
Kristian Jersing får lyst til at ryste i folk og råbe ’kom nu!’

Kristian Jersing har stadig et hul der, hvor tanden sad.
Han har ikke lige haft tid til at få den fikset, men han vil også hellere bruge sine penge på noget andet. Og indtil videre tjener hullet i kinden som et fint lille minde om, dengang han næsten vandt Alene i vildmarken.
Du husker det måske, for det var faktisk temmelig dramatisk.
Efter 31 dage i den finske vildmark, hvor den 45-årige eventyrer havde boet i en tipi og levet af gedder og bær og i øvrigt haft det skidehyggeligt, faldt han ned fra toppen af sin tipi og bankede sit hoved hårdt ind i et træ.
Faktisk var han ”væk” et kort øjeblik, og bagefter var smerten i hans tand så voldsom, at han besluttede sig for at trække den ud. Enhver der har haft bare den mindste erfaring med tandudtrækning i en voksen alder ved, at den slags ikke er for pylrerøve.
Dén tand endte da også med at blive Kristian Jersings billet hjem, og selvom han altså ikke vandt vandt Alene i vildmarken, tør jeg godt sige, at han vandt de danske seeres hjerter.
Siden programmets afslutning har Kristian Jersing holdt stribevis af foredrag, taget hul på et bogprojekt og så har han skiftet karriere. Sådan da.
Hvor han de seneste 15 år har tilbragt 7 måneder om året med at rejse som eventyrer og været vildmarksskoleleder i Canada, kommer han til at være mere hjemme i Gilleleje, hvor han bor med sin kone og deres lille søn, fra nu af. Han er nemlig blevet brandmand i København, og han har endda fået sig et lille overskæg.
Men det betyder ikke, at det er slut med at tage på eventyr, fortæller han, da vi fanger ham for at gøre status på sit 2025.
Nu er du jo ganske vist en mand, der har oplevet lidt af hvert. Men hvor vildt har 2025 været for dig?
Ret vildt egentlig. Jeg har gennemgået en livsstilsændring, for nu at sige det lidt moderne. Og det har været sundt for mig. Man kan sige, at jeg indså, at jeg havde en søn, og at jeg ikke kunne rejse mere. Så jeg skulle finde en ny vej i livet, og nu er 20 års vildmarkserfaring blevet vendt på vrangen, og jeg er blevet brandmand. Der er heldigvis action på forudsigeligheden, og jeg skal ud af min komfortzone hver vagt.
Din søn er 3 år gammel. Er det ikke lidt sent at indse, at du havde sådan en?
Hvis jeg skal være lidt fræk, så var jeg jo bare en dårlig version af en ekstra mor de første par år. Men lige pludselig gik det op for mig, at det er nu, jeg er i gang med at give ham hans barndom. Det er nu, han skal have sine minder, og så tænkte jeg, at nu skal jeg gøre mig umage. Og få en fast indkomst.

Har du ikke altid været god til at tage dig sammen?
Jo, det har jeg gjort, når jeg har været ude i vildmarken. Jeg har altid været drevet af eventyr, men at udleve sine overlevelsesdrømme er også et egoistisk foretagende, så det klædte mig at tage mig sammen på det personlige hjemmeplan.
Er det ikke meget godt at forfølge sine drømme og gøre, hvad man selv har lyst til?
Jo, jeg var bare hele tiden lidt afsted. Jeg har haft en tendens til at leve lidt i fremtiden og være på vej på eventyr. Men at være med i ’Alene i vildmarken’ lærte mig blandt andet, hvor sundt det er at være tilstede der, hvor man er.
Du havde en anderledes, humoristisk tilgang til overlevelse, da du var med i ’Alene i vildmarken’. Hvad handlede det om?
Det eneste vildmarken ikke kan tage fra dig er valget af din egen attitude. Og der mener jeg, humoren er vigtig. Og så var det en hjælp for mig, så jeg ikke lod mig falde ned i en grøft af tvivl, hvor jeg skulle genforhandle med mig selv hver dag.
Vi lever i en tid, hvor vi bruger mere og mere tid indenfor og mindre tid udenfor. Hvad er det vi går glip af derude?
Nu bliver jeg lidt spids, men det, der er en pest i dag, det er komfort. Pres former, og komfort deformer, synes jeg. Selvfølgelig er det dejligt at komme hjem og ind ad døren til komforten. Men i dag går vi jo rundt i komforten hele dagen. Vi er kvæg med vores høretelefoner, og vi sidder og gemmer os i toget med hætten trukket op.
I tidligere generationer strammede man støvlerne, når man havde problemer, og så kom man gennem dagen. I dag knækker man meget hurtigt over småting. Ubehag bliver til traumer, og ansvar opleves som et angreb, og uenighed er næsten som at være fjender. Respekt og disciplin er lige så sjældent som at være rigtig sulten. Det er den slags, der forsvinder, fordi komforten har kidnappet os.
Er det ikke meget godt, at livet er blevet mere komfortabelt, og at vi ikke fryser hele tiden?
Jeg synes, vi forsvinder lidt for os selv. Der er en værdi i at komme ud og fryse, fordi du mærker, hvem du er. Mange har mistet kontakten til sig selv. Og vi kommer længere og længere væk fra at være menneske.
Hvordan får vi vendt den udvikling?
Jeg går ikke ud og roder ved det. Men jeg oplever, at mange folk gerne vil ud i naturen, men ikke ved, hvordan man gør det. Folk spørger mig om masser af ting, men det er jo helt sygt, at man tror, at man skal købe en masse grej for at komme ud i naturen. Du skal ikke købe noget, du skal bare gøre noget. Det er som om udendørsliv er blevet en forbrugsvare, men det vi leder efter derude, kan ikke købes.
Hvad karakteriserer ellers vores forhold til naturen i dag?
Folk vil meget gerne have planer og lister i stedet for bare at følge deres egen intuition. At følge sin egen intuition føles næsten rebelsk i dag. Men du skal ikke lave en ugeplan med ungerne, du skal bare tage dem i hånden og tage dem ud i skoven. Som knægt, da mig og min far tog i skoven, havde vi en lommekniv og en poncho og et æble i lommen. Så frøs vi lidt og blev lidt sultne, men det er jo fint nok.
Friluftsliv er jo ret meget på mode for tiden. Det er vel positivt eller hvad?
Jeg har set, der er en stor interesse, og alle shelters er booket. Men jeg har ikke booket noget selv. Jeg sover bare ud i naturen under åben himmel nu. Men det er jo dejligt med interessen, man skal bare passe på, at man ikke gør det for mystisk og for besværligt og gør det til et kæmpe projekt. Det er det ikke. Vi arbejder fra 8-16, men man kan sagtens lave eventyr fra 16-8. Bare pres det ind.
Du har engang sagt, at vi burde leve vores liv som et langt sabbatår. Hvad mener du med det?
Jeg bliver provokeret af, at sabbatåret er en pause fra livet, for jeg følte selv, det var omvendt. Det var der, jeg trykkede play på livet. Jeg var på skideren, jeg rejste, jeg manglede penge, jeg fik en kønssygdom, du ved, der skete noget. Jeg synes, der er en vigtighed i det, som kan koges ned til, at det er godt at have et job, men få det til at passe ind i dit liv, og ikke omvendt.
Det lyder meget nemt, når du siger det sådan…
Jeg har tons af eksempler fra hele mit liv, hvor jeg også har brændt nallerne på det, men jeg har ikke fortrudt det en meter, fordi det er sgu mit liv. Vi er her i sindssygt kort tid, lad os nu fyre den af.
Er det blevet sværere for dig at efterleve det princip, efter du er blevet far?
Ja, det er ikke, fordi jeg ikke anerkender, at det system, vi har i vores samfund, virker. Og at det har en værdi, at min søn har venner og lærer at være en god kammerat i institutionen. Men jeg følte selv i skolen, at der var en drejebog, og den skulle jeg så passe ind i. Det stritter på mig, for man skal tegne sin egen bog, om det så tager 30 år. Husk nu at spørge dig selv, når du kommer op i årene, om du laver det, du drømte om. Nej, det gør du ikke. Du fik en læreruddannelse, fordi det var det, der var, og så har du sikkert været meget glad de sidste 15 år. Men var det det, du ville? Jeg for lyst til at ryste folk og sige ’kom nu’! Hvad er det, der bremser folk? Det sidder jeg og arbejder lidt med for tiden.
Og har du et svar?
Svaret handler om vores forståelse af frihed. Mange siger, de gerne vil ud at rejse, men de skal lige have fri i 14 dage og spare 100.000 kroner op. Ja, og så er først klar om 3 år. Hvorfor tager du ikke afsted på mandag med de flaskepenge, du har liggende? 380 kroner, så har du til en billet til Italien, og så kan du købe et stykke pizza dernede. Min pointe er bare, at friheden findes i de små, hurtige, vilde eventyr, som rusker lidt op i, hvorfor du er her på planeten. Jeg ved, jeg er lidt spids, men komforten står i vejen for vores frihed.
Hvad har vi snakket for lidt om i år?
At gør sig umage. Det langsomme, det besværlige og det, der tager tid. Ikke perfektion, men respekt, for tiden, for andre og for livet selv. Når vi tager livets korthed alvorligt, handler det ikke om at nå mere, men om at leve sandere. Men jeg er ikke selv frelst. I vildmarken er umage ikke et valg, det er en forudsætning for at overleve. I det civiliserede liv kæmper jeg med det. Her er konsekvenserne ikke umiddelbare; de ligger længere fremme i tiden og er sværere at mærke. Netop derfor glider umagen så let.
Hvad har vi snakket for meget om i 2025?
Selvoptimering, performance og effektivitet. At blive bedre hele tiden, uden at spørge: Bedre til hvad? Vi måler alt, søvn, skridt, puls og produktivitet, men taler mindre om mening, nærvær og retning. Vi taler om stress, men sjældnere om, hvorfor presset findes, selv når livet ser velfungerende ud.
Hvad kommer 2026 til at byde på for dig?
Jeg er lige nu ved at tømme min hjerne for ting, jeg gerne vil give videre i et skriveprojekt. Ellers arbejder jeg på at presse små, kompakte eventyr ind mellem mine vagter som brandmand, hvor jeg arbejder hver fjerde dag. Hvor langt kan jeg nå? Det synes jeg er en sjov udfordring. Jeg går også og planlægger at krydse Arctic Circle på ski. Det er 150 km. Men jeg prøver på ikke at drømme for meget, fordi man hurtigt kan komme til at gå rundt med en drøm i et par år, uden der sker noget. Jeg vil hellere gøre drømme til planer, booke en billet og sige det til 100 mennesker, for så er du presset i gang.
Flere medier har skrevet, at du gerne vil være Jørgen Skouboes efterfølger i Nak & Æd. Noget nyt?
Jamen det er en and. Jeg blev ringet op af en journalist, som spurgte, om jeg kunne tænke mig at overtage fra ham, og så sagde jeg, at det lød vildt spændende. Men jeg har ikke meldt mig. Pludselig kopierede medierne hinandens artikler, og min mor ringede og sagde tillykke med, at jeg havde meldt mig. Men det har jeg altså ikke.




















