Anmeldelse af Stranger Things 2


(Foto: Stranger Things 2/Netflix)

Efter noget der føltes som en uendelig lang ventetid, er anden sæson af Netflix-serien Stranger Things endelig tilgængelig. Hvis du endnu ikke har fået set første sæson af Stranger Things, så kommer der her en spoiler-advarsel. Og en opfordring til at komme i gang med det samme!

Jeg så selv hele anden sæson på en gang, da den kom på Netflix den 27. november. Ni timers non-stop binge maraton sammen med venner, junk food og en masse slik. Det var intet mindre end fantastisk! Og heldigt at Stranger Things 2 også egner sig til sådan en session. Den kan sagtens ses ét afsnit ad gangen, men det andet er lidt sjovere.

I Stranger Things 2 er Will kommet tilbage fra The Upside Down, men han er ikke sluppet helt uskadt fra det. Som vi så det i slutningen af første sæson, hvor han kaster et skovsneglslignende væsen op i køkkenvasken (ad!), lider Will af syner, hvor The Upside Down viser sig for ham i ”vores” verden. Det bliver hurtigt etableret, at den bekæmpede Demogorgon ikke var den største fjende fra den mystiske parallelverden, og så går kampen mod det nye, større onde i gang.

Første sæson efterlod seerne med mange spørgsmål, og en del af dem bliver besvaret i anden sæson. Men der kommer også mange nye til. Jeg vil ikke spoile i denne anmeldelse, men har du allerede set serien ved du højst sandsynligt, hvad jeg taler om.


(Foto: Stranger Things 2/Netflix)

Det er skønt at se vennegruppen samlet igen, og kulminationen af 80’er referencerne sker, da de klæder sig ud som Ghostbusters til Halloween. Her bliver Lucas’ lillesøster også præsenteret, og hun er en genial lille side-figur, der tilvejebringer mange grin. I samme afsnit er der også en fin reference til Steven Spielbergs E.T., men den skal du selv have lov til at lægge mærke til og fnise af. Deres venskab bliver prøvet af nye udfordringer, men særligt af den nytilkomne pige, Max. Hun har fået følgeskab af sin stedbror, Billy, der mildt sagt er lidt af et røvhul. Oprindeligt var det Duffer-brødrenes plan, at Steve Harrington skulle have været seriens idiot, der endte med at voldtage Nancy. Men da Joe Kerry blev castet og optagelserne til første sæson begyndte, skyndte de sig at skrive manuskriptet om, så Steve blev en mere sympatisk figur. Billy er derimod en gennemført bad boy, komplet med en flot svensker-frits, der vækker minder om Rob Lowes hår i ungdomsfilmen St. Elmos Fire.

Som forventet byder anden sæson også på et gensyn med Eleven, der nu bor sammen med Jim Hopper ude i skoven, væk fra nysgerrige videnskabsmænd. Det giver udfordringer for dem begge at bo på denne måde, men vi begynder også at lære mere om Elevens baggrund i løbet af serien. Dele af hendes historie står dog ikke ligeså stærkt som resten af serien, og skaber flere spørgsmål end egentlige svar. Men der skal jo også være noget at tage fat i i tredje sæson.

Hvor første sæson var meget fokuseret på Hawkins og børnenes mission, er der mere fokus på større trusler og de voksnes roller. På den måde kan man også mærke, at universet har vokseværk. Will Buyers mor, Joyce, har bl.a. fået sig en ny kæreste, der spilles af Sean Astin. Eller som de fleste kender ham, Samwise Gamgee fra Ringenes Herre-filmene. Derudover får drengenes underviser, Mr. Clarke (heldigvis) også en større rolle.

Stranger Things 2 er større og sjovere, men ikke nødvendigvis bedre end første sæson, der vandt ved at holde dramaet indenfor byens grænser og ved en særligt udvalgt skare af figurer. Dog er den uden tvivl af god kvalitet, og den kan helt sikkert anbefales.

Læs også: Stranger Things: Hvilken slags ven er du?

Læs også:  Månedens interview – Stranger Things-tatoveringer og 80’er referencer

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *