Belgravia – Det næste kapitel (2024)
Belgravia fra 2020 og den helt nye selvstændige efterfølger Belgravia – Det næste kapitel fra i år er begge yderst seværdige miniserier, hvis du holder af historiske ensembleserier.
Begge serier er baseret på en roman og manuskript af Julian Fellowes, som mange vil kende som manden bag seersucceser som Downton Abbey og The Gilded Age.
De to periodedramaer er sat mellem 1840 og 1870 og omhandler de klassiske upstairs/downstairs og nyrig/gammelrig-problematikker – denne gang i Londons velhavende Belgravia-kvarter.
Belgravia og Belgravia – The Next Chapter kan ses på DRTV
Sommerdahl (2020)
Med Sommerdahl bevæger vi os over i cozy crime-genren, hvor solen altid skinner, og selv forbyderne virker som nogle joviale typer, man ikke skal være alt for bange for.
Serien, der er inspireret af Anna Grues populære romanserie om Den skaldede detektiv, foregår i Helsingør. Her møder vi politimanden Dan Sommerdahl, spillet af Peter Mygind, og hans makker Flemming, spillet af André Babikan.
Der er både tid til at jagte forbrydere, rode lidt rundt i kærligheden og drikke en øl i solen. Det er lige præcis, som det skal være.
Sommerdahl sæson 1-4 kan ses på TV 2 Play, og femte sæson har premiere 5. maj.
Bridgerton (2020)
Der er meget snart premiere på tredje sæson af den ultrapopulære Netflix-serie Bridgerton, som foregår i Regency-tiden i England mellem 1813 og 1827.
I centrum står Bridgerton-familien med deres syv børn og utrolig mange romantiske forviklinger til følge.
Bridgerton er baseret på de populære bøger af Julia Quinn, og dramaserien er produceret af Shonda Rhimes.
Bridgerton sæson 1 og 2 kan ses på Netflix. Sæson 3 får premiere 16. maj.
Snart lander 'Bridgerton' sæson 3: Se traileren og de helt nye billeder
Sygeplejeskolen (2018)
Sygeplejeskolen er ligesom Badehotellet en populær TV 2-serie, og her vil du kunne møde en del gengangere fra Badehotellet, bl.a. Jens Jørgen Spottag, Ulla Vejby, Benedikte Hansen og Anette Støvelbæk.
Serien foregår i 1950'ernes København, hvor man som følge af sygeplejerskemangel begynder at få mænd ind på uddannelsen.
De mandlige sygeplejerskeelever bliver mødt af stærke fordomme fra den ældre generation, men drømmer samtidigt om at yde det bedste for patienterne.
Sygeplejeskolen sæson 1-5 kan ses på TV 2 Play, og en sjette sæson er på vej senere i år
Downton Abbey (2010)
Downton Abbey er en klassiker for alle, der elsker historiske periodedramaer, smukke kostumer og et kig ind i upstairs/downstairs.
Serien, der ligesom The Gilded Age og Belgravia er skabt af Julian Fellowes, består af seks sæsoner og foregår i begyndelsen af 1900-tallet i England.
Her følger vi overklassefamilien Crawley og deres tjenestefolk på det fiktive gods, Downton Abbey, og der er drama, kærlighed og forviklinger for alle pengene. Hvis du ikke kan få nok af Downton Abbey, er der også to film at kaste sig over og måske en tredje på vej.
Downton Abbey kan ses på bl.a. Netflix og HBO Max
Der er (måske) endnu en 'Downton Abbey'-film på vej
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: