En serienørds julehygge

Opdateret

Der er mange måder at julehygge på. Men fællesnævneren er som regel varme og god mad. Og for en serienørd, der tager sig en hverdags-julehyggeaften, kan den hemmelige ingrediens godt være take away og de bedste juleafsnit fra de fedeste serier. Vi Elsker Serier har her samlet en liste med forslag til en seriefanatikers decemberhygge.


(Foto: Frasier/NBC)

Frasier: The miracle on third or fourth street

Dette er et af de afsnit, jeg vender tilbage til hvert år på denne tid. Det er afsnit 12 i sæson 1 af Frasier, og det er et af de fineste juleafsnit, der er lavet. Frasier er nok den mest elegante komedieserie nogensinde, og det understreges til perfektion i dette afsnit, der handler om samhørighed og næstekærlighed. Frasier er i et frygteligt humør og skændes med alt og alle, fordi hans søn alligevel ikke skal holde jul hos ham. Han beslutter sig derfor for at tage en vagt på radiostationen juleaften. Da udsendelsen er slut, og hans humør er endnu sortere, tager han ind på en diner for at spise aftensmad. Og her oplever han ægte hjælpsomhed og fællesskab blandt byens fattigste. Jeg vil ikke komme med spoilere – se den i stedet. Afsnittet er rørende uden at blive sentimental, og det er sjovt uden at gå til laveste fællesnævner. Når du har set det, har du et smil om munden, og jeg lover dig, at julestemningen har indfundet sig.


(Foto: The Big Bang Theory/CBS)

Big Bang Theory: The bath item gift hypothesis

Fra Frasier til Big Bang Theory (sæson 2, afsnit 11). Samme genre, men alligevel milevidt fra hinanden. Den er måske ikke lige så elegant, men for fans af serien rammer den lige i øjet. Der kører flere historier i afsnittet, men den vigtigste (og sjoveste) handler om Penny og Sheldon, der udveksler julegaver. Sheldon hader julen og vil ikke give eller modtage gaver, men Penny giver ham alligevel en – gaven over alle gaver. Spoilere får I ikke, men jeg kan sige så meget som, at slutningen er vanvittigt sjov og også ganske rørende.

(Foto: Friends/NBC)

Friends: The one with the holiday armadillo

Afsnit 10 i sæson 7. Det er nok de færreste seriefanatikere, som ikke allerede har set dette afsnit flere gange. Friends er en af de serier, der har et juleafsnit i hver sæson, men dette er det, man husker – det er sjovt og anderledes, og det giver os det, der var opskriften på seriens succes: Vennerne i sjove og overdrevne situationer. Ross ville egentlige bruge anledningen til at lære sin søn Ben om den jødiske tradition chanukah, men Ben vil bare have julemanden. Ross kan ikke få fat på et julemandskostume, så i stedet klæder han sig ud som et bæltedyr og opfinder ”The Holiday Armadillo”, julemandens ven, der ved meget om chanukah. I seriens univers kan en så latterlig historie godt fungere, også da Chandler dukker op klædt ud som julemanden og Joey som Superman. På sådan en mørk decemberaften, hvor du sidder i sofaen med en pizza, er dette afsnit et godt valg.


(Foto: The Simpsons/Fox)

The Simpsons: She of little faith

The Simpsons har mange juleafsnit, men efter min mening er dette det bedste. Det er afsnit 6 i sæson 13, og det handler om Lisa og hendes etiske opgør med kristendommen og julens kommercialisme. Hendes troskrise ender med, at hun konverterer til buddhismen – til Marges store fortrydelse. Marge sætter nu alle sejl til for at få Lisa tilbage i folden, og da intet synes at virke, bruger hun julen, som hun ikke regner med, at Lise vil fejre mere, nu hvor hun er buddhist? Lisa søger råd i sit tempel, hvor hun lærer at finde ro i at fejre og nyde julen – også som buddhist. Afsnittet er fyldt med den sædvanlige Simpsons-humor, og historien er rigtig god.


(Foto: Downton Abbey/ITV)

Downton Abbey: Christmas at Downton Abbey

Downton Abbey var kongen af juleafsnittet. Alle sæsoner (bortset fra sæson 1) sluttede nemlig med et juleafsnit i spillefilmslængde. Juleafsnittene er storslåede og meget flot lavede, men selvom julen er et omdrejningspunkt, er den ikke det vigtigste. Afsnittene er alle lavet som afslutningen på en sæson, og det er derfor det, der er i fokus. Men tag ikke fejl. Julen er der, men det er jul for voksne. Der er ingen julemænd og nissehuer, men der er enorme juletræer med gyldent pynt i slottets hall. Og jeg synes især, Christmas at Downton Abbey, som er sæson 2’s juleafsnit, er noget særligt. Da sneen daler ned omkring slottet til sidst, og en af de vigtige historier i sæsonen er endt lykkeligt, er det ren julestemning. Ikke på feel good-måden som vi ser det i komedieserierne, men på en nostalgisk og også lidt sentimental facon.


(Foto: Blackadder/BBC)

Blackadder’s Christmas Carol

Blackadder’s Christmas Carol er et enkeltstående juleafsnit i serien Den Sorte Snog, baseret på Charles Dickens’ Et Juleeventyr. Den foregår i slutningen af 1800-tallet og handler om Ebenezer Blackadder – den rareste mand i England. Han er så rar, at alle udnytter ham, og han evner ikke at sige fra. Julenat får han så besøg af julens ånd, der lidt modvilligt viser ham, hvor forfærdelige hans forfædre var (de kendte inkarnationer af Edmund Blackadder). Ebenezer tager ved lære af det – på en lidt utraditionel måde. Han konkluderer, at ”bad guys have all the fun”! Herefter ændrer han sig til en sarkastisk og lettere ondskabsfuld type – ligesom hans forfædre var. Det er et sjovt og utraditionelt juleafsnit, der bestemt kan anbefales. Især hvis du er fan af serien.

Dette indlæg blev præsenteret i samarbejde med:

Læs også: Hvilke serier ser min pizzamand?

Læs også: Vi Elsker Serier og JustEat præsenterer: Den ultimative binge-guide!

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *