DC Comic TV #2: The Flash

(Foto: Flash/DC Entertainment)

Du har sikkert set Marvels Netflix-serier som hænger sammen – men vidste du at DC også har et TV univers? Det kaldes The Arrowverse. Det er en kendsgerning at hvis noget virker for et studie i TV- og film verdenen, så er der andre studier der vil kopiere det. Marvels ”shared universe” fungerede rigtigt godt, så DC ville være med på vognen. I fire korte artikler vil jeg fortælle lidt om de fire serier, der indtil nu er med i dette univers. Vi er nu nået til del 2.

Efter succesen med Arrow gik DC videre med en anden helt, og denne gang gik man lidt tættere på det oprindelige oplæg. Man lavede den også bevidst mere morsom og ”superhelte-agtig”, for at gøre den til en anderledes oplevelse end Arrow.

(Foto: Flash/DC Entertainment)

Barry Allen havde gæsteoptrådt i Arrow en gang før, for at lægge grundlaget for den nye serie. Han var en politimand, der dukkede op i Arrows by Star City for at efterforske en forbrydelse, men han havde ikke fået sine superkræfter endnu. Dem får han nemlig først i den første episode af sin egen serie, hvor han rammes af et lynnedslag, samtidigt med at en kæmpe partikelaccelerator går amok og sender en bølge af mystisk stråling ud over Central City. (Ja, hvad er oddsene lige for det…?) Uheldet giver ham evnen til at bevæge sig superhurtigt, hvilket gør, at han både kan løbe hurtigt, bevæge sig op ad lodrette flader og henover vand.

Modsat tegneserien arbejder Barry imidlertid sammen med et team af videnskabsmænd og teknikere, som hjælper ham med at løse problemerne, han render ind i. Og dem bliver der mange af – for Barry er ikke det eneste menneske, der har fået superkræfter af partikelbølgen i Central City! Hurtigt oversvømmes byen af forskellige skurke med superkræfter, inklusive en mærkelig kopi af The Flash selv, som de kalder The Reverse Flash, og som har de samme kræfter. Han har et kostume der er modsat Barrys (gult med røde lyn, i stedet for rødt med gule lyn) og gør alt hvad han kan for at sabotere Barrys liv – og vil finder hurtigt ud af hvem han er, hvilket gør resten af sæsonen til et interessant studie i dobbeltspil…

(Foto: Flash/DC Entertainment)

Senere i serien dukker der også parallelle verdener op, samt kostumeklædte helte i stor stil. Karakterer som The Atom, Hawkwoman, Firestorm og The Elongated Man – og fantastiske skurke som Captain Cold! The Flash var den første superhelte-serie der virkeligt FØLTES som en superhelte-serie – med masser af kostumer og superkræfter, kampe mellem helte og skurke med spektakulære effekter, og ikke mindst en hovedrolle, der IKKE var en dyster og mørk, martret person.

Det eneste kritikpunkt jeg har er, at de ikke slap helt så heldigt fra den CGI version af skurken Gorilla Grodd (Ja, en intelligent gorilla) som dukker op et par gange i serien. Men – man kan jo ikke få alt hvad man ønsker sig…

Igennem serien er der flere crossovers med Arrow, både hvor Barry og hans venner hjælper Oliver – og omvendt. Og efter sæson 3, hvor Barry rodede med tiden, opstod også muligheden for en ny spin-off serie med flere af de karakterer, der havde været populære, men ikke kunne være med hver gang. Denne spin-off ser vi på i artikel nummer tre.

(Foto: Flash/DC Entertainment)

Jeg elsker selv The Flash. Jeg fulgte med lige fra starten og da jeg allerede var fan af Grant Gustin, der spiller hovedrollen, var det nemt at holde af ham. Selvom der er store ændringer fra tegneserien, er det ting der virker godt, og den appellerer til et bredt publikum.

The Flash har sæson 1-3 på Netflix, og det forlyder at resten også vil følge efter.

Læs også: DC Comic TV #1: Arrow

Læs også: Anmeldelse af Marvel’s Iron Fist

 

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *