Anmeldelse: Fra spradebasse til sårbar rock-aktivist: Ny Jon Bon Jovi-serie skuffer ikke

Der kommer et tidspunkt til enhver fest, hvor min ellers så (selverklærede) sofistikerede musiksmag sættes ud af spil, og reptilhjernen tager over. Det er her, jeg vil have musik, jeg kan skråle med på, og som har en direkte emotionel forbindelse til mit tween-værelse i slut-80’erne/start-90’erne: De kvadratiske spejle sat i en flabet formation på væggen, hårbørsten, der i en håndevending kunne bruges som mikrofon, og plakaterne fra Bravo eller Vi Unge med Aha, Bros, Technotronic og … Bon Jovi.

Han var noget helt særligt, dengang i 80’erne og 90’erne. Med sit skæve smil, sit puddelhår og sin musik, der lagde sig i spændfeltet mellem metal og pop, men ikke var nogen af delene. Nu har fænomenet Jon Bon Jovi rundet de 60 år, og kroppen og energien er ikke, hvad den har været.

Ombord på puddelbussen

I Thank You Goodnight: The Bon Jovi Story på Disney+ følger vi den stædige frontmand, der tager på tour i 2022 som en forberedelse til bandets store 40-års jubilæum året efter. Men han er mærket af en slem omgang corona-senfølger, der har sat sig på stemmebåndet.

Der er en reel risiko for, at han må lægge sin karriere på hylden. Måske er det også okay? Både han og os seere er splittede i de første par afsnit af dokumentarserien.

Det træge, møjsommelige arbejde med at få kroppen op i gear til koncerterne krydsklippes med arkivmateriale fra 80’erne og 90’erne. Vi får et indblik i Jon Bon Jovis rejse fra ung forsanger i coverbands på New Jerseys klubscene over hitgennembruddet med Runaway til de vanvittige år som verdensstjerne med succesalbums som Slippery When Wet og Keep the Faith. Det er i øvrigt på de sidstnævnte, en purung Maria Månson hopper med på puddelbussen.

Vil stoppe på toppen

Der er en virkelig god dynamik i scenerne med energibomben Jovi i ungdommens eufori og arrogance kombineret med den ydmyge, erfarne mand i sit livs efterår, som ikke vil gå på kompromis med kvaliteten. Hvis ikke hans krop kan yde 100 %, vil han ikke lave musik mere. Så vil han hellere huskes på toppen.

Sårbarheden i erkendelsen af, at en livsfase er ved at være forbi, kan man sagtens spejle sig i, selv om man (bevares) ikke selv har spillet for et udsolgt Madison Square Garden. Den følelse er universel og noget, vi alle skal igennem.

Og det giver dokumentarserien et mere menneskeligt tilsnit. Det her handler ikke om et 80’er-fænomens afdankede comeback-turné. Det handler om os alle sammen. Det handler om at blive ældre.

Nu er Bon Jovi jo ikke kun frontmanden Jon, selv om jeg (og sikkert andre) ofte glemte det i sin tid. Thankyou Goodnight er på sin vis også en ode til resten af bandet. De bliver til mennesker med udfordringer og meninger, frem for de lidt ansigtsløse musikanter, jeg altid har set dem som.

Indholdsmæssigt skøjtes der til gengæld meget let hen over Jon Bon Jovis soloalbum, hvor også megahittet Blaze of Glory til Emilio Estevez-filmen Young Guns gemmer sig. Og det er lidt en skam, men tydeligvis et redaktionelt valg eller fravalg, som måske ellers ville have taget opmærksomhed fra bandfortællingen.

Men i fællesskabshistorien bliver dokumentaren også meget konventionel. Vi kender historien fra dusinvis af andre. Så skal nogen til afvænning. Så bliver man uvenner. Så er der nogen, der skal erstattes, og så er der et comeback-moment.

En overraskende sårbarhed

Det er ufravigeligt de reflekterede, aldrende bandmedlemmer og plotlinjen om Jons svigtende stemmelæber, der får Thank You Goodnight: The Bon Jovi Story til at være mere end en generisk musikdokumentar.

Vi får adgang til en sårbarhed, jeg faktisk ikke havde regnet med. Og det er ikke givet i denne type dokumentarer, der ofte forfalder til et fokus på de mere sensationelle konflikter i et bands historie, frem for det indre liv.

Jeg må også indrømme, at jo længere i deres karriere, de kommer, des mindre nostalgisk er det for mig. Dokumentarens sidste to afsnit er ikke lige så hverken festlige eller rørende som de første. Det er, som om balancen mellem det fandenivoldske og det eftertænksomme tipper over i patos.

Men altså, hey … De der første 2 x 60 minutters 80’er-/90’er-fest sendte mig tilbage med hårbørsten i hånden og drømmen om at få en perfekt Jon Bon Jovi-permanent. Det var tider!

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: