Anmeldelse af Fargo sæson 3 – første afsnit

Det må være svært for succesrige serier at skulle imødekomme forventninger, når der er gået et stykke tid. Især mine.

Så snart jeg er blevet rigtig glad for en serie, begynder begejstringen at vokse som en lyserød ballon, jeg puster op med store, forventningsfulde øjne. Det går hurtigt og over meget kort tid – mindre end et år – bliver mindet om serien kun husket igennem rosenfarvede briller. Samtidig bliver begivenheder jeg associerer med oplevelsen også set i det lys. Sofaen jeg lå på var hård, men fantastisk, fjernsynet jeg så serien på var lille, men fantastisk, maden jeg spiste var gammel, men smagte fantastisk. Ja, hele oplevelsen bliver alt sammen husket igennem de samme lalleglade briller. Sådan husker jeg Fargo sæson 1.

Læs også: Twin Peaks sæson 3 kommer på HBO Nordic!

Læs også: Hvad siger Laura Dern, Naomi Watts og Patricia Arquette om at arbejde med Lynch?

Nu har jeg så lige set første afsnit af sæson 3, som står overfor den umulige opgave at skulle leve op til mit fantastisk perfekte minde om sæson 1. Og så brister ballonen. Det var ikke ligesom sæson 1. Hvordan kunne det være det? Hvordan kan noget være det? Og det er jo ikke retfærdigt overfor Fargo’s trejde sæson, vel? Jeg er nødt til at skrælle alle de lyserøde lag af, som jeg har plastret sæson 1 med, før jeg overhovedet vurderer begyndelsen på sæson 3. Ja, i virkeligheden skal jeg slet ikke sammenligne, for sæson 3 står alene. Det er en ny historie. Forvetningerne til Fargo skal være til kernen under alle lagene. En kerne som skal indeholde: Minnesota Nice, sjove karakterer, sjove replikker, sjove dialekter, mystik, mærkværdigheder, mord og koldt vejr. Heldigvis fik vi det hele i første afsnit af sæson 3! Phew!

Carrie Coon som politikvinden Gloria Burgle – Fargo sæson 3. Copyright: HBO NORDIC

Uden at spolere alt for meget, kan jeg sige, at Ewan McGregor spiller hovedrollen som både den rige, smarte bror og den ikke så rige og ikke så smarte bror. Grunden til den rige, smarte bror er rig, og den ikke så rige og ikke så smarte bror ikke er så rig, er fordi den rige, smarte bror sørgede for at arve et frimærke fra faren, der viste sig at være mange, mange penge værd. Smart, ikke? Det havde den ikke så smarte bror ikke lige set komme, for han er jo ikke så smart…   Så han føler, at den rige, smarte bror skylder ham noget – især det frimærke. Derfor hyrer den ikke så smarte bror en ikke så smart fyr, der skal få fat i frimærket. Det lyder ikke så smart, vel? Eller hvad?

Ewan McGregor som Emmit – Fargo sæson 3
Copyright: HBO NORDIC
Ewan McGregor som Ray Stussy- Fargo sæson 3
Copyright: HBO Nordic

For heldigvis har den ikke så rige, ikke så smarte bror Mary Elizabeth Winstead som kæreste i serien, og foruden at hun er gudesmuk, er hun faktisk…. smart. Det er rigtig godt for den ikke så smarte bror, for han vil så gerne outsmarte sin smarte bror.

Mary Elzabeth Winstead som Nikki – Fargo sæson 3
Copyright: HBO Nordic

Episoden begynder så Fargo-ish som den kan med en spændende, oprivende scene, der foregår i Tyskland under DDR og som ikke rigtigt passer ind nogensteder. Hvilken betydning den scene har, må du selv tolke på.

Foruden at plottet er så Fargo, som det kan blive, så spiller Ewan McGregor virkelig sjovt som de to brødre, og der er lavet en masse fiks-fakserier, så det ser så naturligt ud, at de to brødre er i samme billede. Efter et par minutter, har du glemt, at de bliver spillet af én og samme person. Det er imponerende, og det er det meste ved serien. Fargo sæson 3 udvisker virkelig forskellen mellem serie og film.

QUIZ: Er du en Westworld-robot?

Faktisk tegner Fargo sæson 3 til at blive alt det, som man kunne håbe på. Den er fuld af Minnesota Nice, sjove karakterer, sjove replikker, sjove dialekter, mystik, mærkværdigheder, mord og koldt vejr, og mere vil jeg ikke tillade mig at forvente.

 

Fargo sæson 3 og alle de foregående sæsoner kan ses på HBO Nordic. Husk at næste afsnit af Fargo sæson 3 allerede kommer i morgen d. 27. april!

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *