Anmeldelse af Who Is America?

(Foto: Who Is America?/Four by Two Films)

Der er helt sikkert bølgegange i niveauet af tåkrummeri ved Sacha Baron Cohens nye satiriske mockumentarserie Who Is America?, som kan streames på HBO Nordic. Dette udelukker dog ikke, at selv når bølgerne går lavt, er man underholdt helt ind til benet.

Hvis man kender bare lidt til Cohens tidligere film eller karakterer såsom succesen Borat, så er præmissen for den nye serie både genkendelig og relativt simpel. Forklædt som tidstypiske og overdrevent karikerede typer, mødes vi med forskellige sociale og politiske lag af den amerikanske befolkning. Her forsøges der på at udstille alt fra semi-kendisser til højrefløjspolitikere og diverse kulturelle klugsceissere. Det foregår under falske udsagn i opstillede scenarier, der skal få de medvirkende ud på dybt vand. Scenarier så opstillede og så ekstreme, at de deltagende virker fuldstændig blottede for sund fornuft, når de ikke regner bedraget ud. Det er dog ikke alle Cohens testkaniner, der falder i med begge ben, men forsøget er mere end nok i sig selv. For selvom hans forskellige karakterer ikke bliver modtaget med samme grinagtige idioti hver eneste gang, så er udførligheden i deres introduktionsvideoer, samt Cohens bizarre evne til at holde masken og være hurtig i replikken, helt igennem morsom.

Hvert afsnit er, som en selvfølgelighed, indledt af den samme serieintro. En montageklipning, der i sig selv er en lille komedie. Som at selve serie-mediet er blevet mere og mere populært, har serieintroer også fået et gennembrud. Det er nærmest et medie udenfor mediet, en lille kunstart for sig, og på sin helt egen måde er Who is America?’s introduktion ikke en undtagelse. Faktisk er den grundlaget for, at hvert et afsnit bliver kickstartet med et godt grin. Sammenklipninger af store amerikanske præsidenter og bedrifter bliver et set-up til et helt fantastisk kikset klip af Præsident Trump, i færd med at håne en handikappet journalist. Titelsekvensen indledes dernæst med teksten ”America Today”, hvorefter svesken for alvor bliver lagt på disken. Billeder af det splittede amerikanske folk, et kaotisk lydunivers og en lynintroduktion af Cohens ”unikke” karakterer har intentionen om at afsløre, hvem og hvad Amerika egentlig er.

Læs også: Mine 5 favorit-introer

Serien har fået middelmådige anmeldelser. I særdeleshed på grund af en kritik af, hvordan diverse politiske fløje bliver udfordret på ulige manér. Der er ingen tvivl om, at der bliver gået hårdere til Trump-fans og den våben-entusiastiske højrefløj, men jeg føler, at vi kommer ret godt omkring diverse amerikanske stereotyper.

(Foto: Who Is America?/Four by Two Films)

Uden at spoile for meget, kan jeg sige, at jeg har nogle klare favoritter i orkestreringen af Who is America?. Derudover, er der også nogle sketches, som i min bog, er et ‘must watch’. Den første karakter vi møder, er Billy Wayne Ruddock fra Truthbrary.org (i stedet for liebrary.org). Han bliver til start introduceret som ”unbiased”, og hans mission er at få sandheden frem. Ruddocks problemer opstår desværre ved, at hans upartiske sandheder er en del mere partiske, end hvad han selv erkender. Han er træt af den venstreorienterede elite og deres ‘fake news’, men er selv et omvandrende epicenter af usandheder og konspirationsteorier. Det er blandt andet hans opgave i selve serien at udfordre de demokratiske skikkelser såsom Bernard Sanders, Howard Dean og repræsentanten for Green Party, dr. Jill Stein. Her kommer han til kort, og det er hylende morsomt hver evig eneste gang. Selvom hans karakter ikke blive taget for gode varer og folk udvandrer fra hans interviews på stribe, så er hans påfund værd at vente på. Han forsøger blandt andet at overbevise Jill Stein om, at den globale opvarmning er pure opspind, ved at vise en hjemmelavet graf over årstidernes skiften. Stein responderer høfligt med: ”Okay, you are demonstrating that the seasons change” og ”You know, I really AM a scientist”, men intet hjælper. Billy Wayne Ruddock er helt igennem gennemført, og det er imponerende at Sacha Baron ikke trækker en eneste gang på smilebåndet, på trods af de latteligheder han skal høre sig selv udtale.

(Foto: Who Is America?/Four by Two Films)

Det samme gælder for, hvad man godt kan kalde Ruddocks kontrastkarakter. Den ciskønnede, hvide, heteroseksuelle og i forlængelse af det, selvhadende, dr. Nira Cain-N’Degeocello. En doktor, der cykler landet rundt for at samle det splittede folk. N’Degeocello er i al sin helhed sjov og relevant, fordi han er en stor kommentar til venstrefløjens sommetider lidt ekstreme politiske korrekthed. Han er efter sigende forfatter af bogen ”Masculinity and Other Hatecrimes” og var sengeliggende i sorg efter valget blev ”stjålet” fra Hillary Clinton. Det kan altså godt være, at der ikke bliver skudt med skarpt mod de venstreorienterede repræsentanter igennem interviews, men denne karakter fremstår som en direkte parodi af selvsamme. Han er blandt andet en af mine favoritter, fordi han går igennem nogle usædvanligheder, som er nærmest ulidelige at kigge på. Heriblandt forsøger han at sælge en Clinton-hadende og fremmedfjendsk folkegruppe, idéen om en stormoské i hjertet af deres by Kingman, Arizona. Han forsøger også at reclaime ordet pædofil, fordi han elsker børn, og så prøver han at gøre op for den misogyne og skamfulde handling, det er, at gøre sin kæreste gravid. Han har derfor båret en ”empathy belly” i to måneder, og vil afslutningsvis føde en babydukke ud af sin ”momb” (”male womb”), altså sin endetarm.

(Foto: Who Is America?/Four by Two Films)

Igennem de syv afsnit af knap 30 minutter, bliver det ene horrible scenarie erstattet af det næste. Sacha Baron Cohen er både forklædt som en irriterende, finsk youtuber; en tidligere fængselsindsat, der nu forsøger sig udi de kreative erhverv; en rigmand som antydningsvis får sine penge fra helt forkerte steder, og sidst, men så absolut ikke mindst; anti-terror eksperten, Sergent Erran Morad. Enkeltvis er de respektive karakterer sindssygt sjove, og tilsammen skaber de en helt gennemført palette af flovhed, sammenbidte tænder og mavekrampende grineflip. Erran Morad er dog seriens absolutte protagonist i form af at skabe skræmmende pinlige scener. Det er helt sikkert også dén figur, der skaber den største uligevægt i, hvordan diverse politiske fløje bliver udstillet. Morad arbejder med højrefløjens våbenlobbyister, fortalere for burkaforbud og Trump-fans. Ikke mindst opererer han med mennesker, som virkelig frygter for terrorangreb, og som er blevet en smule fordomsfulde af lige netop dét. Han er den karakter, som får flest civilpersoner og fallerede politikere ud, hvor de ikke kan bunde. Helt konkret, bliver de taget med bukserne nede. Det er også her, at man virkelig undrer sig over folks manglende integritet og evne til at kalde ”bullshit”.

Sacha Baron Cohen har som sagt delt vandene, hvad angår kritik, og lander hos mange anmeldere på en ret middelmådig vurdering. En vurdering, jeg mildest talt er forbavset over. Han gør en disciplin udi at indfange interviewofre og slagte dem for åben skærm, og hopper de ikke i med begge ben, så lander seeren i hvert fald blødt i favnen af hans absurde idéer, skuespiltalent og kvikke bemærkninger. Dermed kan det godt være, at det sommetider er mere letkøbt fald-på-halen humor end hårdnakket politisk satire, men det er virkeligt, det gør ondt og det er hylende morsomt.

Hør også: Podcast-anmeldelse: Who Is America?

Læs også: 5 gode grin på HBO Nordic

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *