simi Jan ser og lytter til lige nu

Simi Jan har været tilknyttet TV 2 siden 2006 og har som korrespondent dækket adskillige konfliktområder, særligt i Afghanistan, Pakistan og Iran. Hun har i en årrække været TV 2 Nyhedernes faste udsendte i Kabul og Islamabad.

Derudover har hun skrevet de to bøger Til te hos Taleban (2012) og Kære Kabul (2022), og hun holder ofte foredrag og fungerer som moderator og ordstyrer ved diverse arrangementer.

Lige nu kan man desuden opleve hende som en af deltagerne i det populære underholdningsprogram Forræder på TV 2.

Hvad arbejder du på for tiden?

– Jeg er i gang med at skrive på en bog, der udkommer til efteråret, og ind imellem holder jeg en del foredrag. Og så nyder jeg solen og det gode vejr – og ser frem til, at Bridgerton snart har premiere, haha.

Jeg synes simpelthen, det er den fedeste serie. Jeg elsker det her med at komme tilbage i tiden, hvor der var nogle andre normer og regler. Jeg vil gerne indrømme, at jeg simpelthen har skrevet datoen ned for premieren på den nye sæson, for jeg bliver nødt til at se den med det samme.

Hvilken tv-serie er din yndlingsserie?

– Det er Homeland – den elsker jeg. Men også House of Cards og sådan nogle serier, hvor der er politik, suspense, drama, CIA og FBI-agenter.

Hvilke tv-programmer er din guilty pleasure?

– Jeg ser ikke supermeget fjernsyn. Vi ser f.eks. ikke Nyhederne hjemme hos os – både for at skåne mine børn for verdens elendigheder, men også for at skåne mit eget hoved. Jeg bliver ked af det, der sker i verden, også selv om jeg nogle gange selv er med til at reportere om det.

Men for tidsfordriv, eller hvis jeg har brug for en overspringshandling, ser jeg boligprogrammer! F.eks. Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Det er sjovt at se andres boliger og de der store, flotte ejendomme, jeg aldrig selv ville få råd til.

Hvilken film er din yndlingsfilm?

Little Women er min favoritfilm, og det er måske fordi, jeg også selv kommer fra en familie med fire søstre. Den fortæller det komplekse forhold, som det er at være søstre, hvor man har et stærkt kærlighedsbånd, men samtidig kan blive vrede på hinanden.

Sådan en film gad jeg godt selv at lave en dag baseret på min egen familie og historie, hvor der også er nogle andre kulturelle aspekter, der kommer med.

Jeg er jo vokset op med indiske Bollywood-film med det dansende, syngende og meget melodramatiske skuespil, og samtidig elsker jeg en film som Festen og de danske dogmefilm. Jeg er vild med Thomas Vinterbergs arbejde.

Hvem er din yndlingsskuespiller?

– Jeg synes, Kate Winslet er superfed. Hun har stået op for sine kropsformer og har nogle fede holdninger.

Jeg er faktisk også vild med Anthony (Jonathan Bailey, red.) fra Bridgerton. Han er både gudesmuk, charmerende, og jeg er dybt fascineret af ham. Jeg følger ham endda på Instagram, haha. Jeg synes, kærlighedshistorien i sæson 2 af Bridgerton var så smuk, og der var lidt Bollywood over den.

Jeg er faktisk også vild med Bollywood-skuespilleren Shah Rukh Khan, der jo er Bollywoods svar på Brad Pitt.

Hvilken musik lytter du til?

– Jeg elsker at høre Bollywood-sange, fordi de minder mig om min barndom. De handler altid om længsel, kærlighedserklæringer, ulykkelig kærlighed. Lidt ligesom Bridgerton!

Og så lytter jeg også til traditional afghansk folkemusik. Når jeg hører det, kan jeg – fordi jeg også har hørt det live, når jeg har siddet i nogle selskaber med musikere, der har spillet på de her instrumenter – bare lukke øjnene og forsvinde ind i en verden, hvor jeg f.eks. sidder i Kabul og kigger på stjernehimlen sammen med nogle venner.

Musik for mig er meget nogle glimt af øjeblikke og samvær med mennesker.

Hvilke podcasts er blandt dine favoritter?

– Nogle gange lytter jeg til sådan nogle podcasts med gode råd til, hvad der er vigtigt i livet. Det her med at finde sit "why" og sin passion. Jeg er meget optaget af, at livet er kort, og i morgen er ikke en garanti.

Jeg er desuden opmærksom på, at der er nogle mennesker derude, der har hundrede gange mere erfaring, end jeg nogensinde får. De kan lære MIG noget om deres livserfaringer.

Jeg lytter hverken til sladderpodcasts eller nyhedspodcast, men til noget, som kan gøre, at jeg får mere balance i mit liv.

Hvis du kigger på din telefon lige nu, hvor meget skærmtid har du så brugt i denne uge?

– Den funktion er faktisk slået fra, for jeg er sådan en person, der slår alt muligt fra på min telefon. Der er ingen lokation, Siri og alt muligt andet slået til, for det er jo ren overvågning alt det der.

Men når det er sagt, bruger jeg en del tid på min skærm. Både til at skrive noter ned, til at besvare mails, som jo er arbejdsrelateret og til at følge med i nyheder.

Men jeg har ret klare holdninger til, at mine børn ikke skal have en skærm. De har ikke godt af at glo på den skærm, men skal kunne danne relationer ved at se hinanden i øjnene.

Man skal være til stede og nærværende!

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omSkærmtid

Andre Kultur | Guides