TV | Anmeldelser

Anmeldelse: Der er et før og et efter TV 2’s 'Det store spørgsmål'

Af
Christina Munk
4. januar 2024
det store spørgsmål anmeldelse
Journalist og tv-vært Hans Pilgaard interviewer skuespiller Lars Mikkelsen på Assistens Kirkegård på Nørrebro / Foto: TV 2

Del artikel

Allerede efter de første to af en række portrætter på TV 2 er barren for, hvad et vellykket interview er, hævet.

Det store spørgsmål

Streamingtjeneste: TV 2 Play og TV 2
Premieredato: 3. januar 2024 på TV 2 Play og 10. januar på TV 2
Genre: Dokumentar
Redaktion: Liv Serup Langendorff
Producent: Ulla Ringgård
Medvirkende: Hans Pilgaard, Lars Mikkelsen, Casper Christensen, Lars von Trier, Anne Linnet, Hella Joof og Peter Schmeichel
Land: Danmark
Antal afsnit: 6

Journalist og tv-vært Hans Pilgaard sidder på en bænk i København. Foran ham ligger en telefon, en notesblok og en kop kaffe. ”Nu gør jeg det” siger han. Hans nervøsitet afsløres i håndens faste greb i bænken, han sidder på. Han ringer op, og vi hører: ”Dette er Lars Mikkelsens automatiske telefonsvarer….”

Den folkekære Hans Pilgaard har valgt at portrættere seks kendte danskere i en ny række af udsendelser: Lars Mikkelsen, Casper Christensen, Lars von Trier, Anne Linnet, Hella Joof og Peter Schmeichel. Personligheder, der har en ”Helt særlig plads i mit hjerte’, fortæller han i programmets intro.

Han vil stille dem ”et enkelt, men stort spørgsmål” ”Hvordan er du endt som den, du er i dag?” Det er det, og kun det, han ønsker at tale med dem om. Anmeldelsen er baseret på de to første portrætter ud af seks, som er blevet stillet til rådighed for anmelderne.

Berømmelsens til tider voldsomme liv

Hvad, der gør programmerne til noget helt særligt, er, at man har integreret dele i udsendelserne, man ellers normalt udelader. Vi er med helt fra begyndelsen af processen. Lige fra første telefonopkald, hvor han spørger dem, og om de vil være en del af projektet. Det eneste, de i første omgang forpligter sig til, er at mødes med ham og få overrakt det spørgsmål, han gerne vil stille dem.

Lars Mikkelsen får spørgsmålet på sit stamværtshus, der ligger tæt på hans hjem på Vesterbro. Her føler han sig tryg, langt væk fra berømmelsens til tider voldsomme liv. Meget bevægende, lidt som et barn, er han tydeligt ved at sprænges af spænding over, hvad spørgsmålet dog kan være. Han reagerer meget positivt: ”et skidegodt spørgsmål, et vanvittigt godt spørgsmål”

Casper Christensen mener ikke, at spørgsmålet kunne være mere passende for ham. For de seneste fem år har han været beskæftiget med netop dette. ”Jeg har brugt meget energi og meget tid på at grave virkelig dybt i at finde ud af, hvordan fanden jeg er endt, som det menneske på det sted jeg er i dag.”

Nogle måneder efter afsløringen af spørgsmålet mødes de så igen. Selve samtalen skal foregå et sted, der har betydning for dem. Komikeren har valgt sit landsted i Nordsjælland, hvor han har fundet den ro, han har søgt efter at opnå, og skuespilleren har valgt Assistens Kirkegård på Nørrebro, nær ved barndomshjemmet, hvor han som barn fandt et helle i et ellers svært liv.

Hjerteskærende ærligt

Programmernes meget gennemtænkte form vækker associationer til dogmebevægelsen, f.eks. ser man ofte kameraet og kamerafolkene, uden at det virker forstyrrende. Ved at sætte nogle bestemte rammer vil man nå ind til den største grad af ægthed.

Og det lykkes, for formen sætter samtalen fri. Særligt i Lars Mikkelsens tilfælde sætter det nye højder for, hvor tæt man kan komme på et menneske i et interview uden at det på nogen måde forfalder til følelsesporno eller sentimentalitet. I stedet er det hjerteskærende ærligt.

Skuespilleren fortæller om, hvordan hele hans liv har været domineret af en ”Grundlæggende usikkerhed på eget værd”. Og hvordan uddannelsen til gøgler, som var begyndelsen på den skuespillerkarriere, han har i dag, gav ham en helt ny følelse.

”Og for første gang i mit liv mærkede jeg, at den der utilpassethed, som jeg havde i forhold til ALT andet, den havde jeg ikke der”.

Desværre forstyrrer det de få gange Hans Pilgaards voiceover er inde over. ”Jeg mærker, at jeg sidder foran et hudløst ærligt menneske …” Det virker overflødigt, for det er man som seer på ingen måde i tvivl om.

Desuden virker det en smule banalt og sentimentalt, to ting, som programmet ellers på ingen måde er. For selv om samtalens temaer vil være genkendelige for de fleste, bliver det aldrig uinteressant. Møderne emmer af en høj grad af umiddelbarhed og humor, hvilket desuden gør, at det aldrig føles tungt.

Casper Christensen beretter åbenhjertigt om, hvordan rollen i Klovn overtog hans liv. ”Klovnefiguren blev mig selv og omvendt.” Og om hans intense arbejde med at skrælle de usunde sider af sit liv væk.

Ingen konfronterende nærbilleder

Kameraet holder sig respektfuldt på afstand. Ingen konfronterende nærbilleder, når der tales om, hvordan livet kan være fuld af smerte. Man varierer primært mellem to formater. Et, hvor man ser personerne fra lidt under skulderen og det andet i hel krop.

Undervejs i samtalerne er der korte pauser med smukke billeder af omgivelsernes stærke efterårsfarver.

Der er et før og et efter TV 2’s Det store spørgsmål. Allerede efter de to første portrætter er barren for, hvad et vellykket interview er, hævet.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre TV | Anmeldelser