Anmeldelse: ’Ahsoka’ er alt det, der er i vejen med moderne Star Wars

Disney+ har det med kun at sende de to første afsnit af en serie til anmelderne forud for en premiere. De to første afsnit af Ahsoka var ikke uden problemer, men kunne bane vej for en god serie, som det blev beskrevet i denne anmeldelse. Nu er hele sæsonen færdig, og set ud fra et marketingsynspunkt giver det fuldkommen mening, at de kun sendte de to første afsnit ud. For var alle afsnit blevet frigivet med det samme, var serien nok ikke blevet taget så godt imod.

De fleste, der kaster sig over Ahsoka vil formodentlig være bekendt med The Mandalorian, men måske ikke Clone Wars, hvor Ahsoka Tano har sit ophav, eller Rebels, som denne serie i høj grad er en efterfølger til.

Der er intet nyt under solen i forhold til den visuelle stil, samtlige Star Wars-serier har adopteret siden The Mandalorian begyndte, men lokationerne får dog noget af en fornyelse her.

En helt ny galakse, som åbenbart ikke er noget specielt, siden ingen har mere at sige om det end ”Thrawn og Ezra er i en anden galakse. Afsted!” Banebrydende afsløringer om, at en af de kendte racer (The Nightsisters) kommer fra denne galakse, får ikke engang et skuldertræk. Der skal øjensynligt meget til at få folk til at løfte et øjenbryn i Star Wars-universet.

Og nu med lidt følelse

Et af de helt store problemer for Ahsoka er karaktererne. For seere af Clone Wars og Rebels, virker dem vi følger her ikke særlig genkendelige, og for nye seere må det være utrolig kedeligt, for stort set ingen lader nogen følelser slippe ud.

Værst er det for den titulære karakter, Ahsoka (Rosario Dawson), der bruger det meste af sæsonen med armene over kors, taler i en monoton stemme, og som nogle gange virker mere som en robot end sin robotpilot. Robotpilot og generel hjælper, Hyuang (David Tennant), har i det mindste en lettere sarkastisk og tør humor, der kan trække lidt i smilebåndet.

Så har vi selviske Sabine (Natasha Liu Bordizzo), der vil ofre hele galaksens sikkerhed for at finde sin ven. Hav in mente, at den eneste grund til, at han er væk, er fordi han ofrede sig selv for hele galaksens sikkerhed. Når hun ikke er i gang med at ofre alt og alle for sine egne ønsker, så går hun rundt med en konstant karlsmart-attitude med undtagelse af, når hun surmuler over ikke at kunne bruge kræften.

Vi bliver også (gen)introduceret til den nye store fjende i Star Wars, Storadmiral Thrawn (Lars Mikkelsen). Mesterstrategen, hvis planer næsten altid går i vasken, og hvor serien kun bruger tid på at sige, hvor farlig han er i stedet for at vise det.

Flere på rollelisten er gode skuespillere med CV’er, der understøtter det, men ingen lader til at gøre fuld brug af deres talenter og evner i serien.

Masterclass i at spilde tid

Den største synd, som Ahsoka begår er at spilde tid. Der sker så utrolig lidt for en serie, der varer otte afsnit. Det tager mange former. Scener, der starter alt for tidligt, hvor vi eksempelvis skal bruge fem minutter på Sabine, der svinger rundt med en træpind, og Ahsoka, der kommer med tomme floskler, vi har hørt før. Her tjener det bare ikke noget tematisk formål.

Historien er den samme, hvis man tager det i et makroperspektiv. Hele afsnit, der kunne presses ned til det halve eller mere som tredje og femte afsnit, hvor fremgangen er så minimal, at handlingen med fordel kunne flyttes over i andre afsnit.

På samme måde, som der kom en fan-edit af Obi-Wan-serien, kan der sagtens laves en over Ahsoka, der har den halve spilletid, hvis ikke mindre, og intet af betydning vil være tabt.

Det der ved jeg, hvad er!

Hvis der er noget, som Ahsoka har i overflod, er det fanservice. Det har dog nok aldrig været til stede i en sådan grad som i sæsonens femte afsnit, hvor Ahsoka møder sin gamle mester Anakin (Igen spillet af Hayden Christiansen) og tager en tur nedad Nostalgi Boulevard, så Ahsoka kan lære en sidste lektie.

Fordi Ahsoka åbenbart bærer rundt på en form for frygt for, at hun kan falde til mørket, når hendes mester gjorde det. Hun har denne frygt, åbenbart, på trods af at det aldrig har været et element af hendes karakter både før (og her taler vi 10 sæsoner af animerede serier) og efter dette afsnit.

Hvad er så den virkelige grund til, at vi skal bruge halvdelen af afsnittet sammen med Anakin og flashbacks til Klonkrigen? Svaret ligger i spørgsmålet. Så vi kan se Anakin og Klonkrigen, fordi det er noget, som folk kan genkende.

Det er desværre noget, som Star Wars er blevet mere og mere plaget af, men det virkelige problem er ikke, at der altid skal være noget genkendeligt med, men at det stort set aldrig bruges til andet end bare at vise det.

Flytter kun brikker rundt

Årsagen til alle problemerne er heldigvis let nok at opspore. Han hedder Dave Filoni, og han har haft fingrene i alt fra Clone Wars til Rebels og skiftet til liveaction med The Mandalorian og The Book of Boba Fett, og han har endda styret showet i mange af tilfældene. Han er selvdeklareret Star Wars-fanboy helt ind til kernen.

For første gang er han dog soloskribent på denne series manuskripter, og det er tydeligt, at selv om hans indflydelse ikke kan afskrives fra tidligere projekters succes, så får Ahsoka mig til at tro, at han ikke har været den afgørende faktor.

Manden kan ikke skrive velfungerende dialog, sammensætte en spændingskurve eller få mere end to følelser ud af sine skuespillere. Ahsoka viser, at når en fanboy får lov til at skabe rammerne alene, føles det mere end noget andet som fanfiction, der bare i dette tilfælde har et højt budget.

Hvad der står klart efter sidste afsnit er, at denne sæsons primære eksistensgrundlag er at flytte brikkerne på plads til Dave Filonis kommende Star Wars-film eller en ny sæson af Ahsoka. Den smider samtidig en masse tråde ud, som hvad Baylon Skoll (Ray Stevenson) vil, og hvad der er i Thrawns transport, der åbenbart var vigtig nok til, at han ikke bare kunne smutte med det samme.

Alle ting, som kan samles op senere hen, hvis det man beslutter sig for, at det er vigtigt. Vi får bare intet at vide i denne sæson, der mest af alt virker som en seks timer lang prolog. Vi ved ikke, hvad der reelt er på spil, og derfor er der ikke nogen spænding.