Samarbejde i en utopisk fremtid – hvad er det, der gør Star Trek fedt?

Blandt science fiction fans er det ofte sådan, at man falder i to kategorier: Enten elsker man Star Trek, eller man elsker Star Wars. Der findes en tredje kategori (som jeg tilhører) som kan lide begge dele – men selv jeg har min favorit. Og min favorit er Star Trek. Og hvorfor så det?

Danmark er et uland med hensyn til Star Trek. Vi så aldrig den klassiske serie med William Shatner i TV i 60’erne eller 70’erne (DR valgte i stedet at satse på rip-offs som ”Månebase Alfa”…) og ikke alle filmene havde biografpremiere i Danmark, fordi biograferne dengang, som nu, kun holder øje med, hvad en film tjener ind i kroner og ører – og ikke på om filmen er god eller ej – når de bestiller den hjem. Derfor måtte danskerne vente til TV2 startede i Danmark i 1988. Kanalen havde valgt at satse på at købe nogle nye og spændende serier, og en af dem var Star Trek: The Next Generation. Serien blev ikke nogen seer-succes, og TV2 valgte kun at sende den første sæson. Jeg var selv 12 år gammel, da premiereafsnittet rullede over skærmen, og jeg var bjergtaget. Her var endelig en science fiction som ikke var mørk og dyster, som ikke fortalte om en verden, der var gået i hundene, men i stedet for viste os gode mennesker, der gjorde gode ting i en verden, hvor diplomati var vigtigere end laserkanoner. Det gik rent ind hos mig.

Star Treks hovedpersoner er veluddannede mennesker med hovedet skruet rigtigt på (og hænderne også, for de kan næsten altid reparere de komplekse systemer, selvom noget er helt galt, og fjenderne skyder på dem!). De er glade og høflige, de tænker sig om og bruger hellere hjernen frem for vold. Dog, hvis de skal gribe til vold, har de et overvældende arsenal af våben til rådighed. Det er folk, man kan se op til, og folk man gerne ville have som sine egne venner.

Læs også: Ny Star Trek tv-serie on the fly!

Star Trek og Star Wars’ store forskel ligger, synes jeg, i brugen af følelser. I Star Wars skal følelserne undertrykkes for at kunne bruge Kraften (”Let go of your feelings…”) og Jedi-ridderne lever som munke, uden at kunne forelske sig. I Star Trek er følelserne vigtige, og de karakterer, der af en eller anden grund ikke er helt menneskelige (Mr. Spock, som er halvt Vulcan og halvt menneske, eller Data, som er en androide) søger at forstå de menneskelige følelser, som de ikke tager del i. Spock undertrykker sine følelser og lever som Vulcan, en race som sætter logik over alt andet, mens Data brændende ønsker at være et menneske og kunne føle. Disse outsider-karakterer har vist sig at være et af seriens største tiltrækningspunkter, fordi mange har følt, at de kunne identificere sig med dem.

Star Trek viser os en fremtid, hvor vi har forladt Jorden og fundet nye allierede mellem stjernerne. Den viser os, at vi kan bygge en fredelig verden, hvor vi hjælper hinanden, og hvor ting som sygdomme, racehad og griskhed er forsvundet. Alle er lige. Star Trek er blevet beskyldt for at være et eksempel på perfekt kommunisme eller socialisme, og der er i virkeligheden ikke meget galt. Når alle har alt, hvad de ønsker sig, er der ikke noget at slås over. Men modsat virkelighedens kommunisme og socialisme, går Star Trek skridtet videre og lader også de, der leder være uden trang til at herske. Starfleet og parlamentet i The United Federation of Planets ledes af folk, der gør det, fordi de er gode til det – ikke fordi de ønsker større magt eller flere privilegier. Det er nok utopisk i vores virkelige verden – men det er en god drøm.

Samarbejde i Star Trek er gnidningsløst det meste af tiden. Det er sjældent, at folk skændes indbyrdes eller hader hinanden – og hvis det sker, kan det formentligt løses. Det giver igen et positivt billede af mennesker som tolerante og fundamentalt gode. Tolerance er nøgleordet, og når du skal arbejde sammen med folk af en anden race (bogstaveligt talt) end dig selv, så skal du også forstå, hvad der gør jer ens, i stedet for hvad der gør jer forskellige. Det er Star Trek god til at vise.

Jeg nævnte tidligere, at man i Star Trek normalt taler først og skyder bagefter. Det er meget anderledes end meget andet militaristisk sci-fi, og det giver seeren en fornemmelse af, at vold netop ikke altid – faktisk sjældent – er løsningen. Samtidigt er den lederstil, kaptajnerne i serierne bruger, ofte værd at kopiere. En kaptajn lytter til sin besætning og/eller rådgiveres forskellige perspektiver, og overvejer de forskellige forslag. Når kaptajnen så har truffet sin beslutning baseret på de informationer, de har givet, bliver ordren udført uden diskussion. Alle har følt, at de kunne give et bidrag og komme med deres synspunkt – men det er kaptajnen, der træffer det endelige valg, og hans beslutning er endelig. Det er en måde, jeg selv har forsøgt at køre ledelse på, og det virker faktisk rigtigt godt… Hvor mange af os har ikke følt, at en chef ikke havde tid til at høre, hvad man havde at sige? Eller at en sag ikke blev belyst fra alle sider, fordi chefen ikke havde tid? Sådan er det aldrig i Star Trek.

Læs også: Officiel Star Wars-tegneserie på You Tube!

I Star Trek er alle karakterer gode til noget. Selvfølgelig er der officererne, som kan en masse ting, men de er ofte nødt til at kalde en specialist i dette eller hint ind for at hjælpe dem. Skibet har en stor besætning, og alle, man møder, kan et eller andet specielt. Det sender også et signal til seeren om, at vi alle er gode til noget, og at man ikke behøver være en supermand eller -kvinde for at kunne bruges til noget. Det husker jeg fra min barndom som meget positivt, for jeg var aldrig god til sport eller den slags. Til gengæld havde jeg en fantastisk hukommelse og kunne huske de utroligste mængder data. Jeg husker, at jeg som 12 årig tænkte at jeg ville kunne være Science Officer på sådan et skib… og det tror jeg ikke, jeg var den eneste der drømte om.

Star Trek er elementært spændende. Der er altid et plot, der kan underholde seeren i en enkelt episode. Men samtidigt er det karakterhistorierne, der bringer seeren tilbage. Især Deep Space 9, som var den tredje Star Trek-serie, og som kørte fra 1993-1999, gjorde meget ud af at lave tredimensionelle karakterer med meget stor dybde. Samtidigt gjorde denne serie meget for at vise, at den utopiske verden ikke altid var helt så god, som den gav udtryk af, hvilket mange fandt spændende. (Jeg var ikke en af dem…;-) ). Her fandt man både terrorister og religiøse fanatikere, og kaptajnen på stationen, Benjamin Sisko, gjorde ofte ting i strid med Starfleets regler og ordrer, hvis han mente, at han vidste bedre. Star Trek handler om samarbejde, om tolerance og om venskaber. De tre ting er hjørnestenene i seriens verden, men den sidste hjørnesten er det faktum, at Star Trek ofte har fået seeren til at forstå noget komplekst ved at ”snyde” det ind.

I USA i 1960’erne kunne man ikke bare lave en TV-episode om racisme mod afroamerikanere. Det ville være blevet en skandale, hvis et TV-netværk havde valgt at sende noget sådant. Men Star Trek lavede en episode om en anden race, som er delt i to underracer. Den ene del af befolkningen er sort i den højre side af ansigtet og hvid på venstre. Den anden side er lige omvendt. Som seer er man naturligvis forundret over, at den ene side ser sig overlegen over den anden. ”Der er jo reelt ingen forskel på dem,” tænker man. Og netop dér har Star Trek lært dig, hvorfor racisme i virkeligheden er en latterlig ting. Når forskellen er så lille, at man tænker, at det ikke betyder noget – så er der ingen forskel.

Star Trek præsenterede også det første kys mellem en afroamerikansk kvinde og en hvid mand på amerikansk TV. Det var William Shatner og Nichelle Nichols, som kyssede hinanden i episoden Plato’s Stepchildren, og det forårsagede stor ståhej. (Senere har Shatner udtalt at de faktisk ikke kysser hinanden, men blot drejer sig så det ser ud, som om de kysser – fordi studiet ikke ville lade dem vise det ”rigtigt”…). Igen lærer vi, at der ikke er en forskel på folk, blot på grund af farven på deres hud.

Læs også: Westworld, Mr. Robot og Taboo & Hvordan vi bekæmper det onde!

Hvis vi et øjeblik her til slut kan vende tilbage til Star Trek kontra Star Wars – så tror jeg, at den største forskel ganske enkelt er, hvem målgruppen er. Star Wars er lavet til børn – men kan ses af voksne. Star Trek er lavet til voksne – men kan ses af børn. Så enkelt tror jeg, at det er. Star Trek har ikke haft en ny TV-serie siden 2005, hvor ”Enterprise” sluttede. Det er meget længe at gå uden en ny serie, og i forbindelse med seriens 50 års jubilæum blev det sidste år offentliggjort, at en ny serie var på vej. Star Trek: Discovery kommer til at være en streaming-serie, som her i Danmark kommer til at ligge på Netflix. Den vil foregå før Kirk’s tid (altså endnu en prequel) og skulle efter sigende være meget anderledes end de foregående serier, men dog stadig med tolerance og åbenhed som grundlag. Blandet andet vil vi se den første homoseksuelle officer, vi har set i serierne indtil nu (der har været en enkelt i de nye film…) og personerne i Discovery skulle efter sigende have større personlige konflikter, end Star Trek har set før. Jeg ser meget frem til at fortælle jer mere om den, når den får premiere i september.

Dette indlæg er skrevet af Claus Holm

Se trailer her:

Læs også: QUIZ: Er du en Westworld-robot?

Læs også: Det må gerne være helt sort

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *