5 fede serier på C More

Opdateret

(Artiklen indeholder sponsorlinks)

Hvad skal du se på C More næste gang? Dét kan vi sagtens hjælpe dig med! Vi har udvalgt fem fede serier fra streaming-tjenesten, som vi tror, vil falde i de flestes smag.

(Foto: The Missing/Company Pictures mfl.)

The Missing

Britiske The Missing handler om en families skæbnesvangre ferietur til Frankrig under Verdensmesterskaberne i fodbold i 2006. Slutrunden var naturligvis ikke en succes for England, men det er nu ikke fodboldholdets skæbne, der ryster den lille familie. Nej, det er derimod den 5-årige søns forsvinden. Et uopmærksomt øjeblik fra faderen Tonys side er nok til, at hans lille Oliver forsvinder sporløst. Rollen som Tony besættes af formidabel James Nesbitt, som mange danskere vil kende fra Murphy’s Law, en af mine favoritkrimier. The Missing er så ubehagelig, at unavngivne redaktionsmedlemmer på Vi Elsker Serier måtte dobbelttjekke, om alle børn stadig lå i deres seng derhjemme efter at have set den. Større anbefaling fås ikke…

(Foto: Channel Zero: No-End House/Universal Cable Productions)

Channel Zero: No-End House

Er du til horror? I så fald kunne 2. sæson af antologiserien Channel Zero, der har fået titlen No-End House, sagtens være dit næste fix. En vennegruppe besøger et mystisk hus (klassisk tema), og da de oplever mere og mere mærkelige og skræmmende ting sættes deres virkelighedsopfattelse på prøve. Hvad er huset egentlig for et sted? Serien er fyldt med forstyrrede scener og klamme effekter, der blandt andet mindede mig om elementer fra Ondskabens Hotel. Da No-End House er en afsluttet del af en antologiserie, kan du sagtens se den uafhængigt af sæson 1 (Candle Cove) og sæson 3 (Butcher’s Block).

(Foto: Valkyrien/Tordenfilm AS)

Valkyrien

En norsk Breaking Bad? Hm… Ifølge nogen, ja. Det er dog helt sikkert, at du med Valkyrien får en rig dosis konspirationsteori og systemkritik. Serien er skabt af Erik Richter Strand og har Sven Nordin i hovedrollen som lægen, der åbner en autonom behandlingsklinik i en nedlagt metrostation som reaktion på det etablerede (og efter hans mening korrupte) sundhedssystems manglende vilje til at behandle hans terminalt syge kone. Før man ved af det, ender dette undergrundsprojekt dog ud i nervepirrende og dystre dommedagsprofetier. Serien er blevet ganske populær i Norge og høstet både priser og ros fra kritikerne.

(Foto: Tin Star/Kudos Film and Television)

Tin Star

De første to gode grunde til at kaste sig over Tin Star hedder Tim Roth (Lie To Me og Twin Peaks: The Return) og Christina Hendricks (Mad Men). I et forsøg på at undslippe fortidens dæmoner har Roths karakter Jim Worth taget jobbet som politichef i en mindre by kaldet Little Big Bear. Fortiden indhenter dog Jim, og han er nødt til at gøre, hvad der kræves for at klare sig igennem. Og hvad kræves der? Alkohol! Ved indtagelse af procenter forvandles Jim radikalt og bliver til sit andet jeg, Jack Devlin (ordspil på ‘Devil’ måske?), en super voldelig person, der beskytter sine nærmeste for enhver pris. Du kan nå at hoppe med på bølgen, se første sæson og glæde dig over, at den er blevet fornyet med i hvert fald én sæson yderligere.

(Foto: Mary Kills People/Cameron Pictures)

Mary Kills People

Hvor hovedpersonen i Valkyrien desperat forsøgte at holde dødssyge mennesker i live, handler Mary Kills People om lægen, Mary Harris, der, ved siden af sit officielle erhverv på en skadestue, yder aktiv dødshjælp. En politiefterforskning besværliggør dog arbejdet betydeligt, og vi bliver herigennem stillet overfor det store spørgsmål: Er læger, der tilbyder aktiv dødshjælp mordere eller en slags engle? Serien blander komiske elementer med høj dramatik og filosofisk-etiske emner, hvilket i sig selv er en kunst.

Hvis intet af ovenstående tiltaler dig, er der naturligvis en stor mængde andre serier tilgængelige. Du kan blandt andet finde nogle omtaler af disse i vores seneste måneds-guides til C More herunder. God fornøjelse!

Prøv C more gratis i 14 dage. Læs mer her

Læs også: Det skal du se på C More i april

Læs også: Det skal du se på C More i marts

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *