Anmeldelse: ’Vera’ er blevet en skygge af sig selv

Forestil dig en kvinde i 60’erne i en gammel mørkegrøn cottoncoat og matchende hat. Iført en blomstret kjole og som oftest med en termovest udover. Med en særpræget pibende stemme, der ofte tiltaler andre med ”love” eller ”pet”.

Hun ligner absolut ikke en politikommissær. Men det ér DCI (Detective Chief Inspector) Vera Stanhope (Brenda Blethyn) i den grad! Hun er en menneskekender og yder omsorg overfor andre. Men selv om hun har et stort hjerte, er hun af og til skrap og ubehøvlet overfor andre. Særligt sine underordnede.

Kontrasterne i hendes karakter gør den kompleks og nuanceret, og fordi Vera er så velskrevet og velspillet, bliver man ikke træt af hende. Mesterlige Brenda Blethyn er som skabt til at fortolke figuren.

Mange vil kende skuespilleren for sin ikoniske rolle i Mike Leighs guldpalmevinder Hemmeligheder og løgne fra 1996, der sikrede hende en pris i Cannes for Bedste kvindelige skuespiller og en Oscar-nominering i samme kategori.

Serien Vera er bygget på den britiske krimiforfatter Anne Cleeves’ romanserie af samme navn. Hun har også forfattet forlægget til den populære krimiserien Shetland.

Et lig i en fryser

I den nye sæson skal Vera og hendes ansatte opklare tre mordmysterier i Nordengland – Northumberland. I Fast Love køres en ung mand (Travis Ross) over på vej hjem fra byen. Han er en charlatan og styrer en bod på det lokale marked sammen med sin far, som han har et anstrengt forhold til.

I Tender, som er sæsonens stærkeste afsnit, findes en kvinde (Emily Kathryn) død ved et togspor. Hun er i behandling for kræft. Men da de dykker dybere ned i hendes identitet, dukker noget uventet op.

Salt and vinegar, sæsonens svageste episode, kredser om mordet på en medejer af en ’Chip shop’. Man finder hans lig i spisestedets fryser.

Episoderne udforsker temaer som sorg, falsk identitet, dysfunktionelle forhold og sygdom i familien. På et overordnet niveau handler det om de fortielser og hemmeligheder, vi mennesker bærer på.

En intensitet og en nødvendighed

Serien har på imponerende vis indtil nu evnet at holde niveauet, og det skyldes primært forlæggets karismatiske og særlige frontkarakter DCI Stanhope. Men også manuskriptet og de mange birolleskuespillere har en stor andel i den høje kvalitet.

På trods af at en sag skal opklares på 90 minutter, evner man alligevel at skrive psykologisk dybde ind, som skuespillerne formidler med stor loyalitet overfor deres karakterer. Og som alle seværdige krimier er det essentielle ikke, hvem der har gjort det, men hvorfor. Med andre ord er det relationerne, der er det vigtige.

Man burde have afsluttet Vera efter 12. sæson, for de nye episoder er generelt en ligegyldig oplevelse. Alle sæsonens problemer udspringer af manus, som slet ikke har den psykologiske dybde som før, og derfor bliver man som seer ikke engageret i historierne eller karaktererne.

Selv om de tidligere afsnit har kredset om samme temaer, har de med få undtagelser indeholdt en intensitet og en nødvendighed. På nær det andet af de nye afsnit, Tender, hvor man særligt bliver bevæget af en scene med offerets forældre, mangler de nerve. Det er, som om man bare forsætter, fordi man kan, ikke fordi man har noget vigtigt at fortælle.

Vækker ens nysgerrighed

Meget har ændret sig i den nye sæson. I starten af den første episode dukker Joe (David Leon) pludselig op – den DS (Detective Sergeant), som Vera havde i de første fire sæsoner. Men han er der ikke for at genoptage sin gamle rolle.

Han er i mellemtiden blevet forfremmet til DI (Detective Inspector) og er der for at undersøge, om stationen og særligt Vera lever op til de standarder, som det nationale ”Policing College” har sat.

Joe er totalt forandret. Ikke mere den reflekterende og omsorgsfulde person, han var før. Nu er han kold, konservativ og sur, og den omsorg, han særligt havde for Vera, er forsvundet.

Det er uhyggeligt at se ham sådan, men det vækker ens nysgerrighed for, hvad der er sket med ham. Derudover introduceres en ny karakter på kontoret den nyuddannede Steph (Rhiannon Clements). Hun er ambitiøs og meget dygtig, men selv om hun spilles troværdigt, mangler karakteren personlighed.

Garant for kvalitet

Manuskriptets mangel på tyngde har forplantet sig til beskrivelsen af seriens ellers så komplekse hovedkarakter. Hun er blevet for sød – mangler bid. Man savner, at hun langer ud efter sine medarbejdere eller opfører sig upassende. Resultatet er at man savner den humor, som ellers var en stor del af seriens tiltrækningskraft. Som for eksempel når hun og Joe gik og småskændtes, som var de et ældre ægtepar.

Heldigvis er det ikke lykkes manusforfatterne at tage livet af alle Veras skønne sider. Og gensynet med Joe skaber gensynsglæde på trods af mangler, for Vera og han har stadig en stærk kemi.

Vera har indtil nu været en garant for kvalitet. Med sit psykologiske drama og velspillede britisk skuespil. Man burde nok have sluttet serien med forrige sæson. Så havde man afsluttet med stil. Nyd i stedet de tidligere episoder, nogle af dem ligger på DRTV.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: