Anmeldelse: Komedien ’Next Goal Wins’ er et nyt lavpunkt for Taika Waititi

Det er tidligt, men Next Goal Wins har allerede lagt sig i klar førerposition som årets mest unødvendige film. Det lyder måske hårdt, men det er ikke desto mindre fakta.

For filmen, der handler om Amerikansk Samoas fodboldhold, et af verdens dårligste overhovedet, og deres nye træner, hidsigproppen Thomas Rongen (Michael Fassbender), og deres bestræbelser på at undgå endnu et ydmygende nederlag, er allerede blevet skildret – endda med nøjagtig samme titel.

I 2014 udkom nemlig dokumentaren Next Goal Wins, hvor instruktørerne Mike Brett og Steve Jamison som de eneste havde fået adgang til at skildre forløbet med Rongens tiltrædelse og forberedelserne til VM-kvalifikationskampen mod ærkefjenderne fra Tonga tre uger senere.

Og det er dén, som Taika Waititi nu har lavet en fiktionsversion af uransagelige årsager. Den er fyldt med alle instruktørens kendetegn i form af den distinkte måde at tale på, den særlige form for humor og de gakkede scenarier, der tog verden med storm i 2010'erne, kulminerende med en Oscar for Bedste adapterede manuskript for Jojo Rabbit i 2019.

Men Thor: Love and Thunder var en forfærdelig omgang og virkede, som om Waititi havde mistet al den fingerspitzgefühl for veltimet humor, som han ellers tidligere havde haft et fornemt touch for.

Med Next Goal Wins fortsætter den deroute.

Pinligt til sidste fløjt

Der er blevet justeret lidt i fiktionsfilmen i forhold til virkeligheden. Ikke at det er noget, man studser over, men det er efterhånden træls at skulle se film bliver indledt med skiltet ”Inspireret af virkelige begivenheder” eller deslige.

Er vi i så kreativ en bølgedal, at originale historier er forvundet fuldstændig? Film skal åbenbart være baseret på noget populært eller virkelige begivenheder i øjeblikket – eller kedelige efterfølgere uden fortidens friskhed.

Der er selvfølgelig undtagelser, der gør det godt, men det hører godt nok til sjældenhederne.

Allerede da Taika Waititis stemme som det første gjalder igennem højttalerne som filmens fortæller – som derefter er fraværende 95 % af filmen – bliver det op ad bakke. Enten elsker man hans karakteristiske quirky form for tone og humor, eller også finder man den enerverende.

For Waititi er så insisterende på, at det er sjovt, at det fremstår usjovt. Det er den pinlige onkel, som laver en accent og så tror, han er verdens sjoveste menneske. Det er Taika Waititi, onklen, der engang var cool, men nu bare er pinlig.

Next Goal Wins forløber, på nær en himmelråbende idiotisk slutning, ligefremt. Rongen er sur og fordrukken, og fodboldspillerne er elendige. Som denne filmskabelon forskriver, varmer de to modpoler langsomt op overfor hinanden, hvor den knarvorne gut begynder at forstå appellen i den mentalt afslappende kultur, og de, hvad lidt professionalisme og dedikation kan føre til.

Velkendt og drønkedeligt i Waititis version. Instruktør og manuskriptforfatter er så forhippet på at sætte sit eget præg på historien, at den naturlige feel-good-fortælling bliver tynget ned af alt muligt sørgmodigt pladder.

Et eklatant selvmål

Der, hvor filmen får noget hjerte og vedkommenhed, er med Jaiyah Sealue (Kaimana). Fodboldspilleren var den første transkønnede til at spille i en VM-kvalifikationskamp, og dynamikken med filmens Rongen fungerer fint, uden at blæse en bagover.

Skuespillet er også udmærket, men igen, ikke noget udover det sædvanlige eller mindeværdige. Og det er måske dét, der er den største frustration. For vi har at gøre med et fodboldhold, en nation, som er de dårligste indenfor sportsgrenen. Det er en klassisk underdog-historie, man ikke behøver at tilføje alt muligt til for at gøre spændende.

Med tanke på, at holdet nogle år forinden tabte 31-0 til Australien – det største nederlag nogensinde i historien på landsholdsplan – behøves der ikke flere udfordringer.

Og så er det godt nok frustrerende, at man i løbet af en komediefilm ikke griner rigtig igennem. To-tre små hehe er, hvad det bliver til igennem hele filmen. Det er simpelthen ikke godt nok, og pilen peger direkte på Taika Waititi, og ikke af de gode grunde.

Men det er slutningen, der vækker mest vrede. Det er en typisk Waititi-drejning af, hvordan man typisk ville vise en fodboldkamp, der er blevet bygget op til hele vejen igennem filmen. Fungerer det? Det dilettantiske forsøg på humor sker på bekostning af fodbolden og alle de følelser, som tilskuere og spillere går igennem i de afgørende sekunder af en kamp.

Next Goal Wins er hverken sjov eller spændende, og den er kort sagt spild af tid, når der allerede eksisterer en dokumentar med samme titel, der behandler nøjagtig samme emne. Denne gang er virkeligheden fiktionen langt overlegen.