Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ‘Hollywood Con Queen’ er en vild historie fortalt helt vildt kedeligt

Af
Ann Lind Andersen
13. maj 2024
Hollywood con queen Apple TV+ anmeldelse
Graverjournalisten Scott Johnson på jagt efter svindleren i Indonesien i true crime-serien 'Hollywood Con Queen' / Foto: Apple TV+

Del artikel

Historien om, hvordan en enkelt person kunne snøre det halve Hollywood er nu blevet en dokumentarserie. Desværre er dokumentaren langt fra lige så sensationel som det scam, den afdækker.

Hollywood Con Queen

Streamingtjeneste: Apple TV+
Premieredato: 8. maj 2024
Genre: Dokumentar
Instruktør: Chris Smith
Manuskriptforfatter: Scott Johnson. Baseret på bogen, ‘The Con Queen of Hollywood: The Hunt for an Evil Genius’, af Scott Johnson
Medvirkende: Scott Johnson, Hargobind Punjabi Tahilramani m.fl.
Land: USA
Antal episoder: 3

Folkene bag de sensationslystne Fyre og Tiger King er klar med en ny dokumentarserie. Denne gang om et gigantisk scam, der ikke bare foregik i mere end 10 år og i hele verden, men som også inddrog nogle af Hollywoods mest magtfulde navne.

Den såkaldte Hollywood Con Queen-sag, der blev afdækket af bl.a. journalisten Scott Johnson fra The Hollywood Reporter.

Fortalt før

Det er også Scott Johnsons bog The Con Queen of Hollywood, der danner grundlag for denne nye dokumentar. Den er allerede skildret flere gange. Som i kortfilmen A Colourful Red og i den Oscarvindende dokumentarist Alex Gibneys podcastserie Lies We Tell, hvor afsnit to, Chameleon, handler om sagen. Og også HBO-dokumentaren Generation Hustle fra 2021 fortæller i episode 1 om The Con Queen.

Scott Johnson er selv en gennemgående figur i dokumentaren – en af de få, der deltager som talking head. For i betragtning af, at der angiveligt var over 500 ofre for svindlen, er der forbavsende få, der stiller op i serien. Og en af dem er ovenikøbet anonym.

Omfattende scam-nummer

I første del får vi svindlen præsenteret. Folk i filmbranchen, inden for alle faggrupper, kunne blive kontaktet om et forestående filmprojekt, der oftest skulle finde sted i Indonesien.

Skuespillere, fotografer, makeupartister etc. kunne så blive bedt om selv at lægge ud for flybillet og diverse udgifter. Beløb, som de, selvfølgelig, ville få refunderet. Fremme i Indonesien bliver de konstant bedt om mindre beløb, der skal betales til deres chauffør, assistent, guide etc. Hvis de online altså ikke er blevet bedt om større beløb for kurser og castings. Seancer, der indimellem også fører til seksuelle overgreb ved, at der bliver forlangt grænseoverskridende ting, telefonsex og lign.

Det mystiske er dog, at det tilsyneladende ikke er pengene, der er det egentlige mål. Set i bakspejlet kan ofrene se, at det mere har handlet om at få dem til at gå langt over deres egne grænser, at nedbryde dem moralsk og få dem til at gøre, som de bliver bedt om eller beordret til. Svindleren er derfor blevet tillagt en mere ondskabsfuld, manipulerende og udspekuleret natur end ‘almindelige’ bedragere.

Magtfulde navne misbrugt

Hvem hopper også på sådan noget? er det oplagte spørgsmål, man sidder med undervejs. Men det er her, svindelnummeret bliver ekstra spektakulært.

For svindleren, der ofte ringede til ofrene, gav sig ud for at være velkendte og magtfulde personer i filmbranchen. Filmproducers som Kathleen Kennedy, Amy Pascal og Wendy Murdoch var nogle af dem, der uvidende lagde navne til.

Og fordi det tilsyneladende var en kvinde, der ganske vist kunne flere slags stemmer og accenter, blev det først antaget, at svindleren var en kvinde. Deraf tilnavnet Con Queen.

Ofre piblede frem

Langsomt dukkede flere og flere ofre frem og udgjorde til sidst sådan en mængde, at FBI åbnede en portal, hvor de kunne henvende sig. Og så begyndte et mønster at dukke op. Forbindelsen til Jakarta i Indonesien var f.eks. tydelig.

Hvordan Scott Johnson og en privatdetektiv fra et bureauet, K2 Intelligence, Nicoletta Kotsianas (oprindeligt hyret af Amy Pascal) begynder at optrevle sammenhængen og finder frem til svindleren, får man serveret i dokumentaren.

Eneste aber dabei er, at den vilde historie er fortalt helt vildt kedeligt. Faktisk imponerende farveløst i forhold til de ingredienser, man som udgangspunkt har haft.

Hvor bliver spændingen af?

Der er, som allerede nævnt, meget få ofre med. Og meget af dokumentaren er talking heads, dem der taler til kamera. Først i tredje og sidste afsnit kommer der en lille smule action, da Scott Johnson konfronterer bagpersonen.

Problemet er dog helt grundlæggende, at man øjensynligt ikke forstår begrebet ‘spændende storytelling’. Der er ingen suspense-opbygning, ikke lagt ordentligt op til overraskelserne, ingen perspektivering af, hvorfor svindlen kunne foregå og blive ved. Og reelt heller ingen baggrund på forbryderen.

Blodfattig omgang

Hvor mærkeligt det end lyder, når man har med så vild en historie at gøre, er Hollywood Con Queen er blevet en sær blodfattig omgang, man småkeder sig til. Det er egentligt ganske imponerende, når man nu har alle midlerne til at fortælle en historie med masser af WTF-twists.

Det er kun den fascination, svindelsagen i sig selv rummer, der lige knapt holder denne serie oven vande. Ellers er den tæt på at drukne i ubehjælpsom instruktion og manuskript. En vanvittig forspildt chance, desværre.

Men man får faktisk lyst til at se samme historie fortalt af andre og mere kompetente kræfter. Mon ikke den er på vej?

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser