4 serier vi skal (gen)se i efterårsferien

(Foto: Manifest/Universal Television)

Efterårsferien er nu endelig kommet, og det betyder rig mulighed for at binge gamle kendinge eller nye favoritter – måske begge dele! I det følgende kan du læse hvad Kasper og Jonas fra Vi Elsker Serier-redaktionen skal se i deres ferie. Der er lidt for enhver smag og serier fra både Netflix, HBO Nordic, C More og Amazon Prime Video – så alle burde kunne være med. Og hvem ved? Måske bliver du inspireret og kommer til at se en af de fire serier i din ferie.

Jonas

(Foto: Manifest/Universal Television)

Manifest

Forleden dag satte jeg mig ned og så første afsnit af ManifestHBO Nordic. Mine forventninger var egentlig lidt blandende. Jeg var ikke meget for at skulle se en serie, der foregik ombord på et fly a la de flyfilm, vi alle kender. Men plottet var faktisk ret tillokkende alligevel: Et fly letter i 2013 og mens det er i luften går der – på mystisk vis – fem år i resten af verdens optik, mens passagerne på dette fly kun oplever, at der er gået nogle få timer. Denne mystiske begivenhed har en række sære konsekvenser. Jeg skal ikke spoile dem her, men bare afsløre, at noget af det mest interessante i serien er karakterernes forskudte tidsopfattelse, samt mysteriet om hvilke kræfter der har været på spil, og hvorfor netop disse mennesker i netop dette fly blev ‘udvalgt’. Jeg glæder mig virkelig til at se resten af Manifest.

Se trailer til Manifest her:

(Foto: Sthlm Rekviem/C More)

Sthlm Rekviem

Som jeg tidligere har skrevet om her på sitet er Nordic Noir en af mine favoritgenrer, og efterårsferien er derfor det oplagte tidspunkt til at catche up på den seneste storsatsning på dette område: Sthlm Rekviem. Serien – der kan streames på C More – handler om den civile efterforsker hos Stockholms Politi Fredrika Bergman, der giver sig i kast med en masse dystre mordsager – mørk krimi, når det er bedst. Og så er formen også ret tiltalende – og lidt Rejseholdet-agtigt – da der i den store fortælling. som sæsonen udgør, indgår flere kortere mordgåder. Super seervenligt og hvis man formår at holde hver delhistorie tilpas raffineret, kan dette format virkelig noget.

Se trailer til Sthlm Rekviem her:

Kasper

(Foto: The Grand Tour/Amazon Studios)

The Grand Tour

Du har måske hørt om The Grand Tour og forløberen Top Gear, der har gjort værtstrioen Jeremy Clarkson, James May og Richard Hammond verdensberømte og sat rekorder for deres globale seertal. Måske har du tænkt, at det ikke var noget for dig, fordi det er et bilprogram – det er en skam. Jeg er på ingen måde en bilentusiast, men alligevel er serien en af mine favoritter. Som montagen for første sæson viser, er den nemlig så meget mere end et kedeligt bilprogram:

Storslåede effekter og smukke omgivelser fra hele verden i form af ørkener, bjerge og frodige landskaber, der afspejler seriens gigantiske budget. Karismatiske værter, der trods alderen aldrig mister deres legelyst, og hvis interne stridigheder er noget af det bedste ved serien. Jovist, der bliver talt om biler, men det krydres med sjove segmenter, hvor bilerne konstant udsættes for vanvittige udfordringer.

Jeg glæder mig meget til at bruge efterårsferien på at gense sæson 1 og 2 på Amazon Prime Video i selskab med den herlige trio før sæson 3, der forventes at starte engang i november eller december.

(Foto: Making a Murderer/Netflix)

Making a Murderer

Den anden serie, jeg skal se i efterårsferien, er underholdning på en helt anden måde. Som vi skrev forleden, har true crime-dokumentarhittet Making a Murderer fået premieredato for sin anden sæson den 19. oktober på Netflix. Fordi det er en sand historie, kan man ikke nyde de forskellige udviklinger i sagen som intelligente twists, en manuskriptforfatter har opdigtet. Selvfølgelig er historien om Steven Avery og familiens livslange kamp mod retssystemet vinklet og klippet med en bestemt hensigt, men scenerne er autentiske.

(Foto: Making a Murderer/Netflix)

Det gør, at vi investeres på en helt anden måde. Det er svært ikke at blive revet med i frustrationerne, og vi føler med de anklagede og deres advokater, som gang på gang løber panden mod muren. Det er spændende, og jeg har flere gange taget mig selv i at diskutere bevismaterialerne og det korrupte system med mine nærmeste.

Vi Elsker Serier ønsker dig en herlig serie-ferie!

Læs også: 3 serier jeg altid anbefaler

Læs også: 3 serier jeg skal se i oktober

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like