Min top 5: Mest uhyggelige afsnit

Gys, gru og skrig er min favorit, når det kommer til serier – jeg kan slet ikke lade være med at se afsnittene, der får pulsen op, og nu hvor vi nærmer os Halloween er der ikke et bedre tidspunkt at se dem igen!

(Foto: Haunted/Netflix)

Haunted: The Woman in White (Netflix)

Denne serie er helt ny på Netflix og er en doku-drama-gyser-serie, der lader virkelige mennesker fortælle deres historier. Det allerførste afsnit, The Woman in White, er uden tvivl det mest uhyggelige. Afsnittet er kun 25 minutter langt, men det er usandsynligt ubehageligt – at se manden, der blev hjemsøgt, fortælle om sin oplevelse samtidigt med at man ser dramatiserede flashbacks, er en oplevelse, man ikke bør være foruden!

(Foto: Gåsehud/Netflix)

Goosebumps: The Haunted Mask (Netflix)

Når man tænker på Goosebumps (Gåsehud), tænker man umiddelbart ikke, at det er super uhyggeligt – det er jo en børneserie. Men har du nogensinde set det første afsnit af den første sæson?

En ung pige beslutter sig for at hun vil skræmme sine mobbere, men tingene går helt galt. Selvom serien både er lidt ældre og lavet til børn, kan man som voksen stadig få gåsehud af dette afsnit.

(Foto: Black Mirror/Netflix)

Black Mirror: Playtest (Netflix)

Dette afsnit giver mig lyst til at smide mine VR-briller ud; afsnittet, der for det meste foregår i virtuel reality, er usandsynligt uhyggeligt – alt, fra gyser-delen af spillet til afslutningen af afsnittet, er noget der bliver siddende hos dig langt tid efter, at du har set afsnittet færdigt.

(Foto: The Haunting of Hill House/Netflix)

The Haunting of Hill House: The Bent Neck Lady (Netflix)

Hele serien er uhyggeligt nok til at selv Stephen King har sagt god for den, og afsnittet der omhandler The Bent Neck Lady er uden tvivl et af de mest uhyggelige. Jeg vil ikke afsløre alt for meget, men selve karakteren alene er nok til at give voksne mennesker mareridt, og afsnittet gav mig lyst til at sove med lyset tændt.

(Foto: Buffy the Vampire Slayer/Sandollar television)

Buffy the vampire Slayer: Hush (Viaplay)

Hele afsnittet omhandler de såkaldte Gentlemen, der forsøger at stjæle hjerter fra folk, uden at de siger en lyd – det betyder at afsnittet næsten foregår stumt, da The Gentlemen ”stjæler” folks stemmer, og det gør at afsnittet bliver sindssygt klamt; udseendet af The Gentlemen er også creepy på et niveau, der minder om Doctor Who’s The Silence. Et afsnit, der er værd at se, hvis du er til det gammeldags uhyggelige!

Andre uhyggelige afsnit, der er værd at kigge nærmere på:

Doctor Who: The god Complex – Afsnittet omhandler alle karakterernes værste frygt og foregår på en måde, der minder lidt om sangen Hotel California. Kan ses på Netflix.

Teen Wolf: Motel California – Bizarre drømme, varulve og uhyggelige motel-værelser – hvad mere har du brug for? Kan ses på Netflix.

The Strain: En virus, der ligner en gammel vampyr-slægt? Ja tak! Kan ses på HBO Nordic.

Læs også: Top 5 creepy øjeblikke i The Haunting of Hill House

Læs også: Mine 4 favorit-gysere

 

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *