Rashomon-effekten gør både Star Wars: The Last Jedi og din yndlings tv-serie bedre

Indlægget er skrevet af Martin Wolsgaard

Et overset narrativt greb i Star Wars: The Last Jedi er noget af det mest imponerende ved filmen, og et greb, vi ser i overraskende mange tv-serier. Og det er noget, du (formentlig) aldrig har hørt om.


(Foto: Star Wars: The Last Jedi/Walt Disney Studios)

Taget i betragtning af at jeg skal til at belære om et narrativt greb, der mig bekendt opstod i en japansk film, der udkom for snart 70 år siden, vil jeg forsøge at give lidt kontekst, der viser relevansen af at diskutere netop dette greb i 2018. Spoiler alert, det drejer sig om Star Wars og flere af dine yndlings tv-serier, end du regner med. Jeg håber, I vil bære over med mig.

Here goes: Rashomon er en film fra 1950 af den japanske mesterinstruktør Akira Kurosawa. Filmen er en af Kurosawas bedste og mest hyldede, og den var med til at introducere japanske film til et vestligt publikum. Kurosawa selv, hvis du ikke kender ham, har også lavet De Syv Samuraier, og hans film har i det hele taget været inspiration for mere Hollywood-velkendte instruktører såsom Steven Spielberg, George Lucas, Christopher Nolan og altså senest Rian Johnson i den polariserende nyeste Star Wars-film, The Last Jedi.

SHOP: Elsker du True Detective, Stranger Things og Twin Peaks? Køb cool trøjer og t-shirts her

The Last Jedi‘s eftermæle virker mere polariserende end nogen anden film de seneste år. Måske skyldes det de tider, vi lever i med Trump, #MeToo, Alt-right osv. giver anledning til mere højtråbende online skænderier end normalt; måske er det bare en virkelighed, vi skal vænne os til, hvor sociale medier giver fans af store blockbuster-film og tv-serier mulighed for at give deres holdninger til kende: Twin Peaks blev lige dele hyldet og rakket ned; Stranger Things sæson 2 var ikke nær så god som den første, og afsnit 7 var det værste lort, der nogensinde er produceret (en lille disclaimer: ikke mine holdninger, det er “internettets”). Sagt på en anden måde føles det som om, at tiderne dikterer overdrivelse og superlativer – på godt og ondt.

Tidernes tilstand og fan-kultur anno 2018 har sådan set ikke meget med Akira Kurosawa og Rashomon at gøre, men det er alligevel relevant at tale om i dag, da The Last Jedi gjorde brug af det selvsamme narrative greb, der gjorde Rashomon til en fantastisk film for snart 70 år siden. Al samtalen, vreden og hyldesten omkring The Last Jedi er efter min mening druknet lidt i spørgsmål om Snoke, Leia, Reys forældre og Reys brug af kraften. Men en af de ting i Last Jedi, som jeg personligt nød mest, var Rian Johnsons brug af Rashomon-grebet. Det gjorde han i scenerne, hvor henholdsvis Luke, Kylo Ren og så Luke igen genfortæller, hvad der skete, da Lukes jedi-tempel blev ødelagt af Kylo og hans Knight of Ren. Det er da fedt, at den nyeste film i den største film-franchise i verden gør brug af en fortælleteknik, der blev introduceret for næsten 70 år siden i en mere eller mindre obskur japansk film.

For at være med på, hvor fedt det her i virkeligheden er, er det nok på tide med lidt baggrund for, hvad Rashomon-grebet egentlig går ud på: I en Rashomon-inspireret historie ser vi samme historie genfortalt af flere karakterer, hvor hver gengivelse afviger en smule, der gør det umuligt for seeren at vide sig sikker på, hvad der er sandt eller falsk. Effekten viser, at to eller flere personer kan se samme begivenheder på vidt forskellige måder. Ofte giver filmen eller tv-serien aldrig for alvor et svar på, hvad der er den sande gengivelse af historien – det er op til os som seere at afgøre selv. I bund og grund er det en historie fortalt af en masse såkaldte upålidelige fortællere (unreliable narrators). I Rashomon var det en mordgåde og den efterfølgende retssag, der blev fortalt af flere mere eller mindre troværdige øjenvidner. Resultatet er, at man som seer ikke på noget tidspunkt er helt klar over, hvilke karakterer eller hvilket narrativ, man skal sympatisere med og tro på.


(Foto: Rashomon/Daiei Motion Picture Company)

Det lugter måske lige lovlig meget af film- og medievidenskabsteori, men grebet kan faktisk spores i et væld af de tv-serier, vi alle (her på siden i hvert fald) elsker at nørde igennem. Her er et par eksempler fra de mest populære af slagsen:

How I Met Your Mother gør det i hele syv forskellige afsnit. Hovedpersonen Ted er (ofte) en utroværdig fortæller. Vi ser ofte Ted fortælle noget, som så afkræftes til en vis grad af en af de andre karakterer. Her er et par eksempler:

  • I et afsnit dater Ted en kvinde, som han introducerer for sine venner. Først ser vi interaktionen fra Teds synsvinkel: kvinden siger noget, hvorefter en af vennerne afbryder hende på det groveste. Senere afsløres det dog af de andre karakterer, at den her kvinde snakker meget, som i Virkelig Meget, hvilket den blåøjede, forelskede Ted slet ikke havde opdaget. Klip til at kvinden snakker og snakker og snakker. Kærlighed kan gøre blind.
  • I St. Patrick’s Day-afsnittet i første sæson ser vi noget lignende: først tager Ted og Barney i byen og har en sjov og vild aften, men den efterfølgende dag afspiller Marshall en række af telefonsvarebeskeder for Ted, der viser, at han hele aftenen igennem rent ud sagt har været en kæmpe nar – tal om moralske tømmermænd, Rashomon style.
  • I afsnittet “The Ashtray” fortæller Ted, Robin og Lily om deres første møde med “The Captain”, der spilles af Agent Cooper himself, Kyle McLachlan. Først ser vi Teds version, hvor The Captain er vred på Ted, fordi Ted dater hans ekskone, og han truer ham endda med en harpun. Dernæst ser vi Robins version, hvor The Captain lægger an på hende hele aftenen. Til sidst ser vi Lilys version (der er den sande), hvor Ted er i en hashtåge, Robin er fuld og det er hende der lægger an på The Captain.

Game of Thrones gør brug af Rashomon-effekten på den mest meta-agtige måde: nemlig i bluray-versionens special features. I en række interviews med hovedkaraktererne omkring Westeros’ historie, gives forskellige bud på, hvordan GOT historien hænger sammen. Hver især fortæller de om ting, der får deres karakterer og respektive “huse” til at fremstå i et bedre lys.

South Park lavede også en Rashomon-reference i afsnittet “Fishsticks”. I afsnittet tager Cartman æren for at finde på joken “Fishsticks”, som særligt Kanye har et problem med i serien. Det her et ret interessant eksempel på Rashomon-effekten, da det kun er Cartmans synsvinkel, vi præsenteres for, og ikke flere forskellige karakterers. Gennem afsnittet genfortæller Cartman, hvordan han fandt på joken, og ved hver genfortælling ændres detaljer og bliver mere vanvittige. Rashomon-effekten bliver her ikke brugt for at vise, hvordan forskellige karakterers minder om begivenheder kan afvige, den bruges snarere for at vise, hvor patologisk en løgner Cartman er.


(Foto: South Park/Comedy Central)

Og ja, der er mange flere eksempler. Neden for har jeg lavet en (mangelfuld) liste, som I selv kan google videre med, hvis I synes, det her er ligeså interessant, som jeg.

  • X-Files (x2)
  • Star Trek (i Next Generation, Voyager og Enterprise)
  • The Simpsons
  • The Affair
  • Doctor Who
  • Grey’s Anatomy
  • 30 Rock (x2)
  • Buffy
  • That ’70s Show
  • It’s Always Sunny in Philadelphia
  • Frasier
  • M*A*S*H
  • ER
  • Rap Fyr i LA
  • CSI

Det er sjovt at se, hvor ting vi elsker oprindeligt kommer fra, ikk’?

Læs også: Star Wars som tv-serie?

Læs også: Anmeldelse af American Vandal

SHOP: Elsker du True Detective, Stranger Things og Twin Peaks? Køb cool trøjer og t-shirts her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *