10 ting du (måske) ikke vidste om Game of Thrones

For et par måneder siden samlede vi fun facts om Breaking Bad for at fejre, at serien fyldte 10 år. I – vores skønne læsere – tog rigtig godt imod den, så nu har vi besluttet, at det er tid til en omgang mere. Denne gang er anledningen, at de fleste af os nok er ved at savne Game of Thrones lige lovlig meget. Selvom vi har fået en meget lille forsmag på sidste sæson, må vi desværre vente lidt endnu eller gense de syv sæsoner på HBO Nordic. Vi har derfor gravet os frem til interessante og sjove facts om serien og dens skuespillere, som måske kan overraske selv de største fans og give os alle lidt at tænke på, der ikke handler om premieredatoen. Hvis du endnu ikke har set serien, er der få spoilers.

(Foto: Game of Thrones/HBO)

1: Den ubrugelige pilotepisode

Den oprindelige pilotepisode måtte skydes om på grund af den dårlige modtagelse hos de få nærmeste, der så den. Ifølge showrunner David Benioff lå en del af problemet i manuskriptet, hvor folk ikke anede, at Jaime og Cersei var bror og søster. Det er ret vildt at tænke på, at en serie så succesfuld og verdenskendt kom så skidt fra start – det må man sige, de fik rettet op på i den version, vi andre fik at se. Nogle af rollerne blev endda castet om. Det gælder for eksempel Daenerys Targaryen, der først skulle spilles af Tamzin Merchant (The Tudors), men endte med at gå til Emilia Clarke.

(Foto: Game of Thrones/HBO)

2: Selvdestruerende manuskripter

Producerne bag serien har gjort meget ud af, at der ikke må komme spoilers ud fra ottende sæson. Nikolaj Coster-Waldau (Jaime Lannister) har fortalt, at de udelukkende digitale manuskripter derfor automatisk forsvinder, efter scenerne er blevet optaget.

(Foto: Game of Thrones/HBO)

3: De violette kontaktlinser

Hvis man har læst bøgerne, blev man nok lidt overrasket, da Daenerys og Viserys (Harry Lloyd) viste sig ikke at have violette øjne. De prøvede med violette kontaktlinser, der ifølge showrunners Benioff og Weiss dog resulterede i, at skuespillerne ikke i samme grad kunne vise følelser med øjnene.

(Foto: Game of Thrones/HBO)

4: Kamp om Jon Snow-rollen

Iwan Rheon, der i serien spiller skurken Ramsay Bolton, var næst i køen efter Kit Harrington til at spille den ikoniske Jon Snow – det havde godt nok været et noget anderledes bud.

(Foto: Conan/Conaco)

5: Game of Thrones-rap

I 2014 udgav HBO et officielt Game of Thrones-inspireret rap-album med titlen Catch the Throne med numre fra blandt andre Snoop Dogg. Jeg lyver ikke – giv den et lyt her.

(Foto: Game of Thrones/HBO)

6: For voldeligt til Game of Thrones

Ramsay Boltons dødsscene skulle oprindeligt have været endnu voldeligere. Den originale plan var, at jagthundene skulle rive hans kæbe af, men det færdige resultat var for grusomt selv til denne serie.

(Foto: Game of Thrones/HBO)

7: IKEA-kapperne

Kostumedesigner Michele Clapton har afsløret, at kapperne, som The Night’s Watch-mændene bærer, faktisk er tæpper fra IKEA.

(Foto: Game of Thrones/HBO)

8: Klistret, kunstigt blod

Efter scenen i sæson 1, hvor Daenerys skulle spise et hestehjerte, var Clarke smurt ind i så meget kunstigt blod, at hun endte med at sidde limet fast til toilettet. The things we do for Game of Thrones.

(Foto: The Office/NBC)

9: The Office møder Game of Thrones

Sproget Dothraki fra serien er faktisk så detaljeret, at det indeholder flere tusinde ord skabt af David J. Peterson, der har opfundet sprog siden årtusindeskiftet. Det er desuden inspireret af ingen ringere end Dwight Schrute fra den amerikanske version af The Office, der mestrede Dothraki i sådan grad, at han opfandt en ny grammatikregel, som Peterson senere anvendte til Game of Thrones. Jeg skal nok spare jer for den kringlede forklaring.

(Foto: Game of Thrones/HBO)

10: Yoga-Jon

Gemma Whelan (Yara Greyjoy) og Kit Harrington (Jon Snow) kendte hinanden, før de begyndte at arbejde på Game of Thrones – faktisk så godt, at de dyrkede yoga sammen. Det har ikke vildt meget at gøre med selve serien, men det er sjovt at forestille sig Snow, der normalt er ret stram i betrækket, på den måde. Hvem ved, måske var det sådan, han varmede op til Battle of the Bastards?

Læs også: Breaking Bad fylder 10 år

Læs også: Første mini-teaser til Game of Thrones sæson 8 er ude

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *